Viser indlæg med etiketten Christiansfeld. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Christiansfeld. Vis alle indlæg

mandag den 23. maj 2016

Forlænget familieweekend i Christiansfeld 18.-20. maj

Vores søn og svigerdatter bor jo i Esbjerg. Vi er tit/jævnligt ovre og besøge dem. De har en dejlig lejlighed midt i centrum med et stort gæsteværelse. Vi er jo ikke de eneste der besøger dem; "det andet par svigerforældre", svigerdatterens søster/mand/barn og selvfølgelig også venner. Men nogen gange kan et søg godt komme til at virke lidt stressende på en måde; ventetid på at lave noget (tit fordi sønnens arbejde spiller ind) og det at man går op af hinanden hele tiden. Derfor fandt Lillemor og jeg på at invitere søn og svigerdatter ud i stedet for. Lillemor og jeg har 2 gange tidligere boet på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld og både hotellet og byen er fantastiske steder, så vi bookede 2 rum til os fra Fredag til og med Søndag der. Vi kom fra Herlev af ved 16-tiden og søn og svigerdatter fra Esbjerg af ved 17-tiden. Herunder (husk at man kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse) ses gavlen af hotellet med mindepladen for logerende fra hotellets start som gæstehus i 1770'erne og frem til efter genforeningen i 1920. Bl.a. står der, at Frederik d. 7. med sin Gemalinde boede der et par gange. Gemalinden var Grevinde Danner. De andre konger der har boet der, så står der med deres Dronning.

Herunder et blik ned ad hovedgaden Lindegade. Bemærk de ny-plantede Linde-træer. Alle de gamle Linde-træer i byen er fældet/fjernet på grund af sygdom og nye plantet. Hele byen, eller bydelen med alt Brødremenighedshalløjet, har fået en større istandsættelse indenfor de sidste 2-3 år og der mangler stadig lidt, hvad man kan se på Salshuset (= menighedens kirke på den lille plads).
Lige overfor hotellet ligger Brødremenighedens bageri og konditori, som vi selvfølgelig besøgte og smagt forskellige honningkager....yum-yum siger jeg bare.

Vi gik selvfølgelig en tur rundt i byen så svigerdatter og søn fik den at se. Vi har selv set den et par gange, men de unge mennesker (søn 37 og svigerdatter 33 år) var meget begejstrede for hvad de så og hvad de hørte (jeg har det med at tale af karsken bælg, når jeg først kommer i gang).

Herunder den nyrestaurede kirkeplads med den flotte brønd i midten. Til venstre ses kirken og forenden af pladsen Søsterhuset. Alle ugifte i menigheden boede henholdsvis i Brødrehuset eller Søsterhuset...dengang der var nok i menigheden.

Herunder selve kirkern eller Salshuset som den hedder for Brødremenigheden. Nogen af de store vinduer var blændet af p.g.a. reparationer.

Efter at have set de forskellige bygninger, gik vi hen til Gudsageren, som er menighedens kirkegård. Der er en flot træ-port ind til denne:

Herunder ses hovedstien på kirkegården. Kirkegården er ret speciel. Alle mænd ligger - når man ser på foto'et herunder - til venstre for hovedstien og alle kvinder til højre for hovedstien. Alle grave er ens, nemlig bare en sandstensplade og lige store. Ikke noget med familiegravsteder eller statuer.

Mange af gravstenene var mere eller mindre forvitret, hvilket især gjaldt de ældste fra 1770'erne af. Man kunne knap eller slet ikke læse teksten på mange af de ældste.




Dog fandt jeg et monument sådan ude til siden. Det viste sig at være et Mindesmonument for de døde i den første Slesvigske krig 1848-1851. På en tavle nedenfor var anført 14 navne på de døde der mindedes med monumentet:

I nærheden opdagede jeg nogen gravsten, der alle havde hvide overflader men ellers mindede om de andre på kirkegården. Disse hvide var alle soldater, der var døde i 3 års krigen. Hvis man ser på tavlen ovenfor, ses som 5. nederst en C.S.M.Poetshold. Hans egen grav fandtes blandt de hvidmalede gravsten:

Han var altså ikke en Brødremenighedsmand (!?) da han var født i København.
Men der lå også andre, heriblandt en stribe tyskere altså modstandere, som var bragt ind som sårede men døde kort efter af sårene:

Der er andre huse end de typiske Brødremenighedshuse. Herunder ses et bindingsværkshus, hvor murstenene er anbragt i flotte mønstre:








Om aftenen fik vi rigtig dejlig mad på hotellet samt god vin. Vi havde jo købt opholdet som Gourmet-ophold, så det var jo 4 retter mad o.lign. Morgenmaden var den helt store morgenmads-buffet med alt hvad hjertet kunne begære.

Næste dag tog vi afsted til Dybbøl. Dels ville jeg gerne se det hele igen og dels var det for at "de unge mennesker" kunne se og høre og lære noget om Danmarkshistorien og i dette tilfælde om krigen i 1864.





Der er jo et Visitor-center, hvor man ser - hvis man vil - 2 små film af ca. 20 minutters varighed hver, der forklarer hvorfor krigen opstod og hvad der egentlig skete. Dem så vi og de var til at blive kloge af. Desværre var den rekonstrurerede skanse ved centret ikke bemandet. Det vil sige, at der ikke var folk i soldatertøj og heller ikke åbent/bemandet i de forskellige boder, men man får jo et godt indtryk af soldaternes forhold alligevel. Og selvfølgelig skulle jeg jo lige kigge ekstra på de kanoner der er opstillet der.

<


På en del af dem er påført hvilke kampe kanonerne havde deltaget i. Det er lidt - synes jeg - ærefrygtsindgydende at stå ved en original kanon, der har deltaget i kamphandlingerne. Det har jeg jo prøvet en masse af på de slagmarker jeg har besøgt i USA om den amerikanske borgerkrig. 




Det var jo ikke ligefrem luksus, der prægede soldaternes indkvarteringsforhold; lidt halm og nogen tæpper:



....og ja, der vistes også, at der var klart til at modtage døde fra kampene:




Efter besøget der ved Dybbøl, tog vi ind til Sønderborg og gik lidt rundt i byen der. Vi fik nogle udmærkede hjemmelavede Burgere med do pommes frites på en cafe på torvet. Cafe'en hed "Ib Rehne, Cairo". Hjemkommen til Christiansfeld var vi så på Cafe i Brødremenighedens Bageri. Jeg siger jer, at de der Honningkager.....yum-yum..men godt at man ikke bor der i byen, for ellers.....derefter afslapning på værelserne - nogen vil nok mene man fik en lur. 

Om aftenen den helt store menu igen og for pokker da, de laver god mad på det hotel.

Næste dag, Søndag, var jo afrejsedag. Vi gav os god tid om morgenen og sad efter morgenmaden udenfor og drak mere kaffe. Efter pakning og udcheckning kørte vilige udenfor Christiansfeld, til hvor der ligger en såkaldt "Bullade". Det er faktisk en gammel byggestil. Her står den eneste Bullade i Danmark på det samme sted, som den var opført på i 1668. Ret imponerende. Store bred ege-bjælker der ligger vandret. Det er sgu imponerende at se sådan en gammel træ-bygning. På Frilandsmuseet ved Kongens Lyngby ved København, har de en Bullade - faktisk en hel gård, bygget i den stil - stående.






Bagefter kørte vi bare 16 km nordpå fra Christiansfeld til Skamlingsbanken. Vejret - som havde været godt på hele turen - var igen godt, men nu med noget varmedis og det var ærgerligt. Når man stod deroppe - Skamlingsbanken er 113 meter høj - så var der en fantastisk udsigt dels ud over Lillebælt mod Fyn men sandelig også ud over Jylland. Med gule rapsmarker mellem de grønne kornmarker var det et flot syn. Der er rigtig god udsigt der oppe fra hele vejen rundt. Igen blev der "afholdt historie-time" om hvorfor Skamlingsbanken var "lavet" og til hvilket formål, nemlig for Danskheden i det sønderjyske især efter 1864. Faktisk havde der været afholdt danske folkemøder og stævner der siden 1843.



Den store stenstøtte, der står der, blev sprængt væk af preussiske soldater i 1864 og genopført i 1866. Derfor ser den noget skrammet og arret ud.


Der er en masse mindesmærker rundt omkring i området. De fleste vedrører navnkundige dansksindede sønderjyder, der talte danskhedens sag.


Der  er også et besøgscenter, hvor der er opstillet en model over området. Nedenstående foto levner desværre ikke modellen retfærdighed.



Efter at have gået rundt i området, spiste vi nogen gode is og sad ellers og beundrede udsigten og lyttede til Lærkens sang over os. Så kys, kram og klap og afsked og de unge mennesker satte kursen mod Esbjerg, mens vi kørte mod Herlev. En dejlig weekend med gode oplevelser var slut.

lørdag den 26. oktober 2013

En pludselig indskydelse...en tur til Christiansfeld, Vojens og Aros i Aarhus....

Torsdag aften ca. kl. 21,30 spørger Lillemor mig om ikke Junior skulle dømme kamp i Vojens imorgen Fredag d. 25/10 ? Jo da, svarer jeg, det er kampen mellem Sønderjyske (Vojens som de hed før i tiden) og Esbjerg - et vaskeægte lokalbrag. Vor søn har jo stoppet sin ishockeykarriere her i sommers og er af Unionen blevet overtalt til at blive Hoveddommer i bedste række og det er han så begyndt på. Kampen han skal dømme i morgen er nok hans 11-12 kamp som Hoveddommer. Så spørger Lillemor om jeg ikke kunne have lyst til at se den. Jo da - et lokalbrag mellem de 2 gamle rivaliserende hold kunne da være sjovt, især med knægten som hoveddommer, men at tage til Vojens for bare at se ham dømme ??? Arrhhhh...det er lidt vel langt. Så kommer det:" Skal vi ikke tage over at se den ? Så kan vi slå 2 fluer med et smæk, idet vi kan tage en overnatning i Christiansfeld - på Brødremenighedens Hotel som vi har været på før - og så næste dag tage til Aarhus og på kunstmuseet Aros og se Dronningens og Prins Henriks udstilling som netop er åbnet der ?" Jeg gloede godt nok på Lillemor, men ikke ret lang tid. OK - det var iorden, så på min PC bestilte og købte jeg billetter til kampen mens Lillemor på sin PC bookede overnatning på hotellet.

Næste dag hentede jeg så efter arbejde Lillemor kl. 15 på hendes arbejde og så tog vi afsted for at nå kampen. Vi var lige inde omkring Christiansfeld og smide taskerne og så afsted til Vojens til SE Arena for at se aftenens kamp kl. 19,30.
 
Som sædvanligt et kaos dernede især med at finde parkering. Vi endte på en græsplæne, der var lettere mudret. Junior - som vi havde fortalt at vi kom - havde undervejs sendt os en SMS at han havde sørget for VIP-kort til os, så vi kunne få kaffe, kage, øl, sodavand ad libitum før kamp og i pauserne, så det var jo helt fint. Vi fik også lige et par ristede sønderjyske pølser som aftensmad.

Det er jo Danmarks nyeste hal og imponerende er den. Vi var der for knap et år siden til nogle landskampe dernede. Dengang boede vi også på Brødremenighedens Hotel i Christiansfeld. I øvrigt fik vi samme værelse der som sidst.

Da vi var kommet ind og havde fundet vores pladser, så kom nogen mænd ind på isen med en trækvogn med "noget stort" på, som de rullede ud og begyndte at pumpe op foran spillerindgangen.
 
 
 
 
 
Det endte med meget hurtigt med at blive denne oppustede store ishockeyhjelm. Og ind igennem denne i røg og damp med blinkende lamper og larmende fanfaremusik kom hjemmeholdets spillere nu ind på isen:
Vi var iflg. hal-speakeren 3.021 tilskuere og de larmer meget, skal jeg hilse og sige. Herunder ses Junior i stribet dommertrøje stå klar til igangsættelse af spillet ved en af liniedommerne.
 
Der var lidt små-bataljer undervejs og herunder ses han til venstre, med de røde armbind, på vej til at dysse nogen spillere ned inden de kommer i klammeri.
En af årsagerne til den megen larm er, at Sønderjyske (ex-Vojens) altid har haft et "fast korps" af trommeslagere. Disse 4 Herrer kan virkelig sætte tryk på kedlerne derinde når de tamper løs. Bortset fra larmen, så er de ret gode, de der lokale Safri-duo x 2 der.
Nåh - resultatet blev at Esbjerg vandt til stor fortrydelse for hjemmepublikummet. Det var Juniors allerførste kamp som Hoveddommer der i Vojens.....det fremgik også af kampprogrammet....og jeg synes med helt neutrale øjne, at han og de andre stribede gjorde det helt OK. Der var lidt svipsere, men ingen af betydning....og det var ikke HAM, der stod for de svipsere. Efter kampen var der rent trafik-kaos. Det tog os nok en halv time at komme derfra.

Næste morgen, altså i dag Lørdag, gik vi efter morgenmaden lige en lille 5-10 minutters gå-tur for igen at se de - synes jeg - flotte huse i Christiansfeld som Brødremenigheden jo har anlagt der engang i 1770'erne.
 
Herunder ses Brødremenighedens Hotel som vi boede på.
 
Herunder ses kirkepladsen med den specielle Brødremenighedskirke. Der plejer at være buskadser og græs samt meget høje og gamle træer omkransende pladsen. Nu er alt væk. Dels var de gamle træer blevet FOR store, så de skjulte alt og dels var de blevet syge. Man havde derfor besluttet at fælde dem og total renovere hele pladsen. Samtidig vil man renovere hele gaden fra ende til anden tilbage til oprindelig udseende. Det vil sige, at man vil fælde alle lindetræerne der og plante nye. Man fjerner også asfalten og brolægger hele gaden med sten. Nogen af de omkringliggende Brødremenighedshuse får også en overhaling og om et års tid skulle det hele være færdigt.
 
 
 
Vi var lige inde i den lokale boghandel med "alt godt fra havet" havde jeg næsten sagt. De handler udover med bøger også med alt muligt pynte-halløj, souvenirs o.lign. og også med lædervarer og Lillemor købte en ny læderpung. Og jeg sprang den lokale vinhandel Donslund over og købte IKKE nogen whisky dennegang, da jeg p.t. er ret godt dækket ind derhjemme, f.eks. sidder jeg i skrivende stund med en let-røget Islay Whisky, en Lagavulin 16 år, her ved siden af pc'en....Yum-Yum siger jeg bare.

Nåh - vi drog afsted og kørte de 165 km nordpå til Aarhus og til Aros for at se:
 
 Den udstilling glædede jeg mig meget til; Dronningens malerier kendte vi jo de fleste af i forvejen fra hendes udstilling på Arken i 2012, mens Prins Henrik's ting var helt ukendte bortset fra et par glimt af nogen af hans ting set i fjernsynet.

Her ses Aros med Olafur Eliassons installation på taget. Man kan lige ane nogen gæster gå rundt oppe i den. Den er simpelthen en oplevelse og bør besøges af jer, der læser dette her. I øvrigt åbner de noget cafe-halløj af en slags deroppe her d. 16. November.
 
 ....og indenfor det Guggenheim-Museum inspirerede trappe-tårn. Flot er det i hvert fald. Det er Lillemor i den røde jakke.
 
Det f'ørste man ser, når man starter på udstillingen er 4 små skulpturer af Prins Henrik's. Et par af dem ses også i stor version på udstillingen. 

Nedenfor ses en lille version af skulpturen "Torso".

Her begyndte så mine fotografiske problemer rigtigt. Det var ligesom om at kameraet ikke rigtig ville fokusere skarpt. Jeg tog et hav af billeder og har slettet de fleste af dem igen p.g.a. uskarphed. Om det skyldes, at jeg fotograferede UDEN brug af blitz og det i lidt mørke, det ved jeg ikke, men det kan tænkes...men det kan også vare fotografens skyld.

Herunder ses nogle af Dronningens original illustrationer til Tolkien's Ringenes Herre bog, som hun lavede under navnet Ingahild Grathmer. De er meget fantasifulde.

I det næste rum var der en del af Prins Henrik's små fantasi-dyr i bronze. Også her tog jeg en del foto's som måtte kasseres - æv og øv.

Og så var der lidt akvareller af Dronningen, som jeg ikke har set før. Det nedenfor viste er lidt uskarpt...men alligevel.
Så var der et rum med mange Bispe-kåber og Messe-hageler som Dronningen har syet alle sammen. De kom fra forskellige Bispe-stifter; Haderslev, Aarhus, Viborg o.s.v. og¨på den ene væg hang fra loftet denne skulptur af Jesus lavet i træ af Prins Henrik. Herligt.

Herunder et af Dronningens velkendte malerier. Jeg kan godt lide den stil der.
Længere oppe var det et foto af Prins Henrik's lille figur "Torso". Herunder ses den i "voksen" størrelse:


Inde ved Bispe-kåberne stod også en mandshøj bronze-skulptur. Det foto kiksede også. Herunder ses samme skulptur i marmor stående i et lille kabinet og ca. 40 cm højt.

I dette rum kunne man høre Prins Henrik læse nogen af sine digte op....på dvd forståes. Og digtsamlingerne var udstillet. Der var også 9 kæmpestore "plancher" med nogle af hans digte, som man kunne læse. Det ene, der er vist nedenfor og som jeg håber I kan læse, er ret godt i sin stemning, dog måske lidt naiv i sine "remser":

Det andet herunder viser, at vores Prinsgemal sandelig er en erotisk person. Dejligt at vide og læse.

Og det med det erotiske fortsætter med en ca. 80 cm høj hvid marmorskulptur. Man kan sige, at manden i det par virkelig har "et godt greb om tingene".  Man kan se hvordan hans fingre nærmest borer sig ind i kvindens baller :-) . Jeg har set et foto af en legemsstor version i bronze af denne skulptur. Skulpturen forærede han Dronningen i gave for et par siden og den skulle stå i parken ved Marselisborg Slot.


Nedenfor en anden skulptur som vel er ca. 2,5 meter høj. Også i bronze.


Så kom et rum fyldt med Dronningens decoupager. Desværre gik mit kamera fuldstændig grassat her. Stort set alle mine foto's herfra er uskarpe.....desværre.


De er flotte på en måde men alligevel ikke min kop the - der er for meget at se på dem.

Herefter gik vi tilbage til Bispe-kåberne og så nærmere på dem. Det er virkelig fantasifulde ting. Fyldt med religiøse symboler i sær relaterende til det pågældende stifts skytshalløj. Og det er virkelig håndværk. Hold da op - når man ser nærmere på dem, så kan man se, at det er bittesmå korsstings-broderier. Den måde de er vist på er også god; der er nemlig spejle på væggen bag, så man kan se kåberne og messe-hagelerne bagfra samtidigt.

Herunder ses f.eks. messe-hagel tilhørende Holmens Kirke i København. Bemærk ankeret på brystet. I spejlet kan man se ryggen og se at "halen" eller det nederste af hagelen er en bølge symboliserende netop Holmens menighed - søens folk. I øvrigt var der knapper på med flådens symbol Ankeret, netop de knapper man ser på flådens uniformer.
Der er virkelig knald på farverne på alle Bispe-kåberne og på alle messe-hagelerne.

Herefter var det tid til noget frokost i museets cafe. Lillemor, som ses herunder, er i gang med en kæmpe portion dagens salat med en masse krebsehaler i. Jeg holdt mig til en kæmpe lakse-sandwich.

Det smagte rigtig godt.

Og selvfølgelig købte jeg også udstillingskataloget til den sølle pris af kr. 299.


Og så vendte vi ellers snuden hjemad. Undervejs på sådan en køretur ser man mange ting. Nogen flotte, nogen mærkelige og nogen idiotiske.

Herunder ses et fly vi lige pludselig opdagede holde ved noget kontor eller fabriksbygninger langs motorvejen:


Og man får virkelig set dette dejlige efterår med alle farve-nuancerne på træerne og i naturen som helhed. Måske det ikke helt fremgår af nedenstående foto men i virkeligheden var det med blade i alle mulige efterårsfarver og nuancer. Mægtig flot.

Og så - lige før Hedensted på vej nordpå (fotoet her er taget på vejen hjem, altså sydpå lige efter Hedensted) - så opdagede vi en mark med 10-tusindvis hvide kors. Det viste foto er det eneste der blev til noget...desværre.


Det er vist en eller anden protest imod Abort, at alle disse kors er rejst. Noget med at hvert kors symboliserer en foretagen abort. Og så vidt jeg husker, er det en flok religiøse idioter der protesterer på denne måde.

Religion er årsagen til det meste lort i denne verden; det være sig kristendom uanset form eller muhammedanisme uanset form....og alle mulige andre slags religioner. Religioner er folks særdeles dårlige undskyldninger for IKKE at tage ansvar for eget liv.

Men ellers en dejlig tur....sådan spontant opstået en Torsdag aften i Oktober 2014.