Verdensbassisten Chris Minh Doky og jeg :-)

Jeg er medlem af Biblioteksklubben på vort lokale Bibliotek. Klubben arrangerer hen over året en masse forskellige arrangementer, som foredrag, klassisk musik-lytteklub, bog-byttedag, hollandsk bog- og cd udsalg af kasseret materiale fra biblioteket og så en masse for børn.

Jeg har i år allerede meldt mig til en by-vandretur om det gamle Herlev (er overstået), et par foredrag og lidt til lytteklubben.

I går Torsdag, var jeg så til foredrag og det var med verdensstjerne-jazzbassisten Chris Minh Doky. Jeg mødte op som vanligt et kvarters tid før start og blev lidt overrasket over at der allerede var så mange fremmødte. Jeg mødte bl.a. en kvindelig ex-kollega og hendes mand. Hyggeligt at hilse på Inge Lise og høre "lidt sladder" fra Rådhuset.
(Husk, at I kan trykke på billederne for at se dem i større størrelse)

Jeg fik ikke talt publikum, men jeg gætter på at vi har været tæt på 80 fremmødte. Normalt plejer der at være mellem 10 og 25 til de her foredragsaftener, men den her aften var anderledes; dels kostede det kr. 50 at deltage (normalt gratis) og dels var der mange mennesker, jeg ikke har set før og en del uden-sogns, hvor jeg bl.a. kom til at sidde ved siden af en jævnaldrende dame, der kom fra Holbæk udelukkende p.g.a. af dette foredrag.

Mens folk kom på plads - der måtte hentes ekstra stole, ligesom der kunne købes vin, øl og vand - spottede jeg på den lille scene hovedpersonens instrument ligge. Jeg tog nedenfor viste foto af denne noget særegne elektriske Yamaha bas (den ligger op ad en højttaler):

Chris Minh Doky kom ind og startede efter en kort indledning med at spille et nummer. Han havde for resten en lille rytmeboks med som akkompagnement. Det lød bare rigtig godt og den der el-kontrabas lød bare som en rigtig bas. I billedet nedenunder, kan I bag Chris Minh Doky i vinduet se genspejlingen af noget af publikum:

Og så fortalte han eller løs. Dels om sin opvækst og hvordan han kom ind i musikken (via Sankt Annæ Gymnasium og Tivoli-garden), han flytning til USA som 20-årig i 1989 og hvordan hans karriere derovre tog fart og udviklede sig, så han kom til at spille med alle jazz-verdenens store stjerner og hvordan det langsomt gik op for ham, at han åbenbart også var ved at blive det. Han fortalte en sjov ting om forskellen på danske og amerikanske bassister; i Danmark var man vant til at have "spillende" bassister som f.eks. nu afdøde Niels Henning Ørsted Pedersen, Mads Vinding, Bo Stief, nu afdøde "Røde" Hugo Rasmussen, Chris Minh Doky selv med flere. I Danmark spillede man bas, man var en integreret del af musikken og ikke bare en del af orkestrets rytmegruppe. I USA var bassen en del af orkestrets rytmegruppe. Godt nok spillede bassisterne i USA nogle solo's undervejs, men det var slet ikke på samme levende måde som danske bassister. Han fortalte også at det gjaldt om at spille sammen og ikke bare at spille samtidigt. Det sidste var dræbende kedeligt og der var mange der bare spillede samtidigt. For den utrænede eller u-passionerede kunne et lyde meget godt, men når man hørte og ramte den der sammenspilhed, så svævede man afsted på en bølge og alt gik op i en højere enhed.

Han kom vidt omkring og meget var omkring hans filosofi vedrørende hans musik. Det var hans passion, der drev ham. Når man havde passion for spillet/musikken, så kom ambition som et naturligt bi-produkt og som ikke måtte adskilles. Nogen havde dog mere ambition end passion og det kunne mærkes og høres. Altså passion før end ambition, det var hans lede-mål. Han kom også ind på hans nedture, dels som musikker og dels som menneske (skilsmisse) og hvordan han arbejdede med det hele tiden og hele tiden ihukommende det med passionen. Han gav et nummer et undervejs og så blev det tid til en lille pause.

I pausen kunne folk købe lidt cd'er og en bog han lige havde skrevet. Herunder er han i gang med at signere en bog:

Jeg var også lige oppe og "ose" til varerne og blev af en dame bedt om jeg ikke ville tage et billede med hendes mobiltelefon af hende og Chris Minh Doky, så det gjorde jeg. Så benyttede jeg lige lejligheden til at bede hende gøre det samme for mig og resultatet ses herunder....om end lidt uskarpt...og ærgerligt:

Efter pausen fortsatte foredraget og det var rigtig, rigtig godt og spændende. Han spillede et par numre til og det var fremragende (jeg har en stribe cd'er med Niels Henning Ørsted Pedersen og Mads Vinding). Hele arrangementet sluttede omkring 21,15.

Jeg benyttede også pausen til dels at købe hans bog "Nærvær" og dels hans nyeste CD "New Nordic Jazz". Sidstnævnte er kun med hans trio bestående af ham selv, en trommeslager og en klaverspiller.

Jeg købte også en anderledes CD han havde spillet på og stået for som arrangør af og som producer af. Den var lavet på ønske af præsterne fra Københavns Domkirke og hvor overskuddet af salget går til Domkirkens velgørende arbejde. Den er med rigtig gamle salmer af bl.a. Grundtvig, Ingemann, Brorson m.fl. og musik af bl.a. Weyse og de gamle melodier fra 15-16-17-1800 tallet alt sammen arrangeret i ny stil men absolut stille og roligt i jazzede toner. Sangerne er Julie Berthelse, Maria Lucia, Kaya Brüel, Cecilie Stenspil, Søren Huss og Sara Grabow. Den er rigtig "fin og blød" at høre.

Alt i alt en dejlig aften med en god foredragsholder og god og spændende jazz-musik.

Og så lige en "opdatering" på et tidligere indlæg, hvori jeg skrev, at en entreprenør på et nybyggeri på nabogrunden var gået konkurs. Byggeriet blev stoppet og byggepladsen tømt for skur- og mandskabsvogne og containere og maskiner på et par dage og har så ligget tom i næsten 3 uger til stor irritation og ærgrelse for alle dem der allerede var flyttet ind. Her i Mandags blev der så stillet en mandskabsskurvogn og 2 containere ind på pladsen og der er nu en 4-5 arbejdere i gang derinde. Der er således håb om at arbejdet bliver færdigt til glæde for køberne og dem der allerede er flyttet ind.

"Come fly away" i Operaen...Modern Ballet med Frank Sinatra musik

I går aftes, Fredag d. 27. Maj, var det vores sidste aften i denne sæson i Det Kongelige Teater. Denne gang gjaldt det balletten "Come fly away" i Operaen på Holmen.

Vi havde taget bilen ind til Flintholm Station og derfra med Metroen ind til Kongens Nytorv, hvorfra vi i det pragtfulde vejr slentrede gennem Nyhavn på skyggesiden. Ovre på Nyhavns solside, hvor alle de udendørs beværtninger ligger, var der gang i den; masser af mennesker og hist og hør kunne man høre gademusikanter derovre fra. For enden af Nyhavn tog vi med Havnebussen over til Operaen. På billedet nedenunder kan man, fra stoppestedet, se en havnebus sejle forbi "Papir-øen" hvor der ligeledes var masser af mennesker. Til venstre i billedet kan man se Operaen; det tager jo bare et par minutter, så er man der. Når der er forestilling på Operaen er der indsat ekstra havnebusser, der sejler non-stop fra Nyhavn og til Operaen og retur i knap halvanden times tid før forestillingen begynder og det samme gælder når forestillingerne er slut. Meget praktiskt, men det bliver alligevel rart, når den ny havnebro bliver færdig og indviet her engang i Juni/juli måned, for så kan man gå hele vejen derover fra Nyhavn af.

Vel ankommet til Operaens forplads - vi var der ca. en time før start - var der allerede pænt med mennesker, der solede sig hist og pist. Der er jo en flot udsigt "op og ned" af havneløbet i København.

Herunder har jeg fotograferet (alle foto's taget med mobiltelefonens kamera og husk at I kan trykke på dem for at se dem i en større størrelse) ud mod havneindløbet mod Langelinie. Man kan til venstre se fregatten Peder Skram, Kongeskibet Dannebrog samt til venstre skimte et udenlandsk flådefatøj til kajs ved Langelinie af.

Indenfor - det var en af årsagerne til at vi var der tidligt - overværede vi en introduktion til aftenens forestilling (sådan en er der til hver forestilling 45 minutter før) og denne blev holdt af fhv. Solodanserinde og nuværende Karakterdanserinde Mette Bødtcher og det gjorde hun godt og informativt. Til oplysning så bliver man pensioneret som balletdanser (Korpsdanser (menig), solist (officer) og Solodanser/-inde) som 40-årig, hvorefter nogle få af dem - hvorledes de udvælges/vælges/antages, ved jeg ikke - kan blive ansat igen eller overgår til Karakterdansere. Det er de ældre personer på scenen som ikke danser, men "som bare" er der og fører sig frem som f.eks. forældre til hovedpersonerne og lignende.

Hun er faneme stadig en flot sild henne Mette Bødtcher, som jeg vi har fulgt og set i mange år. Men altså; hun fortalte at balletten var lavet af en amerikansk kvindelig koreograf Twyla Tharp (ja, - sådan staves hendes navn). Hun havde tidligere lavet nogle små-balletter med nogen af Frank Sinatra's numre som underlag og så i 2010 havde premiere på Broadway med denne nyskrevne ballet md 32 numre af/med FRank Sinatra. Hun havde tidligere fået ros af Frank Sinatra for sine ting og han havde endda bedt hende om opførelse af nogen af de andre små-ting hun havde lavet ved forskellige lejligheder for ham. Derfor fik hun lov af rettighedsindehaverne af Sinatra's musik og af hans arvinger, lov til at få/låne hans sangstemme (hvordan de har fået fjernet musikken, så man kun har hans stemme er mig lige en gåde. Måske har man på pladeselskaberne haft råbånd med kun hans stemme), idet man under forestillingen har et stort Big Band der LIVE spiller hans musik med hans sang ind over. Det er som at overvære en Frank Sinatra koncert i virkeligheden. Hele balletten foregår på en natklub og bagerst på scenen, på en forhøjning sidder orkestret og spiller løs alt det de kan. Hele musikken ledes af jazz-bassisten Chris Minh Doky og det er bare så fantastisk at overvære. I øvrigt er balletten om 4 pars forhold denne aften på en pænt besat natklub i New York. Alle danserne gjorde det godt og sprudlende. Det er jo Modern Ballet og disse klassiske balletdanserinder danske altså i højhælede sko og det havde under træningen kostede nogen ømme lægmuskler. Dog vil jeg fremhæve 3 dansere, nemlig Amy Watson, Caroline Baldwin og Charles Andersen. For pokker da, hvor de har udstråling på en scene. Vi sad på 1 Balkon på tredie række, som det ses på nedenstående foto og havde virkelig godt udsyn til scenen. Og så er der rigtig god benplads for os voksne mænd.

Første afdeling før 20 minutters pause, indeholdt 17 musiknumre som bare kom efter hinanden uden pauser. Det var fantastisk at overvære. Jeg var helt i syvende himmel. Efter pausen kom de resterende 15 numre. Alle Frank Sinatra's klassikere var der og det sluttede af med New York, New York for fuld udblæsning og under slutstroferne dukkede Sinatra's kontrafej op på bagtæppet.

Efter mange fremkaldelser, publikum var ellevilde klappen og hujen og piften og råben var en dejlig forestilling til ende. Personligt var jeg helt sagelig. Herhjemme hører jeg jo - og har gjort det i mange, mange år - Frank Sinatra CD'er mindst en gang om ugen. Hjemturen gennem mellem glade mennesker på de stadig fyldte fortorvsbeværtninger var dejlig. Folk hyggede sig uden ballade at se nogen steder.

En herlig aften og stor oplevelse var slut.