lørdag den 7. november 2015

Bøger....og masser af dem....


I går Fredag d. 06.11.2015 var jeg på den årlige bogmesse i Bella Center på Amager. Hvorfor den nu hedder Bogforum i stedet for Bogmesse ved jeg ikke, men det gør den. Jeg tog bussen hjemmefra ved 08,20 tiden, skiftede til S-tog på Herlev Station og videre med Metro fra Vanløse af. Det var første gang jeg tog med Metroen mod Vestamager...altså videre end Christianshavn. Der er 2 Metrolinier. Begge starter på Vanløse og de kører samme rute indtil Christianshavn, hvorefter den ene kører mod Lufthavnen (som vi altid kører med når vi skal på ferie) og den anden mod VestAmager. Det er altså hip som hap hvilken en af linierne man tager, når man fra Vanløse skal ind til Byen (længst til Christianshavn). Det var altså første gang jeg prøvede den anden rute og sjovt var det at se bl.a. DR-Byen fra den position og VestAmager i øvrigt.

Nåh, - det små-regnede da jeg ankom til Bella Center Metrostation kl.ca. 09,10 og jeg havde heldigvis medbragt paraply. Stor var min overraskelse da man kunne komme ind i forhallen (stor som en håndboldhal og meget højloftet) i Bella Center, hvilket jo var godt p.g.a. regnen. Der var allerede kommet en del mennesker som sad hist og pist. I en "Stander" fandt jeg Politiken's Bog-sektion som jeg tog og satte mig ned og læste. På et tidspunkt opdager jeg, at folk allerede begynder at stå i kø og ca. 09,40 stiller jeg mig op i køen for forudbestilte billetter (som jeg havde købt på nettet). Foran mig i køen stod et ægtepar, nogen år ældre end mig, og var ved at lægge deres overtøj i en dertil medbragt taske. Konen var helt i gråt og manden sådan almindeligt påklædt. Så kom en anden dame fra en af de andre køer hen til dem og hilste, kindkys og alt det der. Jo - de boede i år på et hotel i Sydhavnen og skulle være der alle 3 dage. De havde et tæt besat program for at se/høre/overvære diverse forfatter-samtaler på de forskellige scener der er. Jeg fandt også ud af, at det var 5. år de var der på den måde.

Dørene åbnedes på slaget 10,00 og jeg strøg ud af startblokkene og fes afsted for at finde stand C3-014 med forlaget Strandberg Publishing, for jeg havde for knap en måned siden opdaget, at dette forlag netop d. 06.11.2015 udgav en bog - Michael Müller: Børge Mogensen -møbler med holdning.

Jeg fandt standen efter lidt gåen rundt; det er ikke alle stande/områder er afmærket ordentligt og ikke alle forlag har kæmpe bannere eller flag.  Og sørme om jeg ikke opdagede en anden bog hos dem, nemlig Anne-Louise Sommer: Finn Juhl's akvareller:

 
Så dem købte jeg begge to. Dejligt. I øvrigt var jeg første kunde hos dem, så jeg sagde at det måtte fejres med lidt rabat o.lign., men nej. Til gengæld kunne de ikke få deres credit-card læser til at virke og de prøvede og prøvede med forskellige Ipads og læsere kombineret og nye downloads men til ingen nytte. Så spurgte de om jeg havde Mobilepay. Selvfølgelig, jeg har både Mobilepay og Swipp på mobilen, så ingen problemer.....og dog. Mobilen kunne ikke finde netværk i den betonbygning som Bella Center er, så jeg måtte genstarte mobilen og så lykkedes det og jeg betalte med Mobilepay. Så ville han skrive en kvittering til mig ud fra en ny god gammeldags kvitteringsbog. Jeg grinede og sagde, at den gode gammeldags manuelle facon altid virkede......og dog.....han kom til at vende kalkér-papiret den forkerte vej, så bagsiden af min kvittering fik den kalkerede del også og ikke på hans genpart. Ak ja...det var bare grineren.

Jeg gik så rundt og så mange af de andre stande og helt ærligt, jeg kunne købe mig fattig på sådan en bogmesse, men jeg holdt stand og kom afsted med kun de 2 bøger :-)

....og apropos bøger.....så har min afsked og 60 års fødselsdag kaste lidt bøger af sig ligesom jeg selv har købt et par stykker, så nu har jeg rigeligt til de næste 14 dage eller så. Lige nu læser jeg:


og den er ret sjov forstået på den måde, at TV-meterologen Jesper Theilgaard har udvalgt forskellige malerier - gennem 200 år - og beskriver hvad det er for en type vejr. Bogen er inddelt i årstider. Derudover er der også iblandet årstidsdigte og sange af de gode gamle danske komponister og digtere, som han også gennemgår. Theilgaard er i sin fritid korsanger og har forstand på de dele.

Dernæst, i flæng:

Denne bog om den svenske kunstmaler Anders Zorn var jeg i Helsingborg og købe. Zorn brugte som mange andre (P.S.Krøyer, J.F.Willumsen m.fl.) også fotografi til forlæg for nogen af sine malerier. Denne bog indeholder en del af sådanne men også mange andre tidsfotografier af Zorn og hans omgangskreds.


Helt ny-udkommen bog om Fynbo-malerne. Altså ikke kun Johannes Larsen.


Et katalog eller en bog begået af Kasper Monrad om den udstilling der lige nu er på Statens Museum for Kunst om netop C.W.Eckersberg....guldaldermalernes Grand Old Man og lærer for de fleste malere herunder - bogstaveligt talt - bl.a. også P.C.Skovgaard.


Biografi om P.C.Skovgaard, en af de bedste landskabsmalere i Guldaldertiden.



Denne ovennævnte gamle bog fra Politiken's Forlag er fra 1957. Den fandt jeg på en Tog-messe i Valby Medborgerhus. Handler om tog i de gode gamle dage.


Ren nostalgi omkring Sporvognene. Min bror har ovenikøbet skrevet et kapitel i bogen.


Også ren nostalgi. Omhandler danske og danskbyggede persontogvogne 1844-1971. Ren nørde-bog.

Om det historiske omkring litografien og kunsten i Danmark gennem 200 år.



En regimentshistorie omhandlende de "danske" soldater i tysk krigstjeneste under 1. verdenskrig. Danmark mistede som bekendt Launborg, Holsten og Slesvig til Tyskland i 1864. Alle dansksindede soldater fra Slesvig der blev indkaldt under 1. verdenskrig kom til at gøre tjeneste i regimenterne 84, 85 og 86. Denne bog er om Regiment 86.
Ovenstående bog er om den tyske besættelse af  Sønderjylland i 1940-1945. Besættelsen er set gennem 5 forskellige sønderjyders øjne og disse 5 er af forskellige observans (dansk-sindede og tysk-sindede).


 
Sjovt at tænke sig, at den konservative fhv. minister og folketingsmedlem Per Stig Møller er en af vore fremmeste Kaj Munk eksperter. Denne bog er er sammenskrivning af 2 bøger Per Stig Møller udgav i 2000 og 2004 + et tillæg og revision af det gamle samlet i en ny bog.

Som I kan se, er der rigeligt til de kommende vinteraftener. Når man ser ned over bøgerne, så slår det mig, at det er meget forskellige bøger; det siger så nok noget om mig og mine forskellige interesser. Dog er der en ting der springer i øjnene.....der er INGEN bøger om den amerikanske borgerkrig i denne omgang.

...og så det evindelige....man kan aldrig få for mange bøger....kun for lidt reol-plads, så jeg må nok igen ud at købe endnu en af nedenstående....



....ak ja... :-)

torsdag den 5. november 2015

Afsked..pensionering...60 års fødselsdag...travlhed...pyha...

Der har været stille her på bloggen i noget tid og det har sin årsag. Travlhed og udkørthed.

I min sidste arbejdsuge var der nogle få ting jeg skulle lave færdig heriblandt nogen "arbejdsgangsbeskrivelser" til mine kolleger. Derudover holdt jeg lav profil/kørte under radar-højde og tog ikke nogen nye sager op eller lignende. Besvarede kun lidt gamle mails og denne min mailadresse havde jeg i øvrigt havde sat til at give autosvar med at folks henvendelser IKKE ville blive besvaret af mig, da jeg gik på pension med udgangen af denne uge og derfor kun afsluttede igangværende sager og ryddede op og at de skulle skrive til afdelingsmailadressen i stedet for.

Fredag d. 30. Oktober var min sidste arbejdsdag. Lidt lavede jeg trods alt, men mest gik tiden med snak og besøg af kolleger fra rundt omkring på rådhuset, der kom for at sige farvel og aflevere en lille flaske. Kommunen holdt en afskedsreception for mig fra kl. 13 til 14. og ikke alle kunne komme der. Selv Borgmesteren kom og snakkede med mig en 15-20 minutters tid for han skulle til møde udenbys.

Selve receptionen blev overvældende. Mine kolleger havde pyntet op og kantinen havde leveret diverse spiseligt og drikkeligt. Og alle fremmødte snag en afskedssang for mig i stedet for at holde tale. Sangen - som var rigtig god og morsom - gik på Gitte Hænning-melodien "Træk en gammel sweater på...." og her - af mine kolleger - blev den leveret i både flerstemmigt og i kanon (det her med at starte på forskellige tidspunkter). Det her med flerstemmigt og i kanon skyldtes nok, at flertallet af kolleger IKKE kendte melodien :-) .

Der var mange kolleger fra hele rådhuset der kom forbi. Også gamle kolleger, der arbejdede andre steder eller var gået på pension kom forbi. Herligt og hyggeligt. Lillemor, min bror og svigerinde kom også og det var også dejligt.

Bagefter samle de mange gaver og flasker sammen og transportere dem i flyttekasser ned til min bil. Så over på mit gamle kontor og hente flere gaver/flasker der var afleveret der gennem dagen. Så takke kollegerne og give en masse kram, kys og klap, aflevere nøgle og adgangskort til chefen og så afsted. Slut, prut finale.

Jeg  var virkelig velforsynet med vin, whiskyer og øl fra diverse mikro-bryggerier samt dejlige bog-gaver fra arbejdet.

Det var en mærkelig dag...eller snarere en mærkelig følelse af at være til stede og så alligevel ikke; at deltage og så kigge på en selv udefra....men glad var jeg.
Lillemor og jeg var lige hjemme "og losse af" og så ud at handle lidt.

Om natten kl. 02,3 0ankom søn og svigerdatter fra Esbjerg. Han havde "haft en aftenkamp" der lige skulle overstås og så var de kørt direkte derefter.

Næste morgen var d. 31.oktober og min fødselsdag. Vi hyggede os med lunt morgenbrød og gaver til mig. Af Lillemor fik jeg en rejse til Paris (med hende) som er her senere på måneden. Herligt. Om aftenen var vi restaurant "Den lille fede"  inde i Boltens Gaard ved Kongens Nytorv i København; Lillemor og jeg, søn og svigerdatter, bror og svigerinde, svoger og svigerinde samt svigerdatters forældre...dejlig mad og dejligt selskab.

Næste dag afslapning og gå-tur inde i byen.

Mandag lave en smule derhjemme herunder afvente levering af ny lænestol (det her med at være hjemme mellem kl. xx og kl.yy og så bare vente og vente) og så ville min svoger også lige komme forbi og aflevere noget.

Tirsdag ind til byen og købe valuta til Paris-turen, afhente et nyt kundekort til en forretning og så lige købe et par bøger :-) Var også et smut forbi et af min favorit-antikvariater, nemlig Vangsgaards antikvariat for ved selvsyn at konstatere, at det virkelig er lukket. Havde dagen før læst i avisen, at det var gået konkurs i Fredags d. 30/10. Det er en katastrofe, for det er et af Danmarks største, ældste (det hed Harck's Antikvariat før Søren Vangsgaard opkøbte det), fineste og bedste antikvariater. Jeg håber der findes en løsning og at det måske bliver videreført af nogen andre.

Onsdag til Helsingborg alene og købe en bog man kun kan købe i Sverige (endnu) samt indkøbe en rulle Snus til sønnen. Jeg ville også have købt en ny felt-vinterjakke da min gamle gik kaput med lynlåsen her forleden dag, men den forretning - Natur-kompagniet - vi plejer at købe i derovre, var nedlagt. Så tilbage til Helsingør (havde ikke bilen med over) og købe en anden bog og så til Rødovrecentret og købe en tredje bog.

I dag har jeg ikke lavet en snus. Færste dag for mig selv helt alene.....og så regnede det.

I morgen Fredag skal jeg på Bogmesse i Bella Centret på Amager. Glæder mig.

Det var sådan lidt i korte træk hvad jeg har puslet med her på seneste. Jeg har ikke vænnet mig til tanken med at være pensioneret endnu. Der har hele tiden været "så meget".....dog har jeg sovet en del; gået tidligt i seng - d.v.s. kl. 22,00 - nappet en "morfar" om eftermiddagen....men det der med at sove længere om morgenen end til bare kl. 05,30-05,45 som jeg plejer er en svær en at lave om på. Det skal der virkelig trænes og arbejdes på.

Lidt kaotiskt skrevet, men sådan er det....når man er nyslået "retired"/pensioneret :-)

tirsdag den 27. oktober 2015

Min sidste Fagforeningsgeneralforsamling



Her til aften var jeg til min sidste Generalforsamling i den lokale HK klub på Rådhuset. Jeg har været medlem i mere end 43 år af HK og i vores lokale HK-klub har jeg siddet i bestyrelsen i en årrække fra 1978 til 1983. Jeg har haft mange sjove og spændende oplevelser med HK i alle de år, især i 1979.

I 1979 var den daværende regering i gang med at barsle et-eller-andet jeg ikke lige kan huske hvad var. Der var stor røre i fagbevægelsen overalt i det ganske danske land og i sær indenfor den kommunale sektor. Det er, eller var i hvert fald dengang, "tilladt/kutyme" at holde et kortvarigt fagligt møde, men det skulle helst foregå udenfor arbejds- eller åbningstid. Nu var vi en blandet flok af kontor-funktionære (overenskomstansatte) og Tjenestemænd i HK-gruppen. Det her med at være Tjenestemand betød at man havde helt andre ansættelsesvilkår bl.a. at man ikke måtte strejke og lignende. Alligevel blev det sådan tys-tys bestemt - på landsbasis - at man Torsdag d. 15. marts ville holde 3 timers fagligt møde og at ALLE skulle deltage i hver deres fagforeningstilhørsforhold. Som sagt var jeg Tjenestemand og medlem af HK-bestyrelsen og skulle sådan uofficielt sørge for at dette faglige møde blev afholdt i kantinen.

For mig personligt var dette en stor dag på en anden måde. Min søn blev født Lørdag d. 10 Marts og efter planen skulle Lillemor og sønnen udskrives/hjemsendes fra hospitalet netop denne Torsdag d. 15. Marts. Jeg havde sagt til Lillemor, at jeg VILLE deltage i det her faglige møde halløj og derfor først kunne hente dem tidligst efter kl. 12-13 stykker. Og det var helt iorden for der skulle jo først være stuegang og alt det der (sjovt at tænke på, at man dengang, som førstegangsfødende, fik lov at være på hospitalet sålænge fordi man bl.a. skulle sikre at amningen var gået godt i gang og at der også på barnets 5.dag blev taget en hæl-blodprøve til undersøgelse for PKU/Phenylketonuri/Føllings Sygdom).

Nuvel - denne Torsdag gik jeg og de andre fagforeningsfolk - undtagen tillidsrepræsentanterne i de forskellige faggrupper for de måtte jo ikke opfordre til ulovligheder, tværtimod - rundt ved 08,45-tiden og mindede medlemmerne om det faglige møde og folk sivede lige så stille afsted og affolkede afdelingerne. Vi gik så rundt og checkede om alle var gået, at der ikke var "skrue-brækkere" tilbage der arbejdede...og det var der ikke. Dem, der havde udtrykt at de IKKE ville deltage i denne ulovlige arbejdsnedlæggelse/faglige møde, havde taget fri denne dag (og de blev husket). De eneste der var tilbage på afdelingerne var direktørerne og nogle enkelte kontorchefer. Min egen chef Skatteinspektøren syntes det var pragtfuldt at vi gjorde det - han havde selv i sine yngre dage været tillidsmand. Nåh, - til mødet fik vi da snakket lidt om det vi protesterede imod og ellers bare små-snakket og hygget og efter 3 timer, kl. 12,00 gik vi alle tilbage og genoptog arbejdet. Det skal jo her siges, at Borgerne IKKE havde kunne blive ekspederet i den tid vi var væk. Det havde de tilbageblevne chefer fortalt folk, når de mødte frem på rådhuset.

Alt dette resulterede i, at alle vi tjenestemænd der havde deltaget i dette faglige møde, et par dage efter modtog en skriftlig påtale - en såkaldt "Næse" - fra Kommunalbestyrelsen underskrevet af Borgmester Ib Juul (Socialdemokrat) og Kommunaldirektør Olaf Hansen. Det var faktiskt meget alvorligt.

Dette landsdækkende faglige møde var jo i nyhederne og aviser hele dagen og de næste dage. Mange meninger om det blev udtalt især af borgmestrene i hele Danmark. Det viste sig så, at der kun var 2 (to) kommuner i hele landet, der havde givet deres Tjenestemænd en skriftlig påtale/"Næse"  og den ene var Herlev Kommune (min kommune) og den anden var en Jysk Venstre kommune. Da vores Borgmester opdagede dette, og især at de Socialdemokratiske nabo-kommuner København, Gladsaxe, Ballerup og Rødovre IKKE havde givet deres tjenestemands-ansatte personale en påtale, så var det jo absolut ikke godt at Herlev Kommune med Borgmester Ib Juul som Socialdemokrat som den eneste socialdemokratiske kommune i landet havde gjort det. Han blev faktisk hånet og skoset af sine socialdemokratiske borgmester-kolleger (og af mange af de borgerlige borgmestre også) , så det endte med efter yderligere et par dage, at alle vi Tjenestemænd modtog et brev underskrevet af Borgmester og Kommunaldirektør, hvoraf det fremgik, at den tidligere fremsendte påtale blev tilbagekaldt.....med en eller anden dødssyg begrundelse om misforståelse o.s.v. Tø-hø.

Men nu - i dag til min allersidste Generalforsamling, da have bestyrelsen som et "festligt indslag" hyret en avis-tegner, nemlig Jens Hage fra Berlingske Tidende, som laver politiske karikaturer i netop Berlingeren (og også andre steder). Han lave en hastig karikatur af os alle. En herlig ide og hans tegning af mig er den, der ses øverst i indlægget. Jeg synes der er herlig, måske er min næse og hage lige lovlig spidse, men alligevel fin karikatur.

mandag den 26. oktober 2015

Tillykke til Lewis Hamilton med det 3. Verdensmesterskab

I går kørtes det Amerikanske Formel 1 Grand Prix og dette vandt Lewis Hamilton efter et meget hårdt og meget omskifteligt løb, hvor flere kørere incl. Lewis Hamilton skiftedes til at føre løbet.

Ikke nok med at Lewis Hamilton vand løbet, han sikrede sig også Verdensmesterskabet i Formel 1 selvom der mangler 3 løb. Han kan altså ikke indhentes pointmæssigt.


 
 
Det var også hans 3. Verdensmesterskab heraf det andet i træk. Hamilton er kun 30 år og er i en Formel 1 racerkørers bedste alder, så han har mulighed for at nuppe et par stykker til. Som jeg husker det, så har også kontrakt med det tyske team Mercedes AMG Petronas 2 år endnu, så muligheden for flere VM'er er klart til stede.

søndag den 25. oktober 2015

"Sæsonens" første Vandstære....

Lillemor og jeg var i dagens fine vejr en smuttur i Dyrehaven ved Rådvad for at opleve de flotte efterårsfarver som naturen byder på i denne tid. Ved Knivfabrikken Rådvad fandt vi årets/sæsonens 2 første Vandstære, som var meget præsentérbare og aktive. Jeg havde kun mobiltelefonen med og tog en stribe fotos og 2 små videosnutter med mobiltelefonens kamera. Ingen af billederne blev gode, men de 2 små video-snutter blev hæderlige. Jeg har forsøgt at uploade den bedste, men den er på 103 MB og det tillader denne blog her ikke, så det blev den anden på kun ca. 28 MB I må nøjes med her:


Den gode video kan I se på min Facebook-side, for sjovt nok kunne jeg få lov til at uploade den der.  I skal bare søge på mit navn på Facebook, så er den der.

Men det var et pragtfuldt vejr derude. Sikke flotte farver naturen har for øjeblikket. Og Spætmejserne larmede som vanligt i trætoppene og en enkelt Ravn lod sig også høre. Vi så kun en enkelt hjort derude, endda en stor flot Kronhjort han. Mange mennesker var der og det kan man ikke fortænke dem i.