Noget om noter, kildehenvisninger, citater o.s.v.

Jeg læser meget. Jeg læser aviser og disse oftest på internettet, jeg læser mange artikler på internettet som jeg har fundet ved tilfældighed, henvisning eller ved søgning. Det hænder også at jeg besøger det lokale biblioteks læsesal og læser aviser og fagblade/magaziner der. Jeg læser mange, rigtig mange bøger. Disse er altid relateret til en af mine mange interesser eller simpel nysgerrighed om et eller andet emne...hvad der nu kan dukke op som f.eks. mange biografier og selvbiografier. Det vil så sige, at jeg ikke læser såkaldt skønlitteratur (mere). Jeg har tidligere læst rigtig meget skønlitteratur; stort set alle de danske klassiker forfattere og en del udenlandske. Det har været slægtsromaner hvoraf nogle har været bygget på rigtige familier, ren fiktion, kriminallitteratur o.s.v.

Men altså faglitteraturen. Jeg læser dem på dansk, på svensk og på engelsk/amerikansk og det være sig på sproget fra i dag som på sproget fra dengang bogen blev skrevet. Fra dengang bogen blev skrevet, betyder i perioden 1800 til 1900, hvilket er ret så spændende uanset om det er dansk, svensk, eller engelsk/amerikansk.


Jeg har lige færdiglæst en helt ny udgiven bog om arkitekten, keramikeren, smykkekunstneren med meget mere Thorvald Bindesbøll, der levede fra 1846 til 1908. I denne bog havde forfatteren Mirjam Gefler-Jørgensen nogen citater i starten af bogen, nemlig fra engelsk og fra tysk og de kan ses - forhåbentligt - på billedet herunder, hvor de står på modsatte sider overfor hinanden (husk at I kan trykke på billederne for at dem i større størrelse):

DET blev jeg ret så irriteret over, at hun bare lavede/viste disse 2 direkte citater på fremmedsprog (der var et par stykker til andre steder) uden at de også blev oversat til dansk. Nuvel, jeg havde ingen problemer med dem, men jeg har engang for ikke så længe siden læst en bog, hvor forfatteren muntrede sig med at smide om sig med franske citater og uden oversættelse af disse og oven i købet selv muntrede sig over dem. For mig er det en uskik, ja nærmest en hån overfor læseren, idet man jo så forudsætter, at læseren er en studeret person med kendskab til forskellige sprog. Nu skriver jeg uskik, men faktisk er det en eklatant fejl at gøre sådan.

Det fik mig til at tænke lidt videre på det her med fagbøger og hvad og hvor meget det er forfatteren vil fortælle os. Her tænker jeg i sær på noter og kildehenvisninger o.s.v. En amerikansk borgerkrigsforfatter jeg jævnligt korresponderer med, skrev engang om de mange bøger der udkom om den amerikanske borgerkrig, at han, når han så dem, altid startede med at se på bogen bagfra. Selvfølgelig kunne bogens forfatter sige ham noget om bogen, men med forfattere han ikke kendte, så startede han som sagt med at se på dem bagfra. Konstaterede han, at der ikke var et omfattende note-afsnit blev han "mistænkelig". Var der ikke et afsnit om kildehenvisninger, kunne han finde på at droppe den. De 2 ting sagde altid noget om forfatterens seriøsitet og bogens lødighed. Jeg kan følge ham langt der, dog har jeg hos et fåtal af danske forfattere oplevet deres bøger uden note- eller kildeafsnit, idet disse har været indarbejdet i (brød-)teksten, hvilket for lige netop disse få forfattere har virket godt og uden at ødelægge læsningen; det har ligesom faldet naturligt.

Men som den nørd jeg er, så kan jeg godt lide noter og gerne også fyldige noter. Nu kan noter jo laves på mange måder og jeg har ikke rigtig fundet ud af hvad jeg synes er den bedste form. Jeg har herunder smidt 3 eksempler på noter. Det første eksempel er fra en bog med mange noter og et note-afsnit bagerst i bogen. Nogen gange, så kan sådanne note-afsnit bagerst være fortløbende og nogen gange - stadig bagerst - inddelt i kapitler. Begge dele - fortløbende og kapitelinddelt - er ok og har hver især sine fordele og ulemper. De fortløbende kan ende op i 3-cifrede note numre, hvorimod de kapitelinddelte ofte starter forfra for hvert kapitel. Hvad der så for en forfatter er bedst at henvise til, må afgjort være det fortløbende.

I det herover viste klassiske noteafsnit, kan der være meget uddybende noter.

Herover er noteafsnittet i denne bog "bare" blevet en kildehenvisning. Der er ikke forklaringer, kun kildehenvisning.


De 2 ovenstående eksempler kan altså være både note-afsnit bagerst i en bog eller efter hvert kapitel. Jeg kan ikke finde ud af med mig selv, hvad der er bedst; om noterne skal være helt bagerst eller efter hvert kapitel. Jeg har altid 2 bogmærker i brug. Hvad synes I ?

Herover er noterne vist nederst på den side, hvor noten forekommer. Det er mange gange en god ting, men som eksemplet herover viser, så kan noten - som vist på opslagets venstre side - bare være på 3 linier og på højre side være på 18 linier. Hvis der så er flere noter på en side, så......uha uha. Fordelen ved denne form for noter er, at man slipper for at bladre frem og tilbage.


Endelig kan en bog også være forsynet med diverse registre f.eks. for leverandører af fotografier, eller for yderligere anbefalelsesværdigt litteratur om emnet, særskilte tabeller, navne-/personregistre o.s.v. Der kan være meget at skulle holde styr på.


Som nævnt læser jeg en del litteratur om den amerikanske borgerkrig herunder mange biografier. Herunder et eksempel af Sydstatsgeneralen James Longstreet's selvbiografi "From Mannassas to Appomattox". Det, der kendetegner de selvbiografier fra dengang er, at de er skrevet 5-20 år efter borgerkrigens afslutning i 1865. Ofte har de kun haft deres egne dagbogsnotater og lidt breve at støtte sig til. Få af dem har kunne bruge officielle rapporter fra krigens tid at støtte sig til, men det er da hændt. Eksemplet herunder er ret klassisk; et nyt kapitel med det første afsnit og hvor der kort er ridset et lille resume op om hvad det handler om. Ret sjovt. Mange af selvbiografierne har det sådan.

Det er tit et meget flot sprog, de brugte dengang. Sjovt er det bl.a. at når en ny person de møder nævnes, så er der ofte en kort beskrivelse af ham:"He was a hansome and most galant man with a grand posture and a greyish beard" . Sjovt lige med den korte beskrivelse (tall, small, heavy, slim, hansome o.s.v.).

Disse amerikanske borgerkrigsselvbiografier er som nævnt ofte udgivet de her 5-20 år efter krigen og ofte i ret små oplag. Der er altid et forord af dem selv og ofte et til af en forlægger, en journalist eller en gammel kollega.

I de seneste 30-40 år er mange af dem blevet genudgivet. Nu er der føjet endnu et forord til bogen samt, hvad der er endnu vigtigere, blevet tilføjet en stribe appendiks' idet man siden udgivelsen har kunne finde masser af breve, andre personers dagbøger og selvbiografier, officielle rapporter fra slagene (for hvert slag, så skulle kompagnichefen skrive en rapport om sit kompagni, som så indgik på en eller anden måde i Regimentchefens rapport, som igen på en eller anden måde, med de andre regimentchefers rapporter, indgik i Brigadechefens rapport og som på en eller anden måde med de andre Brigadechefers rapporter indgik i Divisionchefens rapport som endelig med de andre Divisionchefers rapporter indgik i det pågældende Korp's rapport. Var der flere Korps involveret, så indgik disses rapporter i Hærchefens endelige officielle rapport. Altså en helvede meget rapportskriveri og papir. For Nordstaternes side (Unionshæren) er alt dette bevaret og der er lavet en "Official Record of the war between the States" som man rent faktisk kan købe i dag i flere hunderede bind. Der jeg vil hen med det her er, at man ved gen-udgivelser af disse gamle selvbiografier nu kan indsætte appendikser bagerst med den ny viden man har i dag. For Sydstatshæren er det meget anderledes. Dels skrev man ikke så mange og fyldestgørende rapporter i Sydstatshæren (mest tabslister og hvilket mandskab der var klar til kamp i morgen), dels blev en del af det brændt af Sydstatsenhederne ved overgivelsen i 1865. Der eksisterer en del hel- og halvofficielle rapporter, men meget af det der vides i dag om Sydstatshærene er hvad de rigtig mange sydstatsgeneraler m.fl. skrev i årene efter krigen. Det er ret sjovt, at de fleste selvbiografier om borgerkrigen er skrevet af sydstatsfolk. Man var jo på taberens side og mange officerer/generaler havde på en eller anden måde travlt med at retfærdiggøre sine handlinger, gøren og laden, under borgerkrigen. Ofte når man læser dem, så - og det fremgår ikke direkte, men sådan pænt formuleret - at..."det var ikke min skyld, det gik galt, det var de andre (sydstatsofficerers) skyld...". Man fremhæver sådan uden at prale sig selv, man sådan gør sin indsats større/bedre end den egentlig var. Alle spidserne, hvis de altså overlevede borgerkrigen,  fra såvel nord- som sydstaterne, skrev deres selvbiografier. Den eneste der ikke gjorde det, var den øverste Sydstatsgeneral Robert E.Lee, som direkte sagde, at det havde han ingen intentioner eller ønske om at gøre. Alle med interesse i den amerikanske borgerkrig begræder at han ikke gjorde det. Han ville kunne have bragt megen klarhed over mange ting ved de mange slag.

Nåh, - jeg kom vist lidt omkring...der er jo ikke noget nyt i det.

Tjah - Thorvaldsens Museum blev......

.....blev så ikke besøgt i Onsdags som eller umiddelbart meningen. Årsagen ? Jeg sov rigtig længe. Det sker jo for selv den bedste og så blæste det en halv pelikan og så......men altså, nu var jeg jo (igen) på Glyptoteket i Tirsdags og det uden for planen, idet jeg har "pålagt" mig kun 1 museumsbesøg om ugen, så planen er så rykket en uge; Thorvaldsen bliver på Onsdag.

På lørdag skal jeg på Aarhus Universitetsforlag's udsalg, der foregår på "Camp Emdrup" i tiden 10-16.

På Søndag har Lillemor og jeg en frokostaftale med min storebror og svigerinde på Toldbod Bodega kl. 13,00 :-) med efterfølgende vandre-/slentretur på Christianshavn. Det glæder jeg mig til.

I øvrigt fik jeg tilsendt et billede via SMS fra en ex-kollega, med spørgsmålet om det var derfor, at jeg interesserede mig for den amerikanske borgerkrig og artilleri (kanoner) i særdeleshed:

 Tjahhhhh.........

Kan I have en god weekend derude :-)

Lidt julebesøg i Esbjerg og tilmelding til Folkeuniversitetet

Som det nok er nogen læsere bekendt, så er min søn og svigerdatter flyttet til Esbjerg i August måned. Sønnen er hjælpetræner for ishockeyholdet derovre og svigerdatteren er pædagog i en børneinstitution og de trives rigtig godt derovre........så meget, at man kan blive helt bange for at de ikke vender "hjem" til sognet her igen.

Da de nu bor der, så besluttede vi og sønnens svigerforældre Susanne og Bjarne (+svigerdatters mormor Mims) at nu var det deres tur til for en gang skyld at holde juleaften. Susanne, Bjarne og Mims tog derover allerede Tirsdag d. 22. og Mormor Mims blev installeret hos søn og svigerdatter i deres gæsteværelse, mens Susanne og Bjarne indlogerede sig på Hotel Britannia. Vi tog derover Onsdag d. 23. og indlogerede os ligeledes på Hotel Britannia (Esbjergs ishockeyklub har en sponsoraftale med Hotel Britannia, så vi boede der til mindre end halv normalpris). Fra hotellet og til søn/svigerdatter var der bare max. 10 minutters gå-tur.

Det blev mægtigt hyggeligt med meget god mad, meget snak og lidt gåture i byen i den friske luft. Vi kom som sagt Onsdag og rejste hjem igen Fredag ved middagstid.

Esbjerg er jo en ny by, forstået på den måde, at den blev anlagt som havn af Staten i 1868, efter at Danmark efter krigen i 1864 havde mistet Altona (Hertugdømmerne Holsten og Slesvig) som sydligste havneby. Før 1868 var der nada, ingenting, et øde og forladt og forblæst sted, så en hel ny by etableredes omkring den ny havn som hurtigt også fik jernbaneforbindelse med  Fredericia og Varde. Alt dette betyder, at der så ikke er så mange gamle huse i byen. De fleste store gamle huse er vel fra omkring 1870-1880'erne og byen fik Købstadsprivilegier i 1899. Knægten og svigerdatteren bor ret centralt, ikke mange meter fra byens Torv og gå-gade, så det var i det område vi gik ture. Herunder lidt billeder.....med især lidt detaljer.....det her med at jeg plejer at sige, at man tit og ofte skal huske at se op, når man går i en by :-)

Herunder ses gågaden om formiddagen d. 24. december - ikke meget liv, men forretningerne havde selvfølgelig også lukket.....dog undtagen et Fitness-center og et Døgnapotek...

...samt en kunstig skøjtebane på torvet arrangeret omkring en statue af Kong Christian d. IX. Bemærk, at der på banen til højre er lavet små hop/forhøjninger. Bemærk også det gamle rådhus bag rytterstatuen og også den gavltakke bygning helt til venstre i billedet samt den moderne bygning til venstre bagerst i billedet, som er Hotel Britannia.

Der kommer masser af unger på banen senere og også d. 25. var der mange besøgende, der måske afprøvede de skøjter, de lige havde fået i julegave.

Mellem sønnens leglighed og hotellet ligger Vor Frelser Kirke. Den ligger helt for sig selv midt på en brolagt plads. Den kirke kunne så sandelig høres; hold da op hvor der blev kimet til Gudstjeneste flere gange d. 24 samt igen d. 25.

Som jeg skrev ovenfor - og som jeg har skrevet så tit - så skal man huske også at kigge op, når man går i en by, for der er altid noget at kigge på. Herunder ses et par butiksskilt med et par fingerringe symboliserende Gulsmedeforretningen nedenunder:

En forretning havde en trekantet karnap stikkende ud over indgangsdøren. På undersiden af denne karnap sad denne gyldne Ørn:

Det gamle Rådhus er nu Turistinformation samt kommunens bryllupskontor.

Et flot gammel Byvåben var der over døren som må symbolisere Handel og Fiskeri. I dag burde der være nogen olie-rigge/bore-platforme, for Esbjerg er hovedbyen for olie-eventyret her til lands og ned i/ud for havnen, ligger der 3-4-5 store boreplatforme der venter på at blive slæbt ud i Nordsøen.

Over det gamle Posthus var der denne udsmykning. Der havde været 2 Tavler/Våbenskjolde af en slags, men de var væk nu:

Til gengæld hang der på gavl-hjørnet dette gadeskilt; en postrytter, der melder sin ankomst ved at trutte i posthornet:

Herunder ses et flot forretningsskilt; 2 gyldne løver omkransende et våbenskjold med en masse Hermelin-haler med en Hermelin for oven og et eller andet vilddyr for neden. Mon ikke der har været en Pelshandel eller måske et garveri der engang ? Den nuværende forretning sås ikke umiddelbart at have noget med den slags at gøre:

Nede for enden af gågaden, nede mod Jernbanen, så sad denne mindetavle fra 2.verdenskrig på en bygning lige OVER soklen.....man skulle altså nærmest kigge ned, for at opdage den:

Jeg "Googlede" Redaktør Laurids V.Jensen, da jeg kom hjem og fandt ud af, at han havde været en velanset borger, formand for forskellige foreninger i Esbjerg og redaktør af den lokale konservative avis Esbjergbladet. Han havde ikke været en del af Modstandsbevægelsen. Han blev, som den offentlige kendte og respekterede person han var, udpeget af SS-lederen Otto Bovensiepen som clearingsmål og skudt i hovedet af den dansk/tyske terror-gruppe Peter-gruppen.


Vel hjemme igen, var der ting og sager at overveje og gøre.

Om onsdagen lige før vi tog til Esbjerg, havde jeg fået brev fra Forlaget Permild & Rosengreen om at den bog jeg havde bestilt (engang i Maj/juni måned) ville udkomme i uge 14 i April måned 2016..altså lidt mindre end et år efter jeg har bestilt og "betalt" den og at det "betalte" beløb trækkes fra kontoen når bogen afsendes. Hmm...det havde jeg glemt...sådan da...altså....dengang jeg bestilte var det med mit daværende credit-card. Det udløb i November hvor jeg modtog mit ny. Det må vel betyde, at hvis de så trækker med de gamle oplysninger bliver trækket vel afvist. Det skal siges, at ved at forudbestille sparede jeg kr. 75 samt også porto ved afsendelsen. Nu må jeg have fat i forlaget og høre hvordan jeg lige fikser den ændring med konto-oplysninger. Bogen hedder i øvrigt "Gadens blikfang" og er om gamle danske Emalje-reklame-skilte (tryk her for at se eksempler) og udkom 1.gang i 2002 - den har jeg - men udkommer i en nyrevideret og udvidet udgave altså nu i 2016 som jeg altså også vil have. Den gamle udgave er vist øverst og den ny nedenunder:

(ja - jeg ved det godt - jeg har mange "sære" interesser.....og for at det ikke skal være løgn, så har min bror bedt mig bestille et eksemplar til ham også).

På Biblioteket havde jeg for noget tid siden afhentet et eksemplar af Folkeuniversitetets katalog for den kommende vintersæson. Jeg har altid - i hvert fald i mange år - ønsket at gå til nogen af deres undervisningsforløb eller foredragsrækker men de har altid været om dagen, hvor jeg jo har været på arbejde. Nu har jeg jo masser af tid. Desværre var der ikke lige noget der sprang mig i øjnene i det store hovedkatalog som mest dækker Københavns universitets område. Så jeg afventede kataloget fra Folkeuniversitetets afdeling i Emdrup: 

Og sandelig, det katalog fik jeg fat i lige her før Jul og der i fandt jeg "mindst" 2 ting jeg gerne vil gå til, nemlig en foredragsrække "Bag om den amerikanske borgerkrig" samt en foredragsrække "Store danske kunstnere ca. 1900-1940". De foregår henholdsvis Tirsdage og Onsdage her i foråret marts,, april og maj og lapper lige to gange ind over hinanden. Det "sjove" ved disse to foredragsrækker er, at de fandme foregår sen eftermiddag og aften !!!!!! Mærkligt - nu har de ting jeg altid ville gå til foregået dagen og nu skal det være om aftenen. For et par år siden tilmeldte jeg mig en anden foredragsrække om netop den amerikanske borgerkrig. Kort før start fik jeg mail om at det ikke blev til noget p.g.a. for få tilmeldte kursister. Så vidt jeg husker, kunne jeg se, at mailen var sendt til 7 andre end mig, så vi har åbenbart været 8 tilmeldte dengang. Gad vide om det bliver anderledes dennegang. Det ER jo et niche-område det her med den amerikanske borgerkrig.

Undervisningen skal foregår på....Tada....Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Sjovt. I gamle dage hed det Danmarks Lærerhøjskole, så Pædagogisk Seminarium, så Danmarks Pædagogiske Universitet og nu altså Aarhus Universitet, Campus Emdrup. Kært barn har (haft) mange navne :-) , men det er de samme bygninger, derud på hjørnet af Tuborgvej og Emdrupvej og skråt over for Lersø Park Alle..

 Spændende om noget af det bliver til noget.

I øvrigt kan jeg se, at der er nogen andre kurser der starter op til September 2016, hvor "læreren" er den "gamle" TV-mand/vært Peter Kær. Han har i sen alder tager magistergrad i Kunsthistorie (bare det var mig ;-) ) og bl.a. brugt denne uddannelse til allerede at have lavet 2 tv-udsendelsesrækker; den ene om frække kirkekalkmalerier og den anden om forskellige kunstværker (med bl.a. Bente Scavenius) og de kurser ser spændende ud, men den tid den sorg.

kl. 13:30 MacLean House i Appomattox Court House d. 9. April 1865

Man snakker så meget om Danmarks besættelse her d. 9. April 1940, men der skete også andre ting den 9. april, således i dag for 150 år siden:

Søndag d. 9. april 1865 kl 13,30 underskrev sydstatsgeneralen Robert E.Lee kapitulationspapirerne over for nordstaternes General Ulysses S.Grant.

(ovenfor ses Lee siddende til venstre og Grant siddende til højre)

Overgivelsen skete efter godt 4 års borgerkrig, hvor især de afgørende slag og kampe skete i perioden Maj 1864 - April 1865 hvor sydstashæren Army of Northern Virginia var blevet "jaget" ned gennem Virginia af Grant's Army of the Potomac.

Den sidste kampagne foregik i dagene 2.april til og 9. april hvor Lee var blevet jagtet fra frontlinien  Richmond/Petersburg og til slutopgøret i Appomattox Court House.

Huset hvor underskrivelsen fandt kaldes for Maclean House. Ejeren Wilmer Maclean havde boet i byen Mannassas i den nordlige del af Virginia. Her havde der i 1861 været et stort slag, kaldet slaget ved Bull Run eller slaget ved Mannassas og uheldigvis var Maclean's hus blevet ramt af en kanon-kugle under dette slag, hvorefter Maclean besluttede at flytte familien sydpå for at slippe for fremtidige kamphandlinger.

Skæbnen ville så, at krigen endte i Appomattox hvor Maclean var flyttet til og at det tilfældigvis var hans hus der blev valgt til overgivelseshandlingen. Herunder ses et foto af huset et par dage efter overgivelsen. Maclean ses stående til venstre i civilt lyst tøj med hænderne i siden:

Herunder ses huset, som det ser ud idag. Der foregår en masse hurlumhej derovre i anledning af 150 året for overgivelsen....og gæt hvem der godt gad have været der.

"The Appomattox Campaign" startede idag for 150 år siden....

(klik på billedet for at se det i stor udgave)

(Alt nedenfor i kursiv er aktive links der kan trykkes på for nærmere uddybning)

I dag, d. 2.april 1865, altså for 150 år siden, siger man, at her startede det sidste "push" i den amerikanske borgerkrig og som man har kaldt "The Appomattox Campaign" efter slutdestinationen, hvor det hele endte i overgivelsen i Appomattox Court House d. 9. april 1865.
Efter min ydmyge mening mener jeg nu, at den startede dagen før, måske endda et par dage før.

Den 12. Marts 1864 var General-Major Ulysses S. Grant af Præsident Abraham Lincoln blevet udnævnt General-Løjtnant og dermed øverstkommanderende for alle væbnede styrker i Unionshæren - Nordstaterne - og han startede straks med at planlægge hvordan man skulle slå sydstaterne og dermed "The Confederate States of America" og dermed gøre en ende på borgerkrigen. Dette resulterede i først den såkaldte "Overland campaign" der varede fra 4. Maj til og 24. Juni 1864. Her pressede Nordstatshæren "Army of the Potomac" under General-Major George G.Meade Sydstatshæren "Army of Northern Virginia" under General Robert E.Lee sydpå til en fastlåst frontlinie, der strakte sig fra lige nord for Richmond sydpå og rundt om Petersburg. begge byer i Virginia. Richmond var sydstaternes "hovedstad". Perioden fra d. 9. juni 1864 til og med 25. marts 1865 kalder man for "The Petersburg campaign" selvom den var ret stationær med de 2 hære stående overfor hinanden i skyttegrave og befæstede stillinger.

Der havde i denne periode fra juni 1864 til hen mod slutningen af marts 1865 været en hel del kampe og angreb, men hærene havde været låst fast over for hinanden. Sydstatshæren var i den forløbne tid blevet kraftigt decimeret dels på grund af tab, som ikke blev erstattet af nyt mandskab, og dels især af begyndende desertioner af soldater. Der kom heller ikke friske forsyninger i form af mad og våben/ammunition i den udstrækning der var brug for, hvilket blandt andet resulterede i de nævnte mange desertioner. Samtidigt havde nordstatshæren fået tilført mange soldater og opbygget store forråd, så den var klart overlegen.

Den 25. marts 1865 prøver sydstaterne at lave et overraskelsesangreb mod et punkt på nordstatsfrontlinien kaldet for Fort Stedman men blev efter hård og kort kamp slået tilbage. General Grant anså dette for et desperat forsøg fra sydstaterne på at få lykken til at skifte til sydstaternes fordel og han analyserede sig frem til at sydstatshæren var i en elendig forfatning, hvorfor han planlagde at få trykket øget på sydstatshæren. Han sendte en styrke syd om Petersburg for at afskære en jernbanelinie som sydstatshæren trods alt fik lidt forsyninger fra og d. 1. april 1865 stod et slag ved Five Fork's hvor General-Major Phil Sheridan fik slået General-major George E. Pickett og dermed omgået og øget trykket på sydstatshæren, hvorpå Grant dagen efter beordrede Sheridan og flere andre hærenheder til at øge angrebene sydfra ligesom de andre generaler fik ordre på at øge presset over hele linien. Dette overalt øgede pres fik General Lee til at opgive sine stillinger - bl.a. måtte sydstatsregeringen med Præsident Jefferson Davis i spidsen flygte fra og overgive hovedstaden Richmond -  og søge vest på for senere at komme syd på for at blive forenet med en anden hærstyrke i North Carolina.

Det skete ikke, da Grant med sine styrker fik presset Lee så meget i de næste dage med mange mindre slag og træfninger undervejs, at Robert E.Lee endelig gav op d. 9. april 1865 i Appomattox Court House.

.......så ved I det.

Et kuriosum.....151 år efter.....

Der sker "engang imellem" spøjse ting i USA, f.eks. vil der i morgen, af Præsident Barack Obama, blive uddelt den højeste amerikanske militær-medalje -  Medal of Honor - til 1.Lieutenant Alonzo Cushing for hans indsats d. 3. Juli 1863 under slaget ved Gettysburg under den amerikanske borgerkrig. Cushing døde denne dag, bare 22 år gammel.

(husk, at I kan klikke på billederne for at se dem i større størrelse).

Kort fortalt - hvis I altså ikke aktiverer/trykker på de fremhævede links ovenfor, så var Alonzo Cushing født i 1841. Han gik på den amerikanske officerskole "West Point" (på billedet ovenfor, er han afbilledet i kadet-uniformen på West Point) og blev færdig uddannet i 1861, altså 20 år gammel, og udnævnt til 2.Lieutenant og 1. Lieutenant på samme dag !!. Altså lige klar til at deltage i borgerkrigen, der lige var brudt ud. Han startede som stabsofficer, hvor nedenstående billede er fra; en ren knægt med et ret kødfyldt ansigt.

Han kom dog hurtigt til artilleriet, hvorfra nedenstående billede stammer fra. Som der står, ses han stående i midten i bagerste række. Bemærk hatte-insignierne der er krydsede kanoner = artilleri.

Han var med i slaget ved Fredericksburg i December 1862 uden dog at komme direkte i kamp. Det kom han så i slaget ved Chancellorville 30.april - 6. maj 1863 (det var i dette slag, at sydstatsgeneralen Thomas "Stonewall" Jackson blev såret og døde af sine så d. 10. maj).

I Slaget ved Gettysburg kom han først i aktion på slagets 3. dag. Faktisk kom han så meget i vælten, at hans placering var selve fokus-punktet for Sydstatshærens indledende bombardement (ca. 170 kanoner der havde hans Batteri's placering som sigtepunkt). Cushing var chef for Battery A, 4th US Artillery (Regiment), som bestod af 6 stk. "3 Inch cannons", der var en forholdsvis ny opfindelse og blev den mest benyttede kanon under den amerikanske borgerkrig (jeg har "en milliard" billeder, sådan ca., af den type kanon fra mine ture derover):

Under det indledende bombardement blev Cushing såret et par gange. Der er almindelig enighed om at han blev ramt i skulderen af en granat-splint, men der er også en anden vidne-beskrivelse der nævner, at han også var blevet såret i låret (kød-sår begge steder) som han selv havde forbundet med et lommetørklæde rundt om låret. Dette sår i låret er kun nævnt af en person. Under bombardementet blev mange af hans mænd dræbt og såret og op til 4 af de 6 kanoner blev sat ud af spillet (skudt i stykker/manglende/såret/dødt mandskab). Han fik rullet de sidste 2 kanoner frem mod den lave stenmur der var og begyndte at skyde med canister-granater mod de nu angribende sydstatssoldater, der myldrede/angreb direkte i mod ham (der deltog ca. 13.000 sydstatssoldater i angrebet og anslået 5.-6.000 af dem nåede helt frem til muren og nogle få hundrede af disse over muren):

En "Canister" er et tyndt metal-rør fyldt med mellem 48 og 72 metal-kugler pakket i savsmuld. Når denne "Canister" blev affyret fra en kanon, så virkede det som en overdimensioneret hagl-bøsse. Canister-shots blev anvendt når de angribende soldater var kommet ind på ca. 120 meters afstand.

Man kan forestille sig effekten på de angribende soldater. I sær når man gik over til at affyre dobbelt-canister og endog 3-dobbelt canister-shot. Når man gik over fra at affyre "almindelige" granater til canister - ved de her ca. 120 meters afstand - så kunne et kanonmandskab - et veltrænet et - nå at affyre 3 canister-skud (enkelt, dobbelt og tre-dobbelt) før end de overlevende angribende soldater nåede frem til kanonen.

Under sidste del af angrebet blev Cushing ramt i underlivet af endnu et granat-stykke. Man mener at hans køns-dele blev skudt i smadder ligesom at hans underliv blev revet op, så tarmene kom frem. Han holdt med den ene hånd tarmene inde samtidigt med at han kommanderede de 2 kanoner. Dog faldt han omkuld af blodtab men blev holdt oppe af sin sergent, så han stadig kunne kommandere via sergenten. Dog blev han her, liggende men holdt oppe af sin sergent, ramt af det fatale skud, der gik gennem hans mund og ud af nakken på ham. Kort efter nåede de første sydstatstropper op og over den lave stenmur med deres Brigade-General Lewis Armistead i spidsen. Armistead blev her, stående ved Cushings sidste kanon, ramt i brystet og faldt om.

Jeg har jo været ved netop dette sted et par gange og det er hver gang med gåse-hud jeg er der. Herunder ses jeg fotograferet i 2010 stående ved en af Cushing's kanoner. Det er de originale kanoner der er opstillet der (som det jo er overalt på slagmarken; der er ca. 380 original-kanoner opstillet rundt omkring på slagmarken). Man kan læse om mine ture derover ved at trykke her 2010 og her 2012.

 ....og som den amerikanske-borgerkrig-især-artilleri-nørd jeg er, så har jeg selvfølgelig - udover en masse bøger (TRYK HER) om Gettysburg og artilleri - også en bog udelukkende omhandlende Alonzo Cushing.

 ....men altså.....nu har "en lobby" igennem små 145 år arbejdet hårdt for at Alonzo Cushing kunne få den højeste amerikanske militær-orden Medal of Honor og det er så endelig gået igennem og denne orden, som selvfølgelig tildeles ham posthumt, vil herefter blive udstillet på US Military Academy West Point's museum. Alonzo Cushing ligger begravet på kirkegården i West Point.

...men det er en spøjs ting, det der med at tildele en soldat en orden så længe efter....men det gør de altså derovre.

Som en anden sjov ting er, at denne amerikanske højeste militær-orden blev indstiftet af Præsident Abraham Lincoln i 1862 under den amerikanske borgerkrig og selvfølgelig blev den tildelt soldater fra Unionens hær. Den uddeles stadig og amerikanske soldater fra den spansk-amerikanske krig, fra 1. verdenskrig, fra 2. verdenskrig, fra Korea-krigen, fra Vietnam-krigen og kamphandlingerne i Irak, Kuwait og Afghanistan har fået den. Modstand har der været mod at Cushing skulle få den og den modstand har kommet fra nogen enkelte kongres-medlemmer fra de nuværende sydlige stater i USA, som ikke syntes at en "Nordstats-yankee" var den ære værdig....især i betragtning af, at der aldrig har været nogen soldater fra borgerkrigens sydstater der har fået den, da den kun uddeles for hædrende kamp i Unionens tjeneste.

Men alt i alt lidt spøjst, synes jeg.

Massaponax Church 21. Maj 1864.

Idag d. 21.Maj 1864 - for 150 år siden - holdt General(-løjtnant) Ulysses S. Grant, under den amerikanske borgerkrig, hvil og stabsmøde ved kirken Massaponax i Virginia.

Grant, der var blevet udnævnt til øverstekommanderende for samtlige Nordsstatshære d. 12. Marts 1864, havde indtil udnævnelsen til Generalløjtnant (en titel, som kun George Washington havde båret tidligere) kæmpet i det der blev kaldt for "det vestlige teater" og der opnået flotte sejre ved f.eks. Fort Henry og Fort Donelson, Shiloh, Chattanoga og Vicksburg, besluttede at lade sin næstkommanderende William Tecumseh Sherman tage sig af det vestlige område, mens han selv ville følge det østlige område med hæren "Army of the Potomac" som blev anført af Generalmajor George Meade - sejrherren i slaget ved Gettysburg.

Den direkte modstander hos sydstaterne var General Robert E.Lee og hans "Army of Northern Virginia"....som havde tabt det før omtalte slag ved Gettysburg i 1863. Grant ses til venstre og Lee til højre på ovenstående foto.

Fra sin udnævnelse i Marts måned og fremefter, planlagde Grant et felttog - en såkaldt kampagne - mod Lee' og som skulle føre til sejr. Denne kampagne bliver kaldt for (Grant's) "Overland Campaign" og løb af stablen, da Nordstatshæren d. 4. Maj 1864 krydsede floden Rapidan og søgte mod syd. Selve felttoget kom til at bestå af en masse slag i perioden  4. Maj til 24. Juni 1864; slag som "The Wilderness", "Spotsylvania Courthouse" "Yellow Tavern" og "Cold Harbour" er nok de mest kendte af de ca. 14 slag og kamphandlinger som felttoget kom til at bestå af (tryk på billeder og kort for at se dem i bedre og lidt større udgaver)

Men altså....Massaponax Church d. 21. Maj 1864......

Den amerikanske borgerkrig var den 2. krig hvori den forholdsvis nye opfindelse fotografi-apparatet kom i anvendelse. Den første krig var Krim-krigen i Sortehavet/Europa i 1853-56, hvor der er taget enkelte fotos af skibe og officerer.
Under den amerikanske borgerkrig var der en håndfuld fotografer der fulgte Nordstatshærene. Mærkligt nok var der ingen fotografer der fulgte Sydstatshærene. Af den håndfuld fotografer der var, er Matthew Brady, Alexander Gardner og Timothy O'Sullivan dem der blev mest kendte. Sidstnævnte fotograf, O'Sullivan, fulgte under dette felttog Nordstatshæren og han var til stede denne dag d. 21. Maj 1864, hvor han fotograferede (husk, at fotografi-apparaterne dengang var nogen store kasser, hvor fotografen skulle have klæde over hovedet, motivet helst skulle stå stille, at billederne blev taget enkeltvis på glas-plader) et hvil (efter slaget ved Spotsylvania Courthouse) som også blev et stabsmøde for Grant og Meade. Billederne blev taget ud af Kirkens vinduer og man kan se, at kirkens bænke er slæbt udenfor, formentlig fordi kirkerummet blev brugt som felt-lazaret. Herunder er så nogen meget sjældne optagelser fra dette stabsmøde/hvil:

På billedet herover ses Grant stående bag en kirkebænk og læne sig ind over Generalmajor George Meade's skulder mens de diskuterer noget på et landkort.

Herover et udsnit af det forrige billede.

Herover har jeg fundet et håndkoloreret sort/hvidt foto efter den seance med Grant, som nu har taget plads på bænken ved de 2 store træer. Grant sidder som nr. 2 fra venstre. Billedet er jo originalt sort/hvidt, men jeg synes at det er meget godt lavet den håndkolorering der er sket.

Herover ses et udsnit af ovenstående foto - i s/h - hvor man kan se Meade længst til venstre på bænken sidde og studere landkortet. Når man, som jeg (!), kender Meade's statur fra andre fotografier, så kan man altså godt genkende ham på ovenstående.

Herover et andet udsnit. Her kan man se U.S.Grant sidde i midten rygende på en cigar, mens han udtænker næste skridt for hæren. Grant tog hver morgen og fyldte sin ene frakkelomme med 10 cigarer som han røg i løbet af dagen. Oprindelig var han døbt Hiram Ulysses Grant, men ved sin indskrivning på officersskolen West Point i 1839 (som 17-årig) blev han fejlagtigt indskrevet som Ulysses S. Grant of Ohio, som han siden kaldte sig og sagde, at S'et stod for Simpson, altså Ulysses Simpson Grant eller mere kendt som U.S.Grant. Senere hen - under borgerkrigen - fik han som tidligere nævnt store sejre og forlangte betingelsesløs overgivelse af modstanderne. Betingelsesløs hedder på amerikansk Unconditionel Surrender, hvorefter folkeviddet påstod at hans navne bogstaver stod for Unconditionel Surrender Grant .

Nok om det - det var lidt om hvad der skete d. 21. Maj 1864 ved Massaponax Church under den amerikanske borgerkrig.

En udfordring......

Jeg er (som mange andre) også på Facebook. Jeg blev lokket til det. Selvfølgelig blev jeg det. Og det har vist sig at være ret sjovt. Med det menes, at jeg er kommet i kontakt - og kun på Facebook - med "gamle" skolekammerater, kammerater fra barndommen af, familie i Sverige og så også en masse andre mennesker. På et tidspunkt havde jeg flere hundrede "venner"; af disse havde jeg måske selv anmodet de 50 "om venskab" og de fleste af dem er de 3 ovenfor nævnte kategorier. Resten var folk der har anmodet mig om venskab. På et tidspunkt rensede jeg virkelig ud i flokken og kom ned på små 100 stykker men er nu oppe på 120. Derudover er jeg med i noget over 10 grupper fortrinsvis om historie og gamle dage og den amerikanske borgerkrig...der er og et par andre til. Disse grupper følger jeg meget, for de er rigtig gode kilder til oplysning om de interesser jeg nu har.

Nok om det. På Facebook sker der mange ting. En af de ting der kan ske, er at man bliver "udfordret" på den sjove måde. Man modtager utal af invitationer til at deltage i alle mulige slags spil, begivenheder o.s.v. som jeg konsekvent afviser. F.eks. mangler jeg fuldstændig det der "spille-gen"; det siger mig intet og kan ikke ophidse mig og det er alt som Poker, Ludo og mange andre mærkelige spil der florerer på Facebook. Men nu i dag...eller rettere her til morgen, så dumpede en "udfordring" op hos mig fra en af de bedste bloggere jeg kender, nemlig Jens Drejer (tryk på hans navn og læs hans blog; den er rigtig god). Jens, som jeg også er ven med på Facebook, skrev eller sendte nedenstående "udfordring":
-----------------

 

Jens Drejer

for 6 timer siden ·

Jeg fik denne af Søren Schauser . Reglerne er som følger: ''In your status line list 10 books that have stayed with you in some way. Don't take more than a few minutes and don't think too hard. They don't have to be 'right' or 'great' works, just the ones that have touched you. Tag 10 friends, including me, so I can see your list."

Dickens: Bleak House.
Tolstoj: Krig og fred.
Virginia Woolf: Bølgerne.
Hallgrimur Helgason: Stormland.
H.C. Branner: Ingen kender natten.
Boris Vian: Efterår i Peking.
Elsa Gress: Simurghen.
Houellebecq: Elementarpartikler.
Alexandre Dumas: Greven af Monte Cristo.
Thomas Bernhard: Udslettelse.

Jeg sender udfordringen videre til: Kell Commerau Madsen, Charlotte Lundgren, Jan Dresler, Lene Christensen, Sune Borkfelt, Sanne Hamann Pauner, Uffe Jerner, Anna Chris Thompson, Susanne Angeline Wodickh, Arild Batzer ........

God fornøjelse til jer alle sammen. Jeg håber, at det er sådan en "opgave" som I vil nyde lige så meget som mig. Jeg synes det er enormt sjovt, at lave sådan en liste, men jeg synes det er mindst lige så sjovt, at læse andre folks lister ....

Synes ikke godt om længere · · Del · Stop notifikationer · Skjul på tidslinje

• 
  

  Du og 4 andre synes godt om dette.
• 

  

  Jens Drejer Jeg kan ikke lade være med at tilføje, at bortset fra de to nederste, så har jeg læst alle disse bøger mellem 5 og 15 gange. Det er virkelig bøger som "have stayed with me" og fascineret mig rigtig meget. Det er bøger, som jeg ikke har været i stand til at slippe igen. :D

  for 6 timer siden · Synes ikke godt om længere · 3

 

--------

 

Hmmmm......den sad jeg så i morges og grundede en del over. Af de 10 bøger som Jens selv remser op, så kender jeg de 3, som jeg også har læst om end det er mange år siden: Tolstoj's Krig og Fred, H.C.Branner's Ingen kender natten samt Alexander Dumas' Greven af Monte Christo. De andre på listen siger mig ingenting; hverken forfatter eller titel. En af Jens' venner har svaret ham med en liste og her er der kun en der siger mig noget, nemlig Lev stærkt dø ung....som, hvis det er den jeg tænker på, også er blevet filmatiseret med Humphrey Bogart.

....og så sidder man der og tænker, hvilke bøger jeg har læst og som lever op til de krav som Jens beskriver i sin udfordring: at det ikke behøves at være store værker/bøger, men bare bøger som har påvirket/mærket mig på en eller anden måde........hold da op.....jeg har læst i 1000-vis af bøger gennem tiderne; dels har jeg altid været en flittig biblioteks-låner, dels har jeg og Lillemor købt i stakkevis af bøger gennem tiderne......men hvilke 10 har gjort et u-udsletteligt indtryk hos/på mig ??....hold da op.....

Jeg har gået hele formiddagen og tænkt på den udfordring. Som sagt, jeg har læst rigtig mange bøger gennem tiderne og der har sandelig været gode bøger imellem men der har også været rene skod-bøger og bøger som jeg er startet på men som jeg aldrig har læst færdig af den simple grund at de bare ikke fangede mig. En bog skal fange mig indenfor de første 20 sider....måske 30 sider....nej 20 sider og gør den ikke det, så ryger den ud/retur.

For mange, mange år siden, løb jeg ligesom "tor for bøger" og anede ikke rigtig hvilke bøger, genre, forfattere e.t.c. jeg skulle give mig i kast med. Jeg pålagde mig derfor følgende: At gå ind på biblioteket, stoppe ved en-eller-anden-række, gå ind og stoppe et sted, strække armen ud og tage en bog helt tilfældigt og så tvinge mig" til at læse den. Det gav godt nok nogen sjove oplevelser; jeg fik læst om rets-pleje, mental-hygiegne, buddistisk lære og tre-panantion med læsning gennem det tredje øje og rejser på astral-legemerne, om jernbanebygning, rejsebeskrivelser i det 1700 århundrede, skølitterære bøger hvis forfattere jeg ikke kendte og i dag ikke kan huske. Faktiskt fik jeg læst og lært meget som i dag ligger et sted "hard-disken" og som dukker op, når et eller andet emne popper op i en diskussion, et radio- eller tv- program o.s.v.

Jeg har læst enormt meget skønlitterært gennem tiderne i alle mulige genre og af alle mulige forfattere. Jeg har også læst en masse og læser vel i dag og ca. 20 år tilbage mest fag-litteratur indenfor mine interesseområder. Det kan ses på mine boglister, som er ude til højre her på denne min blog. Og alle de bøger, som jeg har lavet lister på, dem lever jeg bogstaveligt med til dagligt og vender tilbage til dem hele tiden simpelthen af interesse. Og det er 99,9 % fag-bøger af en slags.

Mens jeg har tænkt på det her med bøger, de skøn-litterære altså, så er jeg kommet der til, at jeg ikke har nogen decideret favorit-bøger. Jeg har nok snarere favorit-forfattere. Folks måde at skrive på betyder meget, som nævnt tidligere...det her med at fange.....stemninger, sprogets virkemåde, ordenes flyden og lyd og det musiske i dem.....svært at forklare, men lad mig remse en stribe forfattere op som jeg godt kan lide at læse af netop de grunde som nævnt ovenfor: Simenon, Sjöwall og Wahlöö, Dan Turéll, Jan Guilluo, Leif Davidsen, nogle enkelte af Dan Brown. For disse forfattere er det sproget der fanger hos mig. Den måde de bruger sproget på. Igen - svært at forklare, men "de ligger godt i munden".....om jeg så må sige....

Men OK - jeg har lavet en liste på 10 "bøger" som har gjort indtryk på mig under den ene eller den anden form. De 8 første vender jeg tilbage til igen og igen. Jeg har ikke listet dem i nogen form for favorit-rækkefølge, men her de:

Jennings Cooper Wise: The long arm of Lee vol 1+2 (om organisationen og udviklingen af sydstaternes artilleri gennem den amerikanske Borgerkrig 1861-1865).

Achton Friis: Danmarksekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-08.

 

Peter Englund: Poltava (om den svenske konge Karl d. XII nederlag ved Poltava i 1709).

Mullarney, Svensson, Zetterström og Grant: Fugle i felten (Fugle-identifikation).

Constantin Hansen: En guldaldermaler i Italien. C.H.'s brev hjem om sin ophold i Italien 1835-1843.

H.P.Rohde: Danske kunstnere i Rom. En doktorafhandling om et maleri.

Erland Porsmose: Johannes Larsen.

Anders Zorn: Självbiografiska anteckninger. (Zorn's selvbiografi).

Anders Bodelsen: Straus. En roman om en forfatter, der skriver en roman om 2 andre forfatteres indbyrdes jalousi-fyldte forhold.

Color Climax. Pornoblad fra vist nok 1980'erne

De 9 førstnævnte bøger på listen har jeg. Color Climax har jeg ikke (mere).

At jeg nævner et Porno-blad skyldes, at jeg er vokset op i den tid hvor porno'en blev frigivet og alle disse blade opstod ligesom der var Live-shows klubber og begyndende porno-filmsindustri. Det gjorde et vældigt indtryk på mig dengang. Som de fleste (selvom de ikke vil vedgå det offentligt) har jeg set både porno-blade og porno-film og endda overværet et rigtigt Live-show en gang. Jeg har også kendt nogen, der var "indenfor branchen" og det både udøvende og producenrede. Jeg har tit og ofte tænkt på, hvad det er/var, der fik folk til at gøre "det der" på foto og på film. Hvad var det, der fik dem til det ? Har endda læst lidt om det, selvom der ikke er meget indenfor emnet...det er jo nærmest ovre i psykologien vi er her.

I det hele taget, så har mennesket og dets reaktioner i alle henseender altid fascineret mig. Selvom jeg ikke har bøger selv om psykologi, så har jeg da læst en del om det. Jeg "elsker" at "se" på mine medmennesker og prøve at forstå netop deres reaktionsmønstre, deres livsværdier o.s.v., o.s.v. Jeg kan få timer med at bare sidde og betragte folk.........så ved I det :-)

Men det var så lidt om Jens Drejer's udfordring....en sjov en ved nærmere eftertanke. 

Endnu en bog til samlingen.....

Så kom den endelig....en bog jeg har "ventet på" i knap 2 år:

Som det ses, så handler den om slaget ved Gettysburg, det vil sige, den handler om kampagnen eller felttoget om Gettysburg. Teksten er af J.David Petruzzi og kort er tegnet af Steven A.Stanley.

Optakten er sydstatsgeneralens Robert E.Lee's invasion af nordstaterne begyndende d. 9. Juni 1863 og som kulminerede med slaget ved Gettysburg 1.-3. Juli 1863 og endte med tilbagetrækningen til Virginia d. 14.Juli 1863.

Bogen omhandler i små afsnit opmarchen med alle de små træfninger der er undervejs indtil Gettysburg samt den efterfølgende tilbagetrækning - og nordstaternes forfølgelse - til Virginia.

Det er en rigtig nørd bog. Der er mange detaljerede kort, der viser de enkelte enheders bevægelser under de forskellige træfninger/kamphandlinger samt alle Enheders, Sydstats som Nordstats, mandskabsopgørelser med angivelse af tabene (sårede, døde og tilfangetagne), angivelse af hvilke enheder (Regimenter, kompagnier,Korps, Divisioner o.s.v.) der deltog i de enkelte træfninger samt alle kommanderende officerers navne og grader.

Jeg kender Petruzzi en smule via mail, hjemmesider og Facebook. Han har til mine 2 ture  til Gettysburg været mig behjælpelig med oplysninger. Derudover har jeg et par bøger af ham i forvejen, hvoraf den ene - The Complete Gettysburg Guide - var en uundværlig følgesvend derovre.

Da det for 2 år siden kom frem at den var ved at blive udgivet, så forudbestilte jeg den med det samme på Amazon.com og jeg fik selvfølgelig bekræftelse herpå fra Amazon. Så kom vente-tiden. På Amazon's hjemmeside stod der, at den forventedes udgivet d. xx.xx . Den dato rykkedes. Jeg kontaktede Petruzzi og han forklarede, at det desværre var rigtig og at det var noget med nogen tekniske rettigheder.....eller noget. Men så, her i foråret 2013, så udkom den. Perfekt at have her op til 150-års-dagen for Slaget ved Gettysburg. Og nu er den....efter lidt ventetid, fordi jeg ville have den gennem Amazon.co.uk, den engelske afdeling af Amazon, for der slipper man for en masse afgifter og skatter i forhold til at købe den direkte fra USA.

...og nu skal der nørdes....

Slaget ved Gettysburg for 150 år siden.........der gad jeg godt være i disse dage...

I disse dage valfarter en mængde amerikanere til den lille by Gettysburg i den sydlige del af staten Pennsylvania i USA. Mange af dem er der for at se, opleve, lære om det slag, der fandt sted der for 150 år siden i dagene 1. - 7. Juli 1863. Andre - mine "kilder" sig mig op til ca. 20.000 - for deltage i de Reenactment's der finder sted derovre. Reenactment er det der også kaldes for "Living History".....eller sagt på en anden måde.....og i det her tilfælde....folk der leger nord- og sydstatssoldater og er udklædt og bevæbnet som sådan som under slaget i 1863. I Danmark er det f.eks. kendt som dem, der bor i Lejre i oldtidsbyen, eller dem som huserer som Middelalder-borgere nede på Lolland ved Nysted eller som Vikinger ved Ribe....

Det i Gettysburg er åbenbart så stort, at selveste tabloid-avisen B.T. i dag har en billedeserie om det og den kan ses ved at trykke her.

Jeg gad godt være der i Gettysburg og opleve alt det der er...og med det mener jeg, at der er en masse symposier, møder, forelæsninger, foredrag, guidede vandre-ture, markeder - både for tingel-tangel af enhver slags relaterende til borgerkrigen, men især af bøger og tidsskrifter. Jeg kender jo qua min interesse for den amerikanske borgerkrig en hel del amerikanske historikere og forfattere og det kunne være rart at møde dem derovre. De fleste er der for at holde foredrag og andre for at sælge og signere bøger...og alle for at møde hinanden og holde kontakterne ved live ved de forskellige arrangementer der er. DET gad jeg godt have været med til.
Det om talte Reenactment-arrangement foregår over flere dage og det lige efter dagene for selve slaget som jo foregik 1.-3- Juli. Slagmarken - som er en National Slagmark og altså under Forbundsregeringens regler og ejendom - ligger Syd-vest for byen....faktiskt lige op til den. Jeg kunne fra mit hotel-værelses svalegang se de nærmeste monumenter derude - og der er de guidede vandre-ture og kun meget lidt reenactment...nærmest bare små opvisninger af afskydning af lidt geværer og visning af lidt infanteri-taktik-øvelser. Selve det store reenactment arrangement foregår på nogen marker, der ligner selve slagmarken utroligt, beliggende nogen 5-8 kilometer Nord-Nordvest for byen og det er her alle de op til 20.000 optrædende er stationeret i lejre fuldstændig som den gang i 1863. De folk der deltager, de lever og ånder for reenactment og deres udstyr er korrekt ned til mindste detalje.....bl.a. har jeg hørt, at visse enheder forbyder deres medlemmer at medbringe mobiltlf. og armbåndsure o.s.v. Der deltager selvfølgelig udover almindelige soldater også kavaleri og artilleri. Op til disse 150 års dage for slaget så deltager det største antal reenactment borgerkrigs kannoner der nogensinde har været samlet til sådan et arrangement. Det sidste jeg har læst mig til er deltagelse af lige ved 100 kanoner. Udover deres deltagelse i de forskellige kamphandlinger, så vil der være opvisninger med kanon-afskydninger såsom enkeltafskydninger, batteri-afskydninger (et sydstatsbatteri var nomalt på 4 kanoner bestående af 2 12 pds.Napoleon's (Bronze-kanoner) og 2 jernkanoner - enten 3 Inch Ordnance Rifles eller 10-pdr. Parrot's - mens nordstatsbatteri var på 6 kanoner og næsten altid af samme type såsom 6 Napoleons, 6 3inch Ordnance Rifles eller 6 Parrot's), Bataljon's afskydninger (4-6 batterier) og endelig hele flokken af kanoner der simulerer indledningen på¨angrebet på slagets 3. dag også kendt som Pickett's Charge hvor der i 1863 deltog ca. 170-200 sydstatskanoner og knap 100 nordstatskanoner. Nu altså godt 100 kanoner - det må være imponerende og frygtindgydende at overvære.

Herunder 2 links til mine ture derover til bl.a. Gettysburg:

Turen i 2012

Turen i 2010
Nåh - det var lidt om det. .......og igår satte jeg Lillemor af Kastrup Lufthavn; hun er nu afsted på 16 dages fjeldvandringstur oppe ved Kebnekaise og Sarek National Park i Nordsverige på Kungsleden. Håber hun får en rigtig god tur som de andre gange hun har været afsted deroppe.  

En anden ting d. 9. April...i 1865. Lee overgiver sig til Grant ved Appomattox Court House....

 Den 9. April er ikke bare dagen for Danmarks besættelse i 1940.

Den 9. April 1865 skete der en anden og nok så stor - måske større og med virkninger frem til idag - begivenhed, nemlig den, at Sydstaternes Øverbefalende og General for Army of Northern Virginia Robert E.Lee overgav sin hær og sig selv til Nordstaternes Øverbefalende General U.S.Grant. Dermed var, stort set, den amerikanske borgerkrig slut; der var dog enkelte hær-enheder som overgav sig senere hen på foråret og forsommeren i 1865, men i og med at Robert E.Lee overgav sig, så sluttede Sydstaternes modstand og Borgerkrigen endte som sådan.

Jeg skal ikke trætte jer med en lang og kedelig - for jer - historieskrivning om den amerikanske borgerkrig. Men rent faktisk er slutningen ret fascinerende, spændende og overraskende.

U.S.Grant var i foråret 1864 udnævnt til Øverstbefalende for hel U.S.Army. I og med dette planlagde og iværksatte Grant, med Army of the Potomac,  en kampagne mod Lee og hans Army of Northern Virginia, den såkaldte "Overland Campaign", hvor han i en række slag pressede Lee sydpå og hen mod August/September fik Lee's hær låst...eller måske fik Lee standset Grant...i en linie, der gik fra lige lidt nord for Richmond - Hovedstaden i Sydstaterne - til ned syd for Petersburg. Her lå de 2 hære nu overfor hinanden hele efteråret 1864 samt vinteren 1864/65 til hen i foråret 1865.

I hele denne periode opbyggede Grant sin Nordstatshær ved træning og med forsyninger og forstærkninger. Tilsvarende havde Lee svært ved at holde på sin Sydstatshær p.g.a. manglende forstærkninger, dårlige eller næsten ingen forsyninger og nærmest en sultende hær. I Foråret begyndte endda mange sydstatssoldater at desertere, så hans lille og dårligt udrustede hær blev endnu svagere.

Lee prøvede at lave en sidste krampe-trækning eller et overraskelsesangreb på Nordstatshæren, som han håbede ville få denne, Nordstatshæren, til at trække sig tilbage. Dette skete angreb skete d. 25. Marts 1865 mod et punkt i Grant's linie kaldet Fort Stedman. Det VAR overraskende og i starten succesfuldt, men efter knap en time fik Nordstatshæren presset Sydstatshæren tilbage til dens udgangspunkt. Mange sydstatssoldater faldt i dette slag og mange blev - eller lod sig - taget til fange.

Da Grant opdagede hvor ringe udrustet og hvor få sydstatshæren egentlig var, beordrede han sin sydlige flanke til at omgå byen Petersburg og beordrede samtidigt et kontinuerligt pres - konstante små-angreb - langs hele frontlinien fra nord for Richmond til sydvest for Petersburg.

Dette pres på de svagt og tyndt besatte sydstatslinier, fik desertionerne til at stige og der var en del kampe ved bl.a. White Oaks og Five Forks, hvor der ved sidstnævnte kamphandlinger overgav sig ca. 5.700 sydstatssoldater. Lee meddelte regeringen om aftenen d. 1.April 1865, at han ikke kunne holde sin stilling og måtte trække sig tilbage. Hans plan var at trække sig sydpå mod/til North Carolina for at slå sig sammen med en anden stor sydstatsenhed under General Joe Johnston. Regeringen flygtede og Lee's tilbagetog begyndte om natten til d. 2.April.

                      

 

                 U.S.Grant                                             Robert E. Lee

Grant satte efter Lee og sørgede hele tiden for at holde sig syd og bag Lee's hær, således at der var et kontinuerligt pres. Mange kampe kæmpedes de næste dage og uanset hvad Lee gjorde så var Grant's soldater der hele tiden. Deserteringerne fortsatte og Lee's hær blev mindre og mindre.

På kortet nedenfor ses Grant's enheder som blå og Lee's enheder som rød. Man kom ikke sydpå men hele tiden mere og mere mod vest, altså væk fra den af Lee planlagte flugtrute mod North Carolina.

 I og med de mange fanger, som nordstatshæren tog undervejs i de dage, så mente Grant at en mulighed for at få Lee til at overgive sig og dermed undgå unødvendige blodsudgydelser, var ret stor og han startede så d. 7. April med at afsende en besked til Lee - via hvidt falg og parlamentær - gennem linierne.

Jeg vil ikke skrive så meget om de næste 2 dage. Dog skal man huske på, at hærstyrkerne hele tiden var på march; sydstathæren der var sultende - de havde ikke spist i flere dage på det tidspunkt - og med tab i form af dræbte, sårede, tilfangetagne og deserteringer, og nordstatshæren der var i "topform" veludrustet og velmotiveret - de øjnede jo en mulighed for at få afsluttet 4½ års kampe og krig - samt jagende byttet foran sig. Der var også hele tiden angreb fra nordstatshæren på den tilbagetrækkende sydstatshær. Hele tiden og et stort pres.

Grant's første besked ses nedenfor og efterfølgende er deres kommunikation, som blev sendt med kurerer mellem linierne. Mit engelsk/amerikanske er OK (har mange års erfaring med at læse gammeldags amerikansk), men jeg har valgt ikke at oversætte deres beskeder til hinanden, da jeg synes noget vil gå tabt ved oversættelsen til gammeldags dansk (eller nu-dansk) og samtidigt vil lade jer se, hvad det er for noget jeg læser "i det daglige", når jeg læser deltagernes erindringer og selvbiografier.

HEADQUARTERS, ARMIES OF THE U. S. 5 P. m., April 7th, 1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. A.: The results of the last week must convince you of the hopelessness of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia in this struggle. I feel that it is so, and regard it as my duty to shift from myself the responsibility of any further effusion of blood by asking of you the surrender of that portion of the Confederate States army known as the Army of Northern Virginia. U. S. Grant, Lieutenant-General

April 7th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT, Commanding Armies of the U. S. GENERAL: I have received your note of this date. Though not entertaining the opinion you express of the hopelessness of further resistance on the part of the Army of Northern Virginia, I reciprocate your desire to avoid useless effusion of blood, and therefore, before considering your proposition, ask the terms you will offer on condition of its surrender. R.E. LEE, General

April 8th, 1865

 
 
 
 
GENERAL R. E. LEE,
Commanding C. S. A.:

Your note of last evening in reply to mine of the same date, asking the conditions on which I will accept the surrender of the Army of Northern Virginia, is just received. In reply I would say that, peace being my great desire, there is but one condition I would insist upon-namely, that the men and officers surrendered shall be disqualified for taking up arms against the Government of the United States until properly exchanged. I will meet you, or will designate officers to meet any officers you may name for the same purpose, at any point agreeable to you, for the purpose of arranging definitely the terms upon which the surrender of the Army of Northern Virginia will be received.

U. S. GRANT,
Lieutenant-General

April 8th, 1865

LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT

GENERAL: I received at a late hour your note of to-day. In mine of yesterday I did not intend to propose the surrender of the Army of Northern Virginia, but to ask the terms of your proposition. To be frank, I do not think the emergency has arisen to call for the surrender of this army, but, as the restoration of peace should be the sole object of all, I desired to know whether your proposals would lead to that end. I cannot, therefore, meet you with a view to surrender the Army of Northern Virginia; but as far as your proposal may affect the Confederate States forces under my command, and tend to the restoration of peace, I should be pleased to meet you at 10 A. M. to-morrow on the old stage road to Richmond, between the picket-lines of the two armies.

R. E. LEE,
General

 

April 9th, 1865 GENERAL R. E. LEE GENERAL: Your note of yesterday is received. I have no authority to treat on the subject of peace. The meeting proposed for 10 A. M. to-day could lead to no good. I will state, however, that I am equally desirous for peace with yourself, and the whole North entertains the same feeling. The terms upon which peace can be had are well understood. By the South laying down their arms, they would hasten that most desirable event, save thousands of human lives, and hundreds of millions of property not yet destroyed. Seriously hoping that all our difficulties may be settled without the loss of another life, I subscribe myself, etc. U. S. GRANT, Lieutenant-General

April 9th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT GENERAL: I received your note of this morning on the picket-line, whither I had come to meet you and ascertain definitely what terms were embraced in your proposal of yesterday with reference to the surrender of this army. I now ask an interview, in accordance with the offer contained in your letter of yesterday, for that purpose. R. E. LEE, General

April 9th, 1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. Army: Your note of this date is but this moment (I 1:50 A. m.) received, in consequence of my having passed from the Richmond and Lynchburg road to the Farmvine and Lynchburg road. I am at this writing about four miles west of Walker's Church, and will push forward to the front for the purpose of meeting you. Notice sent to me on this road where you wish the interview to take place win meet me. U.S. GRANT, Lieutenant-General

 Grant og Lee mødtes så i landsbyen Appomattox Court House i et hus tilhørende en mand ved navn Wilmer Maclean. Om denne mand er der den pudsige omstændighed, at han i 1861 boede i lille by der hedder Mannassas. Her stod det første slag i den amerikanske borgerkrig. Slaget er omtalt som First Mannassas eller First Bull Run. Der var nemlig 2 slag der. Under dette første slag blev Wilmer Maclean's hus ramt af kanonskud og delvist ødelagt under kamphandlingerne. Han valgte så at flytte langt sydpå for at slippe for krigen. Nu ville skæbnen så, at det blev i hans hus i Appomattox Court House, at slutningen af krigen skete ca. 4½ år efter den startede ved hans hus i Mannassas.

Ved mødet var Lee kun i selskab med en enkelt officer. Lee havde ovenikøbet taget sin galla-uniform og sin flotte sabel (som han ellers aldrig gik med) på til mødet med Grant. Han - Grant - mødte derimod op iført en menigs uniformsjakke med General-distinktioner på og beskidte bukser og støvler efter en lang ridetur i mudder og pløre. Tillige var han i selskab med det meste af sin stab.

Nedenfor ses Grant's betingelser for Lee's overgivelse og derefter Lee's anerkendelse af betingelserne og dermed overgivelsen.

APPOMATTOX CT. H., VA., April 9,1865 GENERAL R. E. LEE, Commanding C. S. A. GENERAL: In accordance with the substance of my letter to you of the 8th inst., I propose to receive the surrender of the Army of Northern Virginia on the following terms, to wit: Rolls of all the officers and men to be made in duplicate, one copy to be given to an officer to be designated by me, the other to be retained by such officer or officers as you may designate. The officers to give their individual paroles not to take up arms against the Government of the United States until properly [exchanged], and each company or regimental commander to sign a like parole for the men of their commands. The arms, artillery, and public property to be parked, and stacked, and turned over to the officers appointed by me to receive them. This will not embrace the side-arms of the officers, nor their private horses or baggage. This done, each officer and man will be allowed to return to his home, not to be disturbed by the United States authorities so long as they observe their paroles, and the laws in force where they may reside. Very respectfully, U.S. GRANT, Lieutenant-General

HEADQUARTERS, ARMY OF NORTHERN VIRGINIA, April 9th, 1865 LIEUTENANT-GENERAL U. S. GRANT GENERAL: I received your letter of this date containing the terms of the surrender of the Army of Northern Virginia as proposed by you. As they are substantially the same as those expressed in your letter of the 8th inst., they are accepted. I will proceed to designate the proper officers to carry the stipulations into effect. R. E. LEE, General

 I dagene fra 29. Marts til 9. April mistede Lee ca. 6.266 mand i dræbte og sårede samt 19.132 i tilfangetagne. Ved Appomattox overgav Lee sig med de resterende 22.349 fodfolk, 1.549 kavalerister samt 2.576 artillerister.