Fra mig til mig...en før-fødselsdagsgave....

I forrige indlæg omtalte jeg denne bog, som en jeg ville skrive på min ønskeliste:

Da jeg så kiggede efter min ønskeliste, som lå på et bord ved trappen til 1.salen, så var ønskesedlen væk. Da jeg spurgte Lillemor hvor den var, smilede hun bare og sagde:" Tjahhhh, hvor mon... ? " .

Hun havde altså set den og nappet den uden jeg vidste det. OK - så kunne jeg ikke skrive den på, for hun havde sikkert allerede købt en af de andre ting der stod på den....og måske havde sønnen og Svigerdatteren den også....altså ønskelisten.

Hmmmm........men ok - så i dag efter arbejde, så smuttede jeg lige ind i den lokale boghandel og købte det ene eksemplar de havde...

Så nu er der endnu en bog til min liste over Guldalderbøger og som nævnt i forrige indlæg er det en ny-revideret udgave af en ca. 20 år gammel bog af Kasper Monrad.

I øvrigt skal jeg til at købe en anden ny udgave af en anden bog jeg også har i forvejen:

"For Cause and Country - the affair of Spring Hill and the Battle of Franklin" af Eric A. Jacobson. Forfatteren, som jeg kender, udgiver en 2.edition af sin bog med over 100 ekstra sider og mange ny foto (hidtil ukendte) og nytegnede kort....men den udkommer først omkring eller lige efter d. 10. November. Og den bog er i en hel anden genre om jeg så må sige......den amerikanske borgerkrig.

Munden for fuld ...??

Sommerferien i år går jo til USA og er delt i 2 dele. Dels en uge - den første del af ferien - i Gettysburg og dels en uge i New York.

Som det vel er bekendt - se bloggens titel-billede - er en af mine store interesser jo den amerikanske borgerkrig og derfor går turen igen (som i 2010) til slagmarken for borgerkrigens største slag i Gettysburg. I 2010 var jeg der kun i 2 hele dage, men dennegang står den på hele 6 dage der. I 2010 fik jeg gennemtrevlet slagmarken; det vil sige, at jeg fes rundt på den fra sted til sted, læse tavler med beskrivelser o.s.v. hele vejen rundt. Altså mange steder med korte ophold for at se og indsnuse "atmosfæren". Det, at se stedet......STEDET......som jeg havde læst om i så mange år, gjorde et stort indtryk på mig og jeg vidste med mig selv, at jeg skulle komme igen, dog med mere tid og bedre forberedelse.

Og nu skal jeg altså derover igen. Og jeg har længe været igang med forberedelsen til turen. Selvom jeg i forvejen havde nogen bøger om slaget, så havde jeg, da jeg var derovre i 2010, derovre anskaffet mig yderligere et par bøger og nogen få kort. Og sidenhen har jeg været en flittig køber hos Amazon.cu.uk og det kan ses af min liste ude til højre her. I skrivende stund læser jeg om emnet i de nye bøger óg genlæser de gamle. Jeg afventer en splinterny bog: The Gettysburg Campaign in Numbers and losses: Synopses, Orders of Battle, Strengths, Casualties, and Maps, June 9 July 14, 1863,  der nu mere omhandler beskrivelser af regimenter og divisioner, deres styrke og deres tab, detail-planer for de enkelte enheder og altså en masse tal og statistik....sådan rigtig nørd-agtig og lige noget for mig :-) .

Jeg er jo "meget til" artilleri = kanoner, så hovedvægten går på at læse om disse enheder, batterier som det hedder, om deres indsatser, deres bestykning og bemanding og så videre. Jeg er også flittig bruger af internettet til dette formål og derigennem, bl.a. via Facebook, fået kontakt med en del meget vidende amerikanere, herunder en del forfattere hvis bøger jeg har købt, og som alle er meget hjælpsomme med oplysninger og gode ideer/forslag til hvad jeg skal se og hvor. Blandt andet er denne her side, som står på blogliste ude til højre: To the sounds of the Guns, en side/blog som skrives af en Craig Swain, som er - som person - yderst hjælpsom og hans blog er simpelthen  "outstanding", altså noget/nok den bedste om emnet borgerkrigs-artilleri, som jeg endnu er stødt på.

Ud af alt dette læseri, så laver jeg noter, mange noter, endda rigtig mange noter, for der er så mange kanoner/batterier som jeg vil gå efter at se som muligt. Især for at se de forskellige typer kanoner nøjagtigt og detaljeret og dels fordi nogen af dem har en speciel historie som f.eks. det batteri jeg står ved og som ses på bloggens top, som er Batteri A fra 4.US Artilleri-regiment og som blev kommanderet af Løjtnant Alonzo Cushing. Det batteri var det, som hele Pickett's charge (Sydstaternes hoved-angreb) angreb direkte imod på slagets 3.dag d. 3. Juli 1863.

Tilbage til note-tagningen. Der er mange allerede nu; jeg har fået identificeret mange typer kanoner allerede nu og ved så nogen lunde hvor de er placeret på slagmarken (der står ca. 300 kanoner rundt omkring på slagmarken og de er placeret det sted, hvor de stod under slaget og mest hvor de stod på 3. dagen. Jeg er ved at plotte de fleste kanoner/batterier ind på et kort, så jeg nemmere kan finde rundt.

Der er altså rigtig mange noter allerede nu, så jeg er begyndt at tænke på lidt sortering og det irriterer mig, for jeg vil jo så gerne det hele i de dage jeg er derovre.....

Og for at det så ikke skal være løgn, så har jeg fundet ud af, at der kun 1,5 times bilkørsel mod syd-vest, i Maryland (Gettysburg ligger i Pennsylvania) ligger en anden slagmark, nemlig Antietam eller Sharpsburg om man vil; Nordstaterne kaldte det Battle of Antietam (en lille flod) og sydstaterne kaldte det for Battle of Sharpsburg (den nærmeste by) . Og det er også et slag, som jeg har beskæftiget mig en del med (det er måske en underdrivelse, for jeg har jo beskæftiget mig med/læst om alle slagene mere eller mindre).

Så altså......for at tage en lille pause fra Gettysburg, så har jeg besluttet - med Lillemors billigelse - at tage en enkelt dag til Antietam/Sharpsburg for "lige at se Highlight'sne" der, sådan bare.....bare se, altså.....men måske er det hele, det med noterne, den megen læsning og planlægning, og Antietam smutturen at tage munden for fuld ?

Endnu en "Nørde-" bog.....

Så har jeg fået endnu en bog hjem fra Amazon.co.uk og lidt af en "nørde-bog". Som det måske er jer bekendt, så er den amerikanske borgerkrig et af mine interesseområder og især artilleriet har min store bevågenhed.

Denne bog er en af 2-3 stykker man kan kalde for "bibler" indenfor beskrivelsen af kanoner i den borgerkrigen. Den handler udelukkende om kanoners støbning, dimensioner, skudvidder, vægte, antal, krudt typer og mængder, kugler og granattyper o.s.v., o.s.v. Altså ren teknisk guf for sådan en som mig.

Egentlig talt, så ved jeg ikke lige hvorfor, det er artilleriet der har min store interesse. Måske er det fascinationen over deres måde at kæmpe på; kanonerne stod oftest - som vist på bogens forside - i helt åbent terræn og dermed var kanonbesætningen et meget udsat mål, da de kæmpede oprejste og frit synlige, dels for "counter-batteri-fire" - altså at modstandernes kanoner skød igen så det udviklede sig til ren kanon-dueller - og dels for at modstandernes infanteri kunne snige sig ind og skyde såvel mandskab som hestene der trækker skytset ned, en for en.

Nåh - men sådan er det.

Bogen står nu på listen ude til højre under "Den amerikanske borgerkrig".

Rasmine spørger.......

Rasmine spørger mig i en kommentar til nedenstående indlæg, hvad min fascination er til emnet "Den amerikanske Borgerkrig". Jeg har valgt at skrive en forklaring istedet for at svare med en kommentar.

Jeg mener at jeg engang, et eller andet sted, har skrevet noget om det, men kan ikke huske hvor eller i forbindelse med hvad...men her kommer det, og nu er du advaret, Rasmine, - du er selv ude om det ;-)

Først er jeg vel belastet af at være af han-køn og dermed de påvirkninger der er i ens barndom med hensyn til at lege "cowboj'dere og inderjanere" og så'n. Dernæst har jeg en erindring fra min spæde ungdom (slut-1960érne ?) om en film i sort/hvid jeg så - vistnok i TV (?) - som hedder "Red Badge of courage" (Modets røde kokarde) på baggrund af en bog skrevet af Stephen Crane udgivet i 1895 og som handlede om en ung nordstats-soldat i borgerkrigen, der i sit første slag stikker af og gemmer sig, men siden hen "revancherer sig" og bliver helt. Det var nok første gang jeg fandt ud af at der var noget der hed "Den amerikanske Borgerkrig".

De næste år faldt jeg over emnet i ny og næ og læste om det sådan løseligt, som med så meget andet jeg falder for. Men det satte da tanker i gang om hvorfor borgerkrige opstår.

En gang omkring min 28-30 års alder, sidder jeg sammen med nogle mennesker i godt selskab og snakker om samfundsomvæltninger og om hvilke, der havde størst indflydelse eller påvirkning på de berørte mennesker. Jeg har på daværende tidspunkt følgende teori:

1. Den franske revolution: OK - adelen og kongen mistede, ud over hovederne en masse privilegier, men disse blev genindført igen af Napoleon og senere konger. For den almindelige franskmand - især dem der ikke boede i storbyerne - mener jeg ikke, at der var den store mærkbare forskel på dagligdagen.

2. Den russiske revolution: I grove træk, kan man vel bare sige, at Zaren og Adelens hersken og bestemmen bare blev udskiftet med de kommunistiske lederes "diktatur". Før trællede bonden og arbejderen for fyrster m.m.; nu trællede de for "proletariatets fremme" i kollektiver o.s.v. Det almindelige menneske i Rusland mærkede nok ikke den store forskel på sin dagligdag og sin frihed (eller mangel på samme).

3. Nazi-Tyskland: Efter en samfundsomvæltning og kaos efter 1.verdenskrig, kom nazisterne til magten sådan nogenlunde demokratiskt. Istarten meget positivt for den almindelige befolkning m.h.t. levestandardsforbedringer og "afskaffelse" af arbejdsløshed. Derefter mærkbart (men formentligt en del stadigt støttet af befolkningen) overgang til diktatur med enorme restriktioner af enhver art og sidenhen kaos og krig for efter krigen at ende i et "wirtschaftswunder" op igennem 50- og 60'erne med fuldt demokrati.

4. Jerntæppet i Øst-Europa: Her var der nok mange store mærkbare ændringer. Mere i nogen af de øst-europæiske lande end andre. Positive ting men også negative ting.

(her vil jeg lige bemærke, at vi på daværende tidspunkt endnu ikke havde hørt rigtigt om Mao's Kultur-revolution eller forstået den fulde effekt omkring f.eks. Pol-Pot's Campuchea (Kambodja) o.s.v.)

5. Den amerikanske Borgerkrig: Her var noget......;-) Her mente jeg, at her var en meget vidtgående samfundsomvæltning som havde enorm indflydelse på 2 befolkningsgrupper inden for en meget kort årrække og som den dag i dag, på mange områder, stadig har sine efterklange.

Jeg mener:

Samfundsstrukturen havde i sydstaterne været som den var i små 2-300 år. Ingen særlig industri men meget landbrug og plantager. Et hierarki opbygget med de få rige øverst (dem som ejede mange slaver), dernæst borgerskabet = forretnings-, handels- og embedsfolk (få slaver) og endelig arbejdere, ansatte og farmere (meget få eller slet ingen slaver) og dette system var accepteret og respekteret både oppfra og nedad men så sandelig også nedefra og opad. Flertallet, ca. 85 % af hvide i syden, ejede ingen slaver, men systemet var anerkendt. Sådan var det og sådan havde det altid været og det fungerede for høj som lav (slaver undtaget for de flestes vedkommende).

Krigen varede fra 1861 til 1865 og på denne relativt korte periode, blev hele syden totalt omvæltet og økonomisk nedlagt samtidigt med at samfundsordenen blev totalt ændret. De rige var blevet fattige, alle var udenfor indflydelse, slaverne var blevet ligemænd (på papiret). Og den dag i dag, er der en del i Sydstaterne der mener, at de er med i unionen af "bitter nød" og fordi det ikke kan være anderledes (man bliver lidt overrasket over hvor mange "lost causers'" der er dernede, når man sådan læser om det idag i dagens USA). Ikke at de ønsker sig slaveriet genindført - på ingen måde og langt fra - men de føler sig regeret "oppefra" Nord af.

Jeg begyndt så at læse nærmere om hvorfor krigen kom, altså alle årene forinden 1861 og det både om de politiske og de økonomiske forhold i USA på den tid. Spændende læsning.

Det slog mig, at da sydstatsrepræsentanterne begyndte at tale om løsrivelse fra Unionen, så var der opbakning - endda stor opbakning - fra "underklassen", altså arbejdere, ansatte, små landmænd o.s.v. Og hvorfor var der så det ? De fleste mente simpelthen, at Unionen ikke skulle blande sig i de enkelte staters "indenrigsforhold". Det kunne godt være man var med i en Union (USA), men man var så sandelig "sit eget land" (Virginia, Alabama, Mississipi, North Carolina, South Carolina, Arkansas, Texas, Georgia o.s.v.) først og fremmest. Og det skulle ingen (Unionens-regeringen i Nord i Washington) ikke blande sig i.

DET var lidt overraskende, at også menigmand var for at udtræde af Unionen. Og man nærede meget stærk loyalitets-følelse for sin hjem-egn (hjem-stat). Og derfor meldte man sig under fanerne. Godt nok var udspringet politik og økonomi på et plan som den menige sydstatsmand dagligt ikke mærkede noget til; det var jo de rige, der styrede det i det daglige. Men menigmand meldte sig IKKE for at kæmpe den rige mands kamp. Det var en fælles kamp, for retten til selv at bestemme, for loyalitet mod hjem-staten. Det var lidt overraskende at finde ud af. Der var også tale om stolthed, stor stolthed, for at være med til at forsvare hjem-staten.

Så faldt læsningen efterhånden på selve kamphandlingerne. Igen, hvorfor melder man sig til at kæmpe med fare for at blive dræbt selv. Lidt af det er allerede nævnt. Ære og stolthed er en stor del af det, der fik dem til at stille op.

Og hvordan ind i helvedet føler man så det, når man på rad og række, vandrer hen over en slagmark mod en fjende, der gør det samme, stopper op, sigter og skyder på omkring 100 meters afstand af hinanden UDEN at dukke sig eller smide sig i dækning når fjenden gør det samme ? Hvad var det for en måde de kæmpede på ? Hvorfor sådan ?

Og hvorfor var Sydstaterne så suveræne i borgerkrigens start på trods af deres færre antal og deres dårligere udrustning i forhold til Nordstaterne ? Lidt af forklaringen kan simplificeres således med sammenligning her til Danmark:

Førstefødte søn arver gården eller virksomheden. Søn nr. 2 og/eller 3 bliver politimand.....i DK ;-)

I Syden var det lidt det samme. Førstfødte arvede og søn nr. 2 og/eller 3 valgte så tit at søge om optagelse på et af Militær-akademierne (West Point er vel det kendteste akademi) for at uddanne sig til officer. Da de enkelte sydstater så efter tur brød ud af Unionen, så valgte de officerer, der var fra sydstaterne af, også at træde ud af US Army for at tilslutte sig deres hjemstats hastigt oprettede militær-enheder. De fleste - og de bedste - af officererne i US Army var Sydstatsfolk og derfor havde Sydstaterne i starten det taktiske overtag, da de havde de fleste uddannede officerer.

Og hvem var så de mennesker eller officerer så ? Jo - Syd tabte som bekendt (og godt for det, synes jeg) borgerkrigen. Efter krigen diskuterede man i Syd så enormt meget HVORFOR man havde tabt og hvis skyld det var, at man havde tabt. Mange af de deltagende officerer skrev så deres memoirer/erindringer med mange gode beskrivelser af deres gøren og laden samt forklaringer og også en del bortforklaringer på hvorfor o.s.v. Der er rigtig mange erindringsbøger skrevet af sydstatsofficerer, endda rigtig mange, og til gengæld er der meget få skrevet af nordstatsofficerer.

Når man så læser disse bøger (erindringer/memoirs), så lærer man disse mennesker meget godt at kende. Man lærer om deres opvækst, deres opdragelse, deres æres-kodeks, deres stolthed, deres moral, deres religiøse tanker, deres loyalitets-begreber, deres personlige mod, deres selvopofrelse, nogens fanatisme, deres bevæggrunde o.s.v. På mange områder er det dybt fascinerende at lære det at kende. Det er jo en hel anden tid og meget anderledes hvad angår alle de værdier de havde dengang i forhold til idag....og især i forhold til os danskere, synes jeg. Og det er både officererne men også de menige sydstatssoldater, der havde det sådan.

Når man så læser videre og især om selve kamphandlingerne og slagene i de meget detaljerede og dokumenterede bøger der er skrevet i dag (de sidste 50 år), så finder man ud af, at ret mange af sejrene - eller nederlagene - skete på baggrund af overvejende 2 ting, nemlig den ene parts personlige mod og vilje og den anden parts fejl...........eller at balancen tipper over p.g.a. tilfældigheder.

Der var heller ikke nogen front, der blev kæmpet ved. Det var hær-enheder på størrelser mellem 10.000 og 100.000 mand, der drog rundt og kæmpede mod hinanden i enkelt slag eller flerdages-slag og kampagner. Transport foregik til fods, først sent i krigen benyttede man tog, for at komme frem. Det var store afstande man gik. Kommunikation foregik pr. kurer med hest. Først sent kom telegrafen ind i billedet. Alle forsyninger blev transporteret frem pr. heste-vogn i enorme vogn-tog og også disse over 100-vis af km. Tænk at skulle forsyne de mange spredte hære og enheder; det har været et enormt forsyningsmæssigt og logistiskt arbejde. Ofte levede man af landet undervejs. Man tog simpelthen hvad der var af landbrugsvarer undervejs og konfiskerede/stjal.

Alt i alt er der simpelthen så mange ting, der er spændende ved den krig. Som sagt er der mange bøger og det er faktiskt den første store krig, der er beskrevet så godt af dels de deltagende soldater/officerer og dels af eftertiden, ligesom det er den første rigtige krig, hvor der var krigskorrespondenter der skrev til aviserne. Og også den første krig der blev dokumenteret via fotografiet's fødsel.

Jeg ved ikke om det er en fyldestgørende forklaring, Rasmine, men det er et forsøg derpå.

Og jeg har nøjagtig det på samme måde med hensyn til Guldalderen og anden kunst; du har jo andetsteds set min bogliste over det, om møbelarkitektur, om.....ja - om mange andre ting, som jeg interesserer mig for.

Jeg er sgu' nok lidt nørdet og kunne nok blive ved med at skrive og snakke om det.....hvad det nu måtte være.

Under en af de allerførste Guldalder-udstillinger der var her - den første Golden Days Festival ? - var Lillemor og jeg på Statens Museum for Kunst og se den store udstilling der. Der var ikke gået mange split-sekunder, så fortalte jeg Lillemor - når vi stod foran de forskellige billeder - detaljeret om dette, dets tilblivelse og om maleren o.s.v. Jeg lagde godt mærke til, at der var mange mennesker til udstillingen. På et tidspunkt opdager jeg, da vi går fra et billede i en sal til næste sal, at der står mange mennesker og kigger på det billede vi lige har forladt og som jeg har snakket om til hende. Lidt senere opdager, da vi er ved at være færdige med udstillingen, at folk har fulgt med. Jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for Lillemor griner og fortæller mig, at jeg havde haft hele flokken med rundt "på en lytter". Der er endda nogen, der takker mig "for underholdningen" og endda oplyser, at de troede at jeg var en "officiel guide" på udstillingen, så derfor var de fulgt med rundt.......

Igen - jeg er sgu' nok lidt nørdet, når jeg først går igang med noget der interesserer mig.

Civil War Reenactment, Jægerpris 2010.

Som det nok er bekendt, er jeg "rimeligt meget" interesseret i Den Amerikanske Borgerkrig - The Civil War - 1861-1865. Der findes foreninger over hele USA, hvor man grupper/foreninger hvori man "lever som dengang" - d.v.s. man har uniformer, man er grupperet i regimenter o.s.v. Stort set alle byer har sådanne foreninger som er baseret på de regimenter de stillede med i Borgerkrigen. Man samles på bestemte dage og genopfører de forskellige slag o.s.v., o.s.v. Der kan deltage fra 50-100 mand til adskillige 1.000'nde. F.eks. er der hvert år et kæmpe arrangement i Gettysburg hvor der deltager adskillige 1000 fra hele USA som bruger deres ferie på at genleve det slag. I 2013 - om 3 år altså - er det 150 år siden, at slaget fandt sted og man forventer - det har jeg læst mig til - at der til det arrangement vil deltage omkring 15.000-20.000 Reenactere fra hele USA og sågar også fra Europa.


I Danmark har man og så en foreninger der omfatter såvel Nordstats- som Sydstatsregimenter og disse arrangerede i fælleskab med svenske, norske og tyske ligesindede et reentactment arrangement her i dagene 5. - 8. August 2010 i Jægerpris. Det var et lukket arrangement, men jeg fik alligevel "sneget mig med på en kigger" - man har vel kontakterne i orden ;-) - og det var idag Lørdag d. 7 jeg var der (jo - jeg har fået henvendelse om at blive medlem, men nej; for fanden da - jeg er snart 55 år, overvægtig, ude af form, problemer med knæ, allergi og mange andre gode undskyldninger...iøvrigt er min interesse ren akademisk og historisk ).


Jeg smider her en stribe foto's fra dagens arrangement - uden yderligere kommentarer andet end at jeg alligevel bukker mig i støvet for deltagernes engagement og indleven i det.

Min USA ferie 17.-28. Maj 2010. Washington og Gettysburg m.m.

(Her er et link til min ferie i Gettysburg og New York i 2012)

Mandag d. 17. Majkl. 14,30 satte Lillemor og jeg os til rette i SAS-maskinen fra København direkte til Washington. Det havde været med lidt bange anelser, da en hvis islandsk vulkans aske dagen før havde lukket det irske og nord-engelske luftrum og om morgenen truede med at lukke for det syd-engelske luftrum. Men vi kom altså afsted og landede i Washington ca. kl. 14,30 amerikansk tid - dansk tid var ca. kl. 20,30 (6 timers tidsforskel). Vi holdt den gående med en amerikansk middagslur men gav op og gik i seng kl. 20,30 amerikansk tid = 03,30 dansk tid.

Om morgenen amerikansk tid var vi rimeligt veludhvilede og oppe - for mit vedkommende - kl. 06,00 hvor jeg gik ned og røg på en bænk foran hotellet (Washington Marriott meget midt i centrum).

Vi skulle være i Washington frem til søndag morgen, så der var næsten en hel uge foran os.
Vi fik set en masse og travet en masse.

Vietnam Memorial i/på The Mall. Alle døde/savnede amerikanske soldaters navne er anført på denne lange sorte marmor-væg i den rækkefølge de meldt dræbt/savnet i. Vistnok ca. 50.000 navne. En mærklig følelse at stå der.

Vi var også på en masse museer. Ovenfor på Air- and Space Museum under Smithsonian Institute. Smithsonian er en kæmpe-institution med en masse museer under sig (Naturhistorisk = dinosaur o.s.v., historie, galleri, ovennævnte air halløj, indianer museum og meget mere) og alt liggende centralt langs The Mall. På dette museum alt om Apollo o.s.v., månelandinger, Hubble o.s.v. Meget interessant at se alle de rumkapsler m.m.

Udover Vietnam Memorial er der også Lincoln Memorial (det er Lincoln og mig ovenover), Washington Memorial (en høj søjle) + en masse flere langs The mall.

En dag ville vi se "The White House". Der var afspærret, da vi kom derhen. Mange politi-folk og soldater og der stod nogen kanoner. 5 minutter efter skød de salut (18 skud). Den mexicanske Præsident var på besøg, fik vi at vide.

Da det var overstået - salutten altså - fik vi lov at gå over græsplænerne til et hegn neden for det hvide hus.

Lillemor ses i sin røde regnfrakke i raske fjed mod det hvide hus. Dette var eneste dag der var lidt små-regn. Kun ganske lidt og let. Ellers var der ca. 25-30 grader varmt hver dag og høj luftfugtighed.

Her er vi så fremme ved det tilladte hegn. Som det ses foregik der et eller andet deroppe.

Og lige pludselig kunne vi i højttalere høre Præsident Barack Obama's stemme byde den mexicanske præsident velkommen og så holdt han tale. OK - det var altså Obama en af de der "klatter" deroppe. Fedt nok. Så fik vi den oplevelse med.

Interstate 66...eller Route 66 går fra Washington mod Californien. Vi kørte faktiskt på den vej fra/til Dulles Airport udenfor Washington.

Capitol med Kongressen så vi også, men kun udefra. Flot byggeri. Hele Washington er jo en planlagt hovedstad og den er faktiskt vældig flot, stille og ren. Slet ikke som Rom, London, Paris, Stockholm, Oslo, Helsinki, Amsterdam, Berlin eller København for den sags skyld.

Om Torsdagen havde vi besluttet os for at tage med toget - Amtrak - fra Union Station og de knap 200 km ned til Richmond i Virginia for at se "Museum of the Confederacy". Et museum udelukkende omhandlende Sydstatshæren under den amerikanske borgerkrig (1861-65), som jeg går vældig meget op i og som er en/den væsentligste årsag til at JEG valgte årets feriemål. Nu har jeg i mange, mange år læst og købt et hav af bøger om den amerikanske borgerkrig, så nu ville jeg altså se og opleve en del af det som jeg gennem årene har læst om.

Museet ligger i tilknytning til Sydstaternes svar på "The White House" (hvad det også hed og stadig hedder), for her boede Jefferson Davies, som var præsident for "Confederate States of America" = Sydstaterne, under borgerkrigen. Det hus så vi indefra. Bogstaverne CSA står dels for ovenstående og dels for "Confederate States Army" = Sydstatshæren. Ligesom USA o.s.v.

Sydstatshærens øverstebefaldende General Robert E. Lee's uniform, som han havde på, da han d. 9.April 1865 overgav sig ved Appomattox Court House i det Sydlige Virginia til nordstatshærens øverstbefalende General U.S.Grant.

General Robert E. Lee's telt med "indbo" som han brugte under felttogene under borgerkrigen.

Et Sydstats "Battle-flag" med skud-huller i samt ejendele der har tilhørt generalerne Pickett, Kemper, Garnett og Ewell.

Jeg skal forskåne jer for de ca. 150 foto's jeg tog på museet af alle mulige uniformer, våben, flag m.m., men for mig var det sådan, at jeg havde "Stå-pels" under hele opholdet der. Tænk jer, at jeg så alle mulige generalers og meniges (og andre officerers) uniformer, sværd, geværer, hatte, støvler o.s.v. Folk som jeg har læst om i så mange år og nu så jeg det med egne øjne. Fantastiskt.

På togturen tilbage til Washington opdagede jeg, at ruten gik gennem mange af de slagmarker jeg har læst om. Igen fantastiskt at se de områder og byer.

Næste dag var vi på Arlington-kirkegården. USA's nationale kirkegård. Huset med søjlerne man kan se på billedet er Arlington House og var Robert E. Lee's hus/plantage indtil borgerkrigen brød ud, hvorefter Nordstatshæren besatte det dagen efter. Lee kom aldrig tilbage til huset.

Washington ligger ved floden Potomac i delstaten Maryland. På den anden side af floden ligger delstaten Virginia, hvor Arlington ligger. Washington er nu et autonomt område - District of Columbia = Washington D.C. - og dækker et lille område på størrelse med København på begge sider af floden.

Nåh - men altså, der ligger vistnok 250.000 begravet på Arlington og den bruges stadigvæk. Vi hørte gevær-salver for pågående begravelser rundt omkring. Præsident Robert F.Kennedy og Jaqueline ligger også - blandt mange andre notabiliteter - begravet her og deres grav så vi sammen med 1000-vis af andre gæster denne dag.

Søndag morgen kørte vi så i lejet bil - automat-gear - afsted fra Washington gennem Maryland til Pensylvania til byen Gettysburg, hvor vi skulle være i 2 hele dage. Udelukkende for at se museet der og slagmarken for det største slag under borgerkrigen. Slaget varede fra d. 1.Juli til og med d. 3.juli 1863 og der deltog godt 80.000 Sydstatssoldater og knap 105.000 Nordstatssoldater. Selv området, hvor slaget stod, er knap 6 km langt og 3 km bredt inkl. den lille by Gettysburg, så det er rimeligt overskueligt. Efter ankomsten til hotellet kørte vi straks ud til Slagmarkens Visitor-center, hvor der er en kæmpeudstilling/museum om slaget med kanoner og uniformer, en dokumentarfilm om slaget og selvfølgelig en kæmpe museums-butik med alt til faget tilhørende.Museumsbesøget var det eneste vi nåede den dag og der var mere end rigeligt at se på. Om aftenen gik vi rundt i Gettysburg by. En lille by faktiskt. Ikke meget anderledes i udseende siden borgerkrigen - altså ikke meget større. Men hele byen ville være et hul, hvis ikke det var fordi, der havde været et slag der. Hele byen er lagt an på dette. Et hav af små museer, butikker (især souvenir), restauranter der alle kredser om emnet. Men sjov gammel by med de der typiske western-agtige huse i 2-3 etagers højde med lidt facader og lignende.

Næste dag - Mandag - startede vi så selv turen rundt på slagmarken. Vi havde et kort kort over slagmarken med angivelse af alt hvad der skete, hvor og hvornår og med hvem. Hele slagmarken er fyldt med mindesmærker over alle mulige regimenter o.s.v., stats-memorials, en masse kanoner her og der. Hele området er en National-park så området bevares som det så ud den gang med veje (dog nu asfalteret) og hegn som dengang.

Vi fulgte turen rundt helt slavisk og tidsmæssigt. Det vil sige, at Lillemor kørte bilen og jeg hoppede ud hvert andet øjeblik for at se et mindesmærke, en planche, en kanon, et kort, en statue o.s.v. Imens sad Lillemor og læste i bilen. Billedet ovenfor viser Sydstatsgeneralen Robert E. Lee's hovedkvarter på slagets første dag - en enkes hus han "lånte" i dagens anledning.

I en antikvitetsbutik købte jeg en foret æske med kugler/projektiler fra slaget. Jeg købte også en stribe løse (ikke løst krudt) kugler. Måske en underlig ting at gøre, men det gjorde jeg altså. I nogen butikker kunne man købe alt muligt originalt fra slaget/borgerkrigen; uniformsdele (jakke, frakker, hatte o.s.v.), remme, tasker, våben af alle slags, kanonkugler og som vist ovenfor gevær-projektiler.Ved alle "vigtige steder" er der planche-skilte der viser og forklarer stedet. Planchen ovenfor viser Pickett's Charge. Altså det store angreb på slagets sidste dag. På planchens billede er angivet de forskellige punkter på Nordstatslinien. Skiltet står altså på sydstatslinien og altpå udgangspunktet for angrebet. Nedenfor er mit sammenlignelige billede af samme.

Den store gruppe træer lidt til højre for billedets midte, er angrebets fokus-punkt; det Lee' kaldte for "a corpse of tree's" og det var det punkt alle sydstatsregimenter skulle sigte og angribe imod. Afstanden over åben grund var ca. 1,4 km som syds angrebskolonner gik i en regn af kanonkugler og granater. Mærkeligt at stå samme sted og se det. Jeg en en hel del af vejen for Pickett's Charge.

Jeg har valgt en lille håndfuld billeder ud fra slagmarken. Jeg har vist nok taget ca. 300 foto der, men dem vil jeg forskåne jer for. Her er altså håndfuld.

Slagmarkens største mindesmærke/Memorial. Det er for Staten Pennsylvanias soldater, der deltog. Ca. 34.000 mand og alles navne uden undtagelse er vist hele vejen rundt på mindesmærket.

Adskillige steder er der denneher slags skilte. Dette er for Oberst E.P.Alexander's kanonbatterier, der stod for selv ild-forberedelsen på slagets 3. dag forud for Pickett's Charge.

Billedet her, er Little Roundtop ude på Nordstaternes absolutte venstre flanke, hvor især kampen mellem Oberst Joshua Lawrence Chamberlain's 20. Maine Regiment's kam mod Oberst Adam Oates 15. Alabama Regiment er det, det kendes mest for.

Kanoner langs de originale brystværn mod eller langs med og mod "Corpse of Tree's". Man kan se Pennsylvania-mindesmærket over den hvide bil i midten og Little Round Top er bagved igen.

Billedet her er fra Nordstaternes linie. Den hvide "klump" i skovbrynet er en kæmpe-statue; "Virginia Memorial" og samtidigt udgangspunktet for Pickett's Charge. Altså: Fra Skovbrynet dernede, kom der altså på rækker efter hinanden knap 15.000 Sydstatssoldater i et angreb netop mod dig/mig/beskueren. Der er mange hegn der skal forceres på vejen herop.

Det her billede bare for at vise, at der er mange skilte og mindesmærker.

Undertegnede ved Mindesmærket for "Corpse of Tree's". Pyha - noget rystende at være der, når man har læst hvad der skete.

Igen undertegnede ved en af de mange, mange kanoner der står allevegne. Der er virkelig mange hele slagmarken rundt.

Her har jeg netop opdaget og læst på stenen foran mig, at det var lige netop HER, at CSA Brigadegeneral Lewis Armistead blev ramt (og døde). Han var lige kommet små 20 meter forbi US brystværnet i baggrunden. Jeg havde få dage for inden i Richmond set hans blodbestænkte uniformsjakke, hat og sværd. DET gav "stå-pels" på armene, ja over det hele.

Ja - bare mig ved en af de mange, mange plancher. Bemærk kanonerne og mindesmærkerne i baggrunden. Sammenlagt brugte jeg nok næsten 2 hele dage der, men kunne godt have brugt mere tid.

Fra Gettysburg kørte vi så videre gennem Pennsylvania og op til staten New York (ikke byen ude ved Øst-kysten), hvor vi havde en overnatning i en lille by (et hul af rang) der hedder Corning.

Næste dag kørte vi videre til byen Buffalo, hvor vi skulle være 2 dage for at se Niagara vandfaldet m.m.

Her ses Lillemor på grænsebroen mellem USA og Canada. Grænsen løber mid i floden Niagara. Den mest berømte del af vandfaldet, "The Horseshoe" ses bedst fra Canada-siden. På billedet ses den amerikanske del af vandfaldet til venstre med "The Horseshoe" i baggrunden. Det er udover "The Horseshoe" nogen mennesker i tidens løb har taget turen i tønder m.m.

Her ses "The Horseshoe" med en turistbåd, der sejler ind i vand-støv-skyen midt i vandfaldet. Der er konstant en enorm larm fra det brusende vand.

Der er også mange regnbuer. Her har jeg fanget en af turistbådene lige nedenfor faldet under en regnbue. Man kan se den amerikanske del af vandfaldet længst til venstre.

Vi vandrede altså fra USA og ind i Canada og tilbage igen den dag. Dagen efter kørte vi nordpå og ind i Canada til en lille nydeligt puttenut by der hedder Niagara-on-the-Lake og som ligger ved Lake Ontario (Buffalo ligger ved Lake Erie). Det er en rigtig dukke-by at være i. Alting er så nydeligt og rent og putte-nutte-agtigt og faneme om der ikke ligger en forretning der, der hedder Silkeborg (og som sælger bl.a. Skagen ure).

Chip eller Chap - det er ihvertfald et Jordegern (Chipmunk) der var lige foran os der på fortorvet. Dem var der et par stykker af. I Washington var der iøvrigt Grå-Egern i oceaner af mængder overalt.

Canada's ældste og stadig fungerende kro. Et eller andet med -Inn. Jeg har lige p.t. glemt navnet, men vi var inde og spise frokost der.

...og de har en udmærket lokal øl der, som det ses af mit salige smil. Jeg fik iøvrigt Bangers and Mash der (pølser med kartoffelmos) og Lillemor Shepherds Pie med canadisk - ja canadisk vin til.

Her ses en canadisk vinmark. Man kan se det canadiske flag ved gården. Jeg anede ikke at de lavede vin i Canada, men det gør de altså. Og den smager også udmærket.

Fra Buffalo fløj vi indenrigs tilbage til Washington hvorfra vi så næste dag fløj hjem til København og landede der søndag morgen 07,45 d. 28. Maj. Jeg er lige - føler jeg - kommet mig over jet-lagget.

Men en dejlig tur. Amerikanerne - dem vi mødte - er flinke mennesker. Stopper man med et kort i hånden kommer der straks en og spørger om de kan hjælpe. Men mad kan de ikke lave. Alt brød er hvidt, blødt hvedebrød. Alt sovses ind i fed sovs. Og det er kæmpe-portioner, så nu forstår jeg hvorfor folk i Amerika har "doggy-bags" med ud fra restauranter. Ikke at vi selv gjorde, men det gjorde "de indfødte" ganske naturligt.