Viser indlæg med etiketten Nyhavn. Vis alle indlæg
Viser indlæg med etiketten Nyhavn. Vis alle indlæg

lørdag den 15. december 2012

Lørdagsfrokosten.....

 
 Min svoger (Lillemors lillebror) og svigerinde har den "geniale" ide begge at have fødselsdag d. 22. December. På sin vis er det praktiskt, da der kun er en dag at huske, på den anden måde så er det upraktiskt da deres fødselsdag ligger "klods op ad Juleaften".......og en mindre detalje er så, at de bor lige uden for Nykøbing Sjælland på vejen mod Rørvig.

Men altså - vi havde med dem aftalt, at de kom herind, for så ville vi give en omgang frokost og den havde vi besluttet skulle være på "Arbejdermuseets" Cafe og Ølhalle som ligger netop i forbindelse med Arbejdermuseet og hvis interiør er fra slutningen af 1890'erne af.
 
Arbejdermuseet ligger i Rømersgade. På billedet ses det ovenfor og det grønne er Botanisk Have og hvis man vender sig, så kigger man på Israels Plads med Torvehallerne. Altså smaddercentralt og lige ved siden af Nørreport Station - som vi kan nå med både S-Tog og Metro.

Arbejdermuseet er virkelig et besøg værd. Det er som at gå i en tidslomme - en tidsrejse om man vil. Der er mange ting man kan genkende fra sin barndom af og fra tidligere tider. De har en meget sjov museumsbutik, hvor man kan købe bøger og alt muligt "skrammel" fra de gode gamle dage af. Det er herligt at gå og se på.
 
Derudover har man bevaret Festsalen i dens originale udseende fra slutningen af 1800-tallet. Husk på, at bygningen var en af de første huse af den slags, som her i København kaldes for "Folkets Hus" og som der lå/ligger en del af rundt omkring i de gamle arbejder-distrikter. Denne festsal er iøvrigt brugt i mange film; "Barndommens gade" for at nævne en af dem.
 
Nåh - vi skulle altså IKKE på museum, bare spise i den gamle "Cafe og Ølhalle 1892". Det staves altså sådan - Ølhalle - og den er fra 1892, et herligt sted med rigtigt gammeldags indretning og med rigtigt gammeldags spisekort med gamle danske retter og smørrebrød; bl.a. kan man til den efterfølgende kaffe faneme få KIKSEKAGE !!!!!! 
Den kan jeg huske fra min barndom af og den får jeg altid et stykke af, når vi - Lillemor og jeg - spiser derinde. Egentlig, når man tænker over det, en ret ulækker og usund kage.....but what the heck - noget skal man jo dø af, ik' ?
 
Men altså, Lillemor og jeg havde parkeret ved Flintholm Station og taget Metroen til Nørreport, for vi havde afltat med Svoger og Svigerinde at mødes foran Torvehallerne på Israels Plads. Svoger er i sin fritid "Redningshundefører" - I ved de hunde der bruges til eftersøgninger o.s.v. - og han har udover denne en mindre hund til. Disse skulle jo luftes efter den lange tur fra Nykøbing af, så vi gik - i regnvejr - tur i Ørstedparken, så ned ad Nørregade, ad Krystalgade, ad Fiolstræde, ad Kannikestræde forbi huset hvor Peter Faber skrev "Højt fra træets grønne top" og til Købmagergade ved Regensen lige overfor Rundetårn. Her "løb" vi ind i en gruppe unge mennesker - et kor - som stod der og sang sange fra de forskellige "Julekalendere" fra TV af. 
 
 Det var ret herligt - de smådansede i takt samtidigt. Behøver jeg at sige at det stadig regnede ? 
 
Videre ad Købmagergade til Kultorvet. Her kunne jeg høre noget "plingeling" og kiggede på uret. Joh - Livgarden var på vej til vagtafløsning på Amalienborg. Herunder ses de på vej over Kultorvet som stadig er under renovering. 
 
 
  
 
 De 4 billeder ovenover er forresten taget med min Mobiltelefon......i regnvejr.
 
Herfra gik vi så ad Pustervig  til Suhmsgade og så ad Landemærket, Sværtegade, Vognmagergade og Kristen Bernikowsgade til Strøget og så op til Kongens Nytorv og så en smuttur frem og tilbage gennem Nyhavn og den Julehalløj. Det var herligt at gå af de nævnte gamle gader og de gamle huse fra 1700 tallet som den del af byen er smækfyldt med. 
 Nyhaven er Nyhavn - et Gedemarked uden lige. Der er Julemarked i denne tid og der er langs kaj-kanten rejst en masse små boder hvor man kan købe alskens bras med mere.....og masser af mennesker. Glemte jeg at sige, at det stadig regnede ?
Herfra så den lige vej tilbage over Kongens Nytorv og ad Gothersgade til Nørreport, de 50 meter af Frederiksborggade til Israels plads, hvor Svoger afleverede vovserne i deres bil i P-kælderen.
 
Nu var det tid til frokosten, for vi havde bestilt bord til kl. 13,00.
 
Lidt skuffet blev jeg. De havde IKKE deres ordinære spisekort med alle de gamle retter og smørrebrødstyper - næh, de havde istedet rigtig gammeldags Julefrokost buffet og det var så sandelig ikke så ringe endda :-)  med bl.a. BLODPØLSE !!! Hold da op - der kan gå år imellem jeg får det. Men vi gik hele vejen; forskellige slags sild, laks, rejer, sylte, lun leverpostej, lune frikadeller, flæskesteg, finker, Blodpølse, æbleflæsk....you name it...og vi sluttede af med en rigtig god Ris-a-la-mande hvor der var rigtig mange mandel-stykker i og en god kirsebærsovs.  
 
 Herover ses svigerinden og Lillemor; jeg har utallige billeder af Lillemor, hvor hun liiiige når at få lukket øjnene/blinket. Ret begavet udtryk, synes jeg ;-) . 
 
 Herunder et Vué gennem lokalet - taget med Mobiltelefonens kamera (som også det ovenfor igen).
 
Vi kunne ikke rokke med ørerne, da vi var færdige - puha....men dejligt var det. 
 
 
 Herover ses et dagslysbillede af Cafe og Ølhalle 1892.
 
Bagefter smuttede vi over i Torvehallerne og indhandlede lidt delikatesser hver især og sagde farvel til svoger og svigerinde. 
 Jeg blev også sendt hjem herfra, da Lillemor ville indkøbe visse ting til Julen og som jeg ikke skulle blande mig i. Lykkelig var jeg :-) - byen var fuldstændig fyldt med mennesker på jule-indkøb.
 
På Nørreport Metro-station sad dette en-mands-orkester og spillede: 

 
Han sad med en lille storetrømme  med fod-pedal og en lilletromme, en mikronfonholder og en rytmeboks af en art der understøttede med nogen melodiøse frembringelser og så sang han ellers af karsken bælg derudaf. Det lød ret godt - det var "rockede" julemelodier han fyrede af.
 
Jeg var hjemme ved 16-tiden og Lillemor dukkede op ved 18,30-tiden.
 
 
Og så lige Sporten kort:
Her til aften spiller Ishockey-landsholdet sin sidste landskamp for i år i Lyon i Frankrig. Landsholdet deltager i en 4-Nationers turnering hvor modstanderne er Slovenien, Letland og Frankrig. De har vundet de 2 første kampe mod Slovenien og Letland og spiller netop nu mod Frankrig - den står 1-3 lige nu, hvilket betyder at de har vundet den turnering. Knægten er med igen. Han er med sine 33 år og 9 måneder holdets ældste og han spiller i aften sin landskamp nr. 172. Det gør ham til den spiller i Danmark gennem tiderne, der har spillet 9. flest landskampe. Det synes jeg faktiskt er ret godt gået.

søndag den 4. september 2011

På museum.....og bodega.

På denne så ellers pragtfulde dag havde Lillemor og jeg besluttet at vi ville se Kunstindustrimuseet i Bredgade i København. Kunstindustrimuseet....hedder også Dansk Design Museum.

Museet hører til i det gamle Frederiks Hospital. Hospitale blev bygget af Frederik d. 5 i 1752-1757 til brug for Stadens indbyggere. Søren Kierkegaard tilbragte sine sidste dage som indlagt her.

Museet (og det gamle hospital) er en nærmest firlænget gård. I haven midt inde i er der om sommeren udendørs teaterforestillinger. Det kaldes for Grønnegårds Teatret og der spilles bl.a. meget Ludvig Holberg der.
Men altså museet....det er her at det meste danske kunsthåndværk og design er udstillet. Udstillingen går fra 1500-tallet og op til idag. Der er megen dansk møbel arkitetur derinde og det var formålet med at være der. Alle de "store" er repræsenteret; Børge Mogensen, Kaare Klint, Mogens Koch, Poul Kjærgaard, Nanna Ditzel, Finn Juhl, Arne Jacobsen, Hans J.Wegner, Poul Henningsen, Werner Panton, Kay Bojesen og mange flere. Alt sammen noget jeg er ganske pjattet med. Og der blev kigget og læst og kigget.
Bagefter gik vi hen på Toldbod Bodega på Esplanaden og fik en god gedigen dansk frokost...lun leverpostej, hønse-salat o.s.v. og god kølig øl.
Bodegaen bryster sig at være Københavns formentlig ældste restaurant....men det må siges at være en tilsnigelse. Kender et par stykker, der er ældre. De skriver også at guldaldermalerne Købke og Sødring boede der sammen, men også dette er en fejl; de boede i huset til venstre for. Men maden var god. På billedet kan man til højre for Bodegaen se Nyboder Boghandel - en fantastisk boghandel i den gode gammeldags stil.
Efter frokosten slentrede vi op gennem Store Kongensgade til Kongens Nytorv og gik ned gennem Nyhavn, rundt om Skuespilshuset og langs Amaliehaven til Toldbod Brygge til Kastellet hvor vi havde parkeret på Grønningen lige op til. Der var rigtig mange mennesker i byen på sådan en Søndag.

mandag den 13. juni 2011

En liden eftermiddagstur sammen 1.000.000 andre......

Idag 2.Pinsedag tog Lillemor og jeg lige et sving ind forbi havnen med vores sædvanlige gåtur. Jeg for min del havde troet, at der var mange træ-skibe i havnen, fordi det i lokal-nyhederne havde været annonceret at der i Pinsen var stævne med op til 112 gamle træ-skibe. Nu var der kun en pæn håndfuld - bl.a. Fulton - tilbage; de andre må være taget afsted Søndag eller til formiddag. For Lillemors del tror jeg bare det var gå-turen i det gode vej samt ikke mindst en kæmpe-isvaffel i Nyhavn der trak.

Ud for Toldboden lå Kongeskibet Dannebrog for anker. Det slår mig hver gang, hvor lille den egentlig er i virkligheden. Men flot er den, som den lå der.
Der var en million mennesker ude at gå. Mange af dem - vel de fleste - var turister og især mange japanere. OK - de trænger vist også til at komme lidt væk fra de sørgelige begivenheder hjemme.

I Nyhavn oplevde det udsæfvanlige at se broen - den eneste der er over Nyhavn - ved Toldbodgade gå op. Ud sejlede en lille 1 mastet fiskekutter - velholdt selvfølgelig.

Og sandelig om der ikke kom en anden ind i Nyhavn lige bagefter. Det sker efter devicen 1 ud = 1 ind. Der er jo ikke så meget plads, men flot at se alle de sædvanlige mange træskibe der altid ligger i Nyhavn.
Billedet ovenfor illustrerer et vue ned ad Nyhavn og hvor man kan se de mange mange master til højre. Til venstre ses parasollerne fra alle fortorvsrestauranterne som var totalt fyldte i det gode vejr. Sjovt nok virker det ikke som om der var mange mennesker på billedet.....men det var der.

Oppe ved Kongens Nytorv valgte vi turen gennem Bredgade og ned til Kastellet hvor vi altid parkerer.

Der er mange flotte huse i Bredgade. Kvarteret kaldes jo for Frederiksstaden fordi det ligger omkring Amalienborg. Flotte palæer og ny-klassicistiske huse og flotte Borgerhuse er der næsten hele vejen.
Billdet ovenfor - detaljerne kan nok desværre ikke ses godt nok - er af et hus lige over for den Romersk-Katolske Hovedkirke (Domkirke ?) i Danmark. Der er søjler og kapitæler og snirkler og forsiringer og figurer og alt muligt på det.  Det er det her med at kigge op når man går i byen.

En dag skal jeg prøve at tage nogen biller af en Teknisk Skole ved Nørreport. Oppe under tag-udhænget er der en helt fantastisk frise, der er værd at studere.


Billedet ovenfor her, er til gengæld af den Russiske Kirke i Bredgade - den græsk-ortodokse hovedkirke i Danmark. Kuplerne øverst oppe er forgyldte og glimter vidt omkring. Sjovt iøvrigt at begge de katolske kirkers hovedsæder ligger i samme gade og skråt overfor - med lidt afstand altså - for hinanden.

Nedenfor er en af bygningerne der udgør Østre Landsret. Man kan ane det flotte murstens-mønster i bygningens facade.


Det var vores lille gå-tur idag. Iaften kommer sønnike og svigerdatter og skal affodres. Den står på gris på grillen - kamsteg - og så ellers nye kartofler med dild på og kold sauce med dild i. DET er guf for mennesker.

lørdag den 1. januar 2011

Tur 1. Nytårsdag 2011 i Københavns Havn

Lillemor og jeg har en københavner-tur vi går en eller to gange om måneden og det året rundt. Idag d. 1. Januar 2011 - Godt nytår til alle forresten - tog vi afsted for at se om havnen stadig var islagt. Vi parkerer altid ved Kastellet og går så ud gennem porten ved Nordre Toldbod. Jo - der var masser af is i havnen.

Først så vi en der skulle spille smart ved havne-bussens (vi har i Københavns Havn nogle havnebusser som sejler rundt i havnen som busser og hvor almindelige buskort, billetter, klippekort skal bruges) anløbningstoppested. Han skulle lige prøve om isen kunne bære.
Lige overfor Toldboden ligger Holmen - flådens gamle havneområde. Her ligger en af de udrangerede Fregatter, Peder Skram, nu som museumsskib. Der er også en U-båd og en Motor-torpedobåd som museumsskibe. I billedet ses også den gamle maste-kran.
Som sagt masser af is. Det kan ikke ses rigtigt, men isen - de flager man kan se - er ca. 20 cm. tykke og selv om det ser brudt ud, så er det en fastfrosset masse eller is-flade. Mægtigt flot.
På turen langs kajerne kommer vi forbi Amalie-haven og Amalienborg Slot. Jo da - flaget var oppe så Dronningen var hjemme. Vi var ikke inde og hilse på - hun havde vist kur af en slags.
Der findes jo 2 sejl-skole-skibe i Danmark. Skoleskibet Georg Stage ligger altid i vinter-hi her i havnen ved Holmen. Det andet skoleskib - Danmark - ligger i Frederikshavn.
Her ses mere is og en "Is-måge" .......;-)
Turen fortsætter ned mod det ny Skuespilshus og rundt om dette. Herfra er fotograferet ud mod havne-indløbet. Man kan se Fregatten Peder Skram og Operaen til højre. Til venstre ligger Amalie-haven og Amalienborg.
Her er fotograferet over mod en af kanalerne ved Christianshavn. Der ligger en masse gamle små-færger og andre gamle skibe i hele området.
Lige overfor Nyhavn ligger Nordatlantens Brygge. Pakhuset med gavlen imod os til venstre er Nordatlantens Hus. Deri ligger Islands Ambassade samt også både Færøernes og Grønlands "ambassader" eller repræsentationer for deres Landsstyre eller Hjemmestyre. I huset - som er et gammelt Pakhus - er der også skiftende udstillinger af nordatlantiske kunstnere. Meget interessante. Også der ligger en masse gamle skibe, der sejlede på Grønland, Island og Færøerne i gamle dage. Derovre fra afsejlede fragt- og passagerskibene og også Grønlandsekspeditionerne Nordpå i gamle dage.
Ved indløbet til Nyhavn ligger på den ene side et hotel i et gammel pakhus og på den anden side ligger "Navigatørernes Hus" med et flot rundt hjørne og kupel på taget.
I den første sidegade, Toldbodgade, ligger det hus, som det gamle Bjærgningsselskab Svitzer boede i. Der er en afstøbning bronze af en gammel Dykker Maske mellem dørene. Bemærk forneden på øverste trin mellem dørene 2 "jern-himstre-gimster". Det er 2 sko- eller støvlerenser-jern fra gamle dage, da ikke alle gader var brolagte og hvor man så lige kunne tørre sine sko-/støvle-såler af på, så man ikke svinede (tog heste-pærer, mudder, hunde-lorte m.m. med ind). Sådanne rense-jern ses ved mange gamle huse i København endnu.
Her ses også bare et gammelt hus i sidegaden ved Svitzer's hus.
Jeg har med vilje ikke taget billeder i Nyhavn. Dels kender I dem fra alle mulige turistbrochurer o.s.v. og dels er det efterhånden blevet for kulørt og cafe- og tivoliseret efter min smag.
Ærgerligt, for der er mange gamle huse der - det ældste vistnok fra 1698 - og interessante er de da, men desværre er mange af stue-etagerne idag indrettet som cafeeer og restauranter. Slet ikke som i gamle dag hvor Kap Horn og Nyhavn 71 o.s.v. stadig var værtshuse med sav-smuld eller sand på gulvet, spytbakker ved baren eller i hjørnerne, jern-kakkelovne o.s.v. Jeg kom der nogen gange i mine unge dage, den gang det stdig var værtshuse af den "mindre pæne slags" og da var der stemning, sømænd, gadepiger..........og øretæver i farvandet, hvis man ikke opførte sig ordentligt.
For enden af Nyhavn ligger Kongens Nytorv. Her går vi enten ned ad Bredgade eller af Store Kongensgade tilbage til Kastellet. Idag valgte vi Bredgade. Vi startede på solsiden, men da jeg oppe fra husene tag-render kunne se dels is og dels sne hænge ud over netop tag-renderne, syntes jeg vi skulle gå over på skyggesiden. Og tak og lov for det. Lige da vi skulle gå over kom der et par kæmpe is-stykker drønende ned og smadrede med ordentlige brag i fortorvet. Hold da op - tænk hvis man var blevet ramt af de stykker, der kommer ned fra 5-6-7 sals højde, så havde man ikke overlevet.
Altså vi smuttede over på skygge-siden af gaden, der hvor tagene ikke var blevet opvarmet af solens stråler endnu. Og lidt længere henne så så vi stykker på størrelse med bordplader komme drønende ned og splintres på vejen.....heldigvis uden at ramme mennesker eller biler da de ramte asfalten/fortorvene. Det er simpelthen livsfarligt at gå derinde for øjeblikket.
Det var vores søndagstur.