tirsdag den 19. januar 2016

Johannes & Alhed Larsen på Ordrupgaard

Det gode ved at være pensioneret er at man har god tid om dagen og kan vælge f.eks. at tage på udstillinger i de "tidlige" tider midt på dagen og undgå myldret der kan være sådan et sted. I dag valgte jeg at tage på Ordrupgaard og se udstillingen "Johannes og Alhed Larsen - Et hjem i naturen" der varer indtil 21. Februar 2016....så den kan nås endnu.



(Som sædvanligt har jeg brugt mit mobiltelefonkamera og kvaliteten er derefter. Lys er ikke altid det bedste sådan et sted og for akvareller, tegninger og træsnit er der glas for så genskær er til stede. Husk at man kan trykke/klikke på billederne for at se dem større).

I dag var jeg en af de første på Ordrupgaard og kunne stort set gå uforstyrret og alene hele udstillingen igennem. Dog - i udstillingens anden halvdel (Ordrupgaards ny udstillingsbygning er ligesom delt i en del 1 og en del 2 adskilt af indgangspartiet i midten - blev jeg "indhentet" af en lærer og hans 7.klasse og det bragte.....skal vi sige en vis uro og snakken/mumlen......men det var alligevel dejligt at se de unge mennesker virke interesseret i de udstillede malerier m.m. De havde, som jeg opfattede noget af lærerens tale, åbenbart arbejdet med maleri i al almindelighed og denne udstilling i særdeleshed inden de kom her. Herligt.

Nu vil jeg gerne springe til et - for mig altså - Highlight på denne udstilling, bare fordi jeg er meget begejstret for lige netop dette maleri. Det forestiller 3 Urfugle (hanner for at være nøjagtig) i parringsspil på (formentlig) Vind Hede i Jylland. Urfuglen er nu uddød i Danmark og det er formentligt nogen af de seneste Johannes Larsen har malet her (som er på 95 x 131 cm og malet i 1941):

Nedenfor et udsnit af billedet. Jeg er helt pjattet med de farver han har fået med. Det græs i forgrunden, de røde hedefarver i mellemgrunden og så den lyse blå og gule og rosa himmel der er i baggrunden. Det er simpelthen......simpelthen......ja. Og så står Urfuglene knivskarpt i maleriet og med i det hele taget meget klare farver.

På udstillingen står der om billedet, at Johannes Larsen må have været tæt på for at have malet det. Det tvivler jeg nu på. Jeg har i Sverige oplevet Urfugle-dans adskillige gange og min erfaring er, at deres flugt-afstand - altså den afstand man kan komme ind på dem på - er meget stor. Han kan selvfølgelig have brugt et fugleskjul og sneget sig ud på dansepladsen ved nattetide flere timer før solopgang, men det tvivler jeg på; i hvert fald har jeg aldrig læst noget sted, at han nogensinde skulle have brugt et sådant. Jeg tror han har brugt utallige timer på studier på afstand med kikkert og lavet mange skitser af de enkelt fugle. Men for pokker hvor jeg er begejstret for det maleri og tilbragte lang tid foran det.

I starten af udstillingen er der udstillet en stribe træ-snit herunder 60 meget små træsnit, som blev brugt til at illustrere Steen Steensen Blichers digtsamling "Trækfuglene". Dem dvælede jeg også ved, for jeg har 7 af de der små træsnit i gamle enkle gyldne rammer (ikke sort som her). De er ikke meget mere end ca. 10 x 15 cm med ramme. Derudover har jeg 5 træ-snit af "normal" størrelse hængende.


Johannes Larsen var en fantastisk illustrator. Dels i træ-snits faget og dels i tegnings- og akvarel faget. Han illustrerede mange bøger bl.a. skulle han have illustreret E.Lehn Schiøler's fantastiske 5 binds-værk om Danmarks fugle. Der udkom desværre kun 3 bind, idet Lehn Schiøler gik konkurs med sine virksomheder i 1922 (især p.g.a. alt det der Verdensøkonominedgang der skete efter 1.verdenskrig). Et bind af denne ses nedenunder til venstre. Derudover formede Johannes Larsen partnerskab med tegneren/maleren/forfatteren Achton Friis om at illustrere dennes Bøger "De Danske Øer", "De Jyders Land" og "Danmarks store øer" som foregik rundt i landet ved sejlads i Kertemindefiskerbåden "Rylen" og hvormed de gennemrejste/besejlede  Danmark gennem flere somre. Et eksemplar af det første bind i "De Danskes Øer" ses nedenunder til højre. Det er nogle herlige bøger; jeg har (desværre kun) 3-bindsværket "De Danskes Øer".

Herunder en version af Steen Steensen Blicher's "Trækfuglene - en naturconcert"......den har jeg også:

Derudover, i starten af udstillingen, var der en stribe af de almindelige træsnit samt 3 tegninger der var akvarelfarvelagt. Dem har jeg før kun set som træ-snit. Disse her var rigtigt flotte:
Den her over viste er vist også lavet som oliemaleri og hedder noget med Knortegæs i regntykning eller lignende.

De 2 nedenfor viste er også med Knortegæs:


I en egen sal var der 2 store montre med det der hedder "skindlagte fugle" (udstoppede skind fra Zoologisk Museums samling). Disse montre var svære at fotografere på grund af det meget genskin i glasset. Herunder et enkelt udsnit af en montre. Johannes Larsen brugte døde fugle til at lave studier efter. Ofte var de friskt indbragte af fiskere eller jægere og han måtte arbejde rimeligt hurtigt da de jo gik i forrådnelse. Til Lehn Schiøler's bogværk om de danske fugle brugte han Lehn Schiøler's store private samling (han havde ca. 21.000 stk.skind og ca. 10.000 fugle-skeletter) af skindlagte fugle. Jeg fandt ikke lige ud af, om de viste skindlagte fugle er fra Lehn Schiøler's samling og om den nu ejes af Zoologisk Museum.

(Jeg fik kun et hæderligt foto af Johannes Larsen's tegninger, så Skovskaden herunder er nappet fra nettet)

Denne nedenfor er det eneste hæderlige jeg fik taget:

Der var rigtig mange fugle-studier på udstillingen.

Johannes Larsen var også god med en kniv, for i en montre stod denne Hermelin og Solsort som han har snittet i træ.

Der var selvfølgelig en hel del malerier på udstillingen og det gode ved det var - udover at jeg som en af dagens første gæster kunne se de fleste helt alene - nogen af dem var i privateje og derfor sjældent set offentligt. Dem brugte jeg meget tid på. Herunder bare et udsnit af nogen af malerierne, offentlige som private:
Hvilende Ederfugl.

Gravande-par med ællinger.

Sanglærker og Viber på træk.

Det nedenunder viste er opflyvende Troldænder og Blishøns. Derudover ses en regnbue ude til højre. DEN har han sandelig ikke været heldig med. I det hele taget har jeg til dato endnu ikke set en flot malet regnbue af nogen som helst kunstner. Jeg tror at regnbuer skal man afholde sig fra at male.


Det nedenfor viste hedder "Hedelandskab med trækkende Sædgæs, Filsø, 1925". Det har jeg altid været begejstret for:


Nedenstående er et kæmpemaleri hedder "Sangsvanerne letter" og er fra Filsø, 1926. Det er 183 x 262 cm og i privateje. Tænk at have vægplads til dette maleri.

Nedenstående har jeg altid haft det lidt svært ved. Det hedder "Dønning på Kerteminde Bugt" fra 1938 og er på hele 200 x 282 cm. Jeg ved ikke rigtig hvorfor; om det er farven i dønningen/havet eller noget andet. Jeg ved det ikke, men jeg synes ikke rigtig om det. Men stort er det.


Og jo - der var også en del malerier og akvareller af Alhed Larsen. Jeg synes bestemt at nogen af dem er fine og at hun bestemt er dygtig til blomster maleri som det nedenfor viste (hugget fra nettet) af "Levkøj og Pelargonie" fra ca. 1905 stående i en solbelyst vindueskarm. Jeg synes der er et fandens flot lys i det.


Herunder 2 andre af hendes malerier.
 
 
Jeg skal være ærlig at tilstå, at jeg gik lidt hurtigt gennem Alhed Larsen's malerier. Hun er bestemt god - især nogen (få) af dem er rigtig gode. Man kan godt mærke at hun havde andre vilkår at male under end en mand - og især hendes mand, som dels var meget produktiv og dels tjente rigtig mange penge. Der er langt imellem malerierne tidsmæssigt; det kommer sådan i bølger og det skyldes jo helt klart kønsrollemønstret der var dengang. Nu døde hun jo allerede som 55 årig efter en del år sygdom. Hvem ved hvad hun havde drevet det til, dels hvis omstændighederne havde været andre og hun havde levet længere.

Udstillingen går som tidligere nævnt til 21. Februar 2016 og er meget anbefalelsesværdig. Der er i anledningen udgivet bog på 175 sider om udstillingen (også katalog) til sølle kr. 185 og den er værd at tage med.......det har jeg.....selvfølgelig.

3 kommentarer:

  1. Tak for turen gennem udstillingen. Jeg tror nu opgså jeg ville blive mere optaget af at se Johannes' billeder og mindre af Alheds.

    SvarSlet
  2. Også jeg takker for turen.
    Selvom jeg til daglig har Johs. Larsen lige ovre på den anden side af fjorden, kunne det nu være morsomt at opleve ham på Ordrupgaard.

    Den med nærstudier af urfuglene tror jeg nu heller ikke på.
    Den gode Larsen har efter min bedste overbevisning evnet at male fuglene lige ved studier gennem kikkert og også ved at studere skindede og udstoppede eksemplarer.

    Jeg har selv forsøgt mig med at komme tæt på urfugle i Skotland. Det er svært grænsende til umuligt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Farmer.
      Jeg mener at kunne huske at have læst - jeg fik ikke skrevet det i indlægget - at han også brugte skudte Urfugle at tegne efter. Han brugte i hvert fald mange nedlagte fugle til at tegne efter. Selve dansen må han have set mange gange, for ellers ville han ikke kunne have lavet de karakteristiske stillinger de ses i i maleriet.

      Hørte du Urfuglene i Skotland ? Det er en fantastisk lyd de har der på dansepladsen. Jeg har hørt den og den lyd sidder "på harddisken" på samme måde som lyden af Traner, Sang- og Pibesvaner, Lommer o.s.v. Fantastisk at have hørt.

      Slet