onsdag den 30. juli 2014

10 år af mit liv................



Jeg tror, at jeg har mistet 10 år af mit liv.....eller blevet 10 år ældre om man vil.....her i løbet af den sidste uges tid.

Lad os starte med Yousee" - historien:

Jeg fik mit "Yousee" abonnement i starten af 2010 og fik den 31.Maj 2010 udleveret den Samsung HD boks der fulgte med abonnementet. Boksen tilsluttes mellem antennestikket og TV'et. Boksen kan optage film og udsendelser ligesom den har en funktion, hvor man kan sætte et program/en film man ser, på pause hvis det f.eks. ringer på døren eller man skal lave kaffe eller på WC. Man kan også starte et program/en film forfra, hvis man f.eks. kommer hjem og misset starten. Smadder smart. Man kan også bestille forskellige film fra et lager, hvis man vil det. Det har jeg dog aldrig brugt. Men det der med at optage og starte forfra er brugt flittigt herhjemme....mest af Lillemor.

For lidt over et år siden, begyndte problemerne. Nogen gange troede man, at man havde sat boksen til at optaget et program/en film og når man så ville se det optagede, så viste skærmmenuen godt nok, at der var optaget noget, men intet skete....der var intet optaget. Eller også gik der 10 min. og så stoppede/frøs optagelsen. OK - fat i "Yousee" support og jeg blev et par gange guidet igennem en masse indstillinger og menuer for at rette fejlen.....om man vil. Det var ikke hver gang det sket, men det skete oftere og oftere. Samtidigt var der problemer med nogen programmer med at starte forfra.  Jeg tror jeg havde fat i "Yousee" 3-4 gange og hver gang bringes ens tårmodighed på en prøve; Man ringer op og får af en maskine nogle pæne velkomstord og så valget mellem f.eks. 4 muligheder (tast 1 for telefoni, tast 2 for bredbånd, tast 3 for regninger og abonnement og tast 4 for fejlmelding). Når man så har tastet det, så er der yderligere muligheder (tast 1 for X, tast 2 for XX o.s.v.) og det gør man et par gange og så lyder der en stemme: " Der er ingen ledige medarbejdere lige nu; De bliver betjent om et øjeblik...." og så er der noget musik. Og så hvert 20. sekund kommer den besked igen og igen.....enerverende og irriterende. Og så kan man vente i adskillige minutter...fra 5-10 minutter til op til 45-50 minutter før end man får et rigtigt menneske i røret. Så skal man forklare problemet og der skrives en log om dette og så skal man faneme stilles om igen til den udvidede tekniske support og igen ventetid, musik og den der stemme om ingen ledige medarbejdere......jeg hader det !!! Nuvel - nogen gange knalder jeg røret på i arrighed og andre gange har jeg måtte vente i gud-ved-hvor-lang-tid for at få en teknisk supportmedarbejder i røret, som så - det skal siges, at de er mægtigt flinke og rare mennesker - prøver at hjælpe en med problemet og guide mig rundt i diverse menuer og indstillinger. Problemet er måske løst i en 4-5-10 dage så starter de igen. Og igen den samme rumle med at ringe op, du har x antal valgmuligheder, ventetid og muzak.......suk.

I sidste uge gik det så helt galt; nu kunne intet optages, boksen blokerede også for kanal-skift, så jeg måtte "Reboote" den hver gang. Fat i "Yousee" og efter det sædvanlige kom jeg igennem og fik beskrevet mit/boksens problem igen-igen og at jeg ikke gade have support mere, men bare skulle have en ny boks. Sådan. Ikke mere snak. Pågældende havde ikke bemyndigelse til det, så efter logskrivning blev jeg stillet videre.......og forsvandt ud i cyberspace......ingen forbindelse...ARGHHHH. Fuck og fanden-tag-mig og Sgu og Fanden o.s.v. Prøve igen at ringe op og igen det her ventetid......ARGHHHHH.......Jeg prøvede et par gange at ringe i sidste uge men først idag lykkedes det at få et menneske i røret. Forklaring igen og logskrivning og omstilling og sateme om ikke jeg røg i cyberspace igen....ingen forbindelse....kun dut-dut-dut.....jeg var rødglødende...Ringe op igen og fik efter ventetid igen et menneske - en kvinde - i røret og jeg startede med at beklage og sige undskyld på forhånd og så fik hun og "Yousee" ellers den største skideballe jeg nogen sinde har givet. Hun hørte tålmodigt på mig, skrev log og ville stille mig om igen, men næh nej - DE skulle ringe til mig på et af mig valgt tidspunkt. Hun bad mig vente og rendte hen og spurgte andre om det kunne lade sig gøre, det kunne det ikke, men jeg insisterede...ellers opsigelse på stedet og andre trusler. Det hjalp....efter lidt yderligere renderi og spørgen andre kom hun tilbage og fortalte, at de godt kunne ringe mig op kl. 16:00. Tak - af hjertet tak.

Hjemme skete der ikke en skid kl. 16:00. Heller ikke kl. 16:15 eller kl. 16:30 eller kl:16:45. Først kl. 17:00 - på det tidspunkt var jeg kommet op i og gennem det røde felt - ringede tlf. og en stemme sagde at det var "Yousee" og jeg blev stillet om til teknisk support. Før end jeg nåede at reagere så var musikken der....og den der stemme med at ingen var ledige.....hold op mand, hvad fanden har jeg gjort "Yousee" siden jeg skal gennem de prøvelser ???..:......så kl. 17:45 er der en stemme der svarer og spørger hvad jeg kan hjælpe med. Jeg giver kundenummer, han læser log, og spørger hvad problemet er. Jeg svarer - på det yderste - at jeg bare skal have en ny boks, for den gamle virker ikke og jeg gider ikke det der support fis mere. OK - siger, jeg kan se af loggen, af din beskrivelse, at der ikke er meget der virker på den. Jeg bestiller en boks til dig med det samme og du har den om et par dage med posten..............er det OK ?????? Jeg var himmelfalden......Øh ja - tak - det har jeg prøvet på at få i et halvt års tid nu........men nu er det iorden, siger han og du har boksen om et par dage. Farvel.

Jeg er eddermaneme spændt på om jeg får en boks om et par dage.

Og så er det SKAT's tur. I mit daglige arbejde, har jeg bl.a. med Fleksjobbere at gøre...d.v.s. med deres udbetalinger af diverse ydelser og tilskud til dem. Fleksjobbere er uden for arbejdsmarkedets almindelige regler. Dog får de muligheden for at indmelde sig - hvis de har betalt efterlønsbidrag i deres "normale" arbejdsliv - i nogen der hedder Fleksydelsesordningen og som svarer til Efterlønsordningen for almindelige mennesker. De skal så hvert kvartal indbetale et bidrag her til (p.t. kr. 1.426) for at være med. Hvis de så bliver så dårlige arbejdsmæssigt, at de bliver tilkendt Førtidspension, så kan de få udbetalt deres gennem årene indbetalte Fleksydelsesbidrag minus 30 % i afgift til Staten. Sådan en sag havde jeg idag. Jeg skulle til SKAT indberette via noget der hedder SKAT TELE denne persons afgiftspligtige beløb og de 30 % afgift. Altså 2 tal + udbetalingsdato og personnummer. Hverken mere eller mindre. Undervejs vil cursoren på indberetningsbilledet ikke flytte sig, så jeg prøver lidt af hvert og får sat de 2 beløb i de rigtige felter og trykker Enter. Så kommer en besked frem at indberetningen ser sådan ud og at jeg skal trykke PF2 for at godkende den. Jeg checker de 2 tal og de er rigtige og trykker PF2 og vupti - systemet har taget indberetningen. Så opdager jeg, at selvom systemet har accepteret indberetningen, at der nederst i et sammentællingsfelt, dannet af systemet selv, står forkerte sum-tal. Hvad pokker ????? OK - det må være det der med cursoren der ikke ville flytte sig, der har forårsaget mit fejltryl eller lignende. OK - jeg skal ikke nyde noget af at lave en ny indberetningen eller en fejlrettelse - det kan gå grueligt gal - så jeg ringer til SKAT.....og så starter lortet: "Velkommen - du har 2 muligheder...tast 1 for X eller tast 2 for Y......og så får du 4 nye muligheder.....og så derfra yderligere muligheder og efter muzak og ventetid hver gang fik jeg langt om længe en skattemedarbejder i røret, som efter min forklaring kunne fortælle mig at jeg var kommet forkert og at hun stillede mig om.....til en person som heller ikke kendt til det der system PA i PAF i SKAT TELE.....og igen omstilling...en 4-5 gange og jeg røg til sidst ud i cyberspace. Ny opringning igen og forfra med alle de der taste-muligheder og så endelig person der stillede mig om til en person som igen stillede mig om til en anden person som igen.....INGEN KENDTE NOGET TIL NOGET. Til sidst tilbage til omstillingen. Her kendt de slet ikke noget til noget. De kunne ikke finde noget kontor/medarbejdere der beskæftigede mig med det jeg talte om. Jeg var rigtig gal på det tidspunkt og bad om at tale med skattedirektøren, departementchefen, skatteministeren, fanden selv om det skulle være, for EN måtte da vide noget eller have røv nok i bukserne til at tage et ansvar.....men nej...og så smed jeg røret på.

Jeg fandt på SKAT's hjemmeside en mailadresse, tog et skærmdump og vedhæftede det en mail hvori jeg forklarede dem problemet og helt og holdent overlod fejlrettelsen til dem for nu gad jeg ikke mere. Kort efter fik jeg en auto-genereret mail om at min henvendelse var registreret under sags.nr. 247000xyz-44862-Po/4¤%#3" og at de senere ville vende tilbage med et svar.

Jeg tog kopi af hele lortet og tilknyttede det min sag, sendte pengene til skat. slukkede PC'eren og lyset på kontoret og gik hjem.....og græd......og ringede til "Yousee" for at klare det førstnævnte problem.......suk......

10 år mindst........suk

onsdag den 23. juli 2014

"Tordenfluer" med god smag :-) ...og Lone's 60 års fødselsdag :-)


Her til aften fik jeg, da jeg skulle se "Aftentour"på DR1, for første gang i 14 dage lyst til et glas whisky....sådan ca. en 3-fingers whisky:

Valget faldt på en Glenkinchie 1http://www.masterofmalt.com/whiskies/glenkinchie-12-year-old-whisky/2 år som jeg synes er en udmærket almindelig whisky (jeg fik flasken af Lillemor efter en af hendes arbejdsrejser udenlands).

Jeg fik hældt op og satte mig til at se "Aftentour". Da jeg skulle nappe første tår af whisky'en opdagede jeg hele 4 "Tordenfluer" ligge i glasset på ryggen. OK - tænkte jeg, - en sagelig død at få - og så så jeg 3-4 andre tordenfluer kredse omkring glasset. Jeg fik de døde fisket op og tog en "slurk" og satte glasset. Straks var der 4-5 andre tordenfluer omkring og i glasset. DET var satans. Jeg tog glasset og gik langsomt ud på terrassen og satte mig - med et øje hvilende ind på "Aftentour" - og satte mig og fiskede de lalleglade tordenfluer op og tog endnu en slurk. Og faneme om ikke de blev ved, de der tordenfluer, med at enten kredse om glasset eller dykke ned i det og svømme rundt. OK - nyt fiskeri og så ellers ned med resten af whisky'en selvom den ikke fortjener at blive drukket så hurtig.

Så fik man konstateret, at Tordenfluer har en god smag for whisky - hvem skulle have troet det ? :-)

Og så - idag, på Facebook - så så jeg, at min "gamle" klassekammerat fra Folkeskolen, Lone Nissen, fylder 60 år idag. Utroligt. Hun ser jo ud som en "næsten" ung pige....

....for fanden da, - det kan ikke være rigtigt. Jeg husker stadig Lone som en ung pige med fletninger (eller skulderlangt hår), hvid rullekrave rib-strikket trøje med løsthængende bredt bælte, beige lårkort kjole og med hvide ankel støvler, som var det i går jeg så hende sidst. Idag kommunikerer vi kun på Facebook. Men dejlig "pige" er hun og med en dejlig familie med mand, 2 børn og børnebørn, kan jeg forstå. Det er rart at vide.

Utroligt, at vi allerede er ved at runde dette skarpe hjørne. Det kan godt være at jeg, ikke Lone og slet ikke Lillemor, ligner en 60-årig (det bliver jeg næste år), men indeni føler man sig jo ikke sådan.

Men STORT TILLYKKE til Lone :-)

tirsdag den 8. juli 2014

Endnu en bog.....

Under vor ferie i Berlin for nogen år siden, var vi i en forretning, som jeg havde fået anbefalet, og som handlede med.....model ting og sager...forstået på den måde, at man der kunne købe alt muligt selvbyg som skibe, fly, kampvogne, tog, biler...you name it. De solgte også Tin-soldater af alle mulige slags fra alle mulige perioder i forskellige størrelser, alt sammen som man selv kunne færdig male; dog man kunne også købe mange af disse tinsoldater færdigmalet....mange af dem vistnok til en pris af omkring 80-100 Euro !! Og så ....i det ene hjørne af forretningen, som egentlig ikke var så stor igen, var der en afdeling med bøger. Her faldt jeg over en bog om Slaget ved Gettysburg skrevet at Mark Adkin. Bogen hedder "The Gettysburg Companion - A complete guide to the decisive battle of the American civil war". Den måtte jeg have. Hele 544 sider i stort format med masser af billeder, tegninger, kort o.s.v., o.s.v.

Og jeg blev ikke skuffet. Den er god....måske lige bortset fra en enkelt fejl eller to som en nørd som mig kan finde, dog ikke af betydning for forståelsen af slaget....men sådan en lille detalje som irriterer en nørd, altså mig.

Nu har jeg lige været på ferie i England og der set et stort og længe ønsket mål, nemlig Lord Horatio Nelson's flagskib HMS Victory. Det var et imponerende skib at se og gå rundt i og på. Og fascinerende at læse de mange tavler der er og den guidebog, der er om skibet spækket med fotos fra og af skibet. Trafalgar - det var jo slaget hvor Nelson døde og det slag beskrives også kort i den Victory-guide jeg købte derovre. Og jo - jeg havde jo også læst lidt på forhånd gennem årene om slaget, men det besøg gav lyst til mere viden om det. Ihukommende min ovenfor omtalte Gettysburg bog, så kunne jeg huske, at samme forfatter også havde skrevet om Trafalgar. Gæt hvad jeg fik med posten idag fra Amazon.co,uk ?

Jep - "The Trafalgar Companion - the complete guide to historys most famous sea battle and life of admiral Lord Nelson". Igen en bog i stort format og på 448 sider og spækket med detaljer o.s.v. - lige noget for nørden her :-) Så er læsningen her til sommer jo hjemme i lidt tid da.

Og for at det ikke skal være løgn, så har Mark Adkin også skrevet en guide om Slaget ved Waterloo, slaget der endeligt afgjorde Kejser Napoleons skæbne.  Her ville jeg have indsat et billede a la dem ovenfor, men Blogger vil af en eller anden grund ikke gøre det. Systemet går simpelthen kold og låser. Mærkeligt. Men linken til Waterloo bogen er her.

Og som en sidebemærkning.....Waterloo er også en slagmark jeg har besøgt, så derfor.....ik' ? :-)

lørdag den 5. juli 2014

En rigtig god bog :-)

 Lige før vores sommerferie, var Lillemor og jeg i Rødovre Centrum og købe en boggave til en af hendes kolleger. Vi var i Arnold Busck boghandlen derude. Jeg skulle jo ikke have noget, men checkede alligevel "de sædvanlige hylder" af og ja, - der var da helt bestemt en enkelt eller 4 bøger som var interessante og som kom på "huske-sedlen" til senere. Jeg var hurtigt færdig med at kigge og stod nu og ventede på Lillemor, der stadig kiggede rundt efter de emner til boggaven. Jeg stod helt tilfældigt ved en reol - biografier om alle mulige mennesker - og nærmest bare gloede på den, da jeg blev fanget af en forside, der viste en smilende fuldskægget ældre herre som stod op ad Wegner's "Kina-stol". På omslaget stod: "Håndværk og Livsværk. Ejnar Pedersen. Snedker" . Som forfatter var angivet (journalisten) Samuel Rachlin. Hmmmmmm........jeg gik de to skridt og pillede den ned og læste på bagsiden, at bogen var en biografi om møbelsnedkeren Ejnar Pedersen, som ejede Møbelsnedkerfirmaet PP Møbler og som gennem et langt liv havde arbejdet sammen med og for møbelarkitekter som Hans J.Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Nanna Ditzel og mange andre....wowser - en biografi der fortæller om dette samarbejde på godt og ondt ? Den blev straks indkøbt for kr. 299 (normalpris kr. 349,95)..


Nu har jeg fået den læst og den er rigtig god, med mange informationer om dansk møbelkunst fra ca. 1928 og frem til udgivelsen i 2013. Bogen er skrevet i jeg-form, altså som om Ejnar Pedersen selv har skrevet den. Dog har han fortalt historien (indtalt som samtaler med) til Samuel Rachlin, som derefter har redigeret/renskrevet.

Den starter med hans ungdom, hvor han i 1937 som 14 årig (han er født i 1923) kommer i lære hos den lokale snedkermester Willadsen i fødebyen Vejen i det sønderjyske. Efter at have været udlært et kort stykke tid kommer han til København for at efteruddanne sig hos en anden snedkermester og går også på skole om aftenen. Han starter op som selvstændig, slår sig sammen med sin storebror Lars Peder Pedersen - som også var uddannet hos Willadsen i Vejen - og starter firmaet PP Møbler som eksisterer den dag i dag og nu under ledelse af Ejnars søn  Søren Holst Pedersen og sønnesønnen Kasper Holst Pedersen - begge uddannede som snedkere under Ejnar i PP Møbler.

Det er fascinerende læsning hele vejen igennem; Ejnars samarbejde med de ovenfor nævnte møbelarkitekter, deres indbyrdes forhold og jalousi, hele branchens udvikling fra dengang i 1930'erne og til nu, hvor der nærmest er tale om en afvikling. Hvor der før var snedkermestre i hver en by som lavede lokale møbler og til i dag, hvor der kun er en eller max. to håndfulde tilbage. Ejnar nævner f.eks. det gamle hæderkronede møbelsnedkerfirma Fritz Hansen, som i dag får fremstillet deres møbler i Polen som f.eks. Arne Jacobsen's (ham med "Ægget", "Svanen", SAS-hotellet i København m.m.) "7-eren" og "Myreren".....suk. Ejnars egne op- og nedture og år med stram økonomi og kamp for at holde skindet på næsen samt til sidst, da han er i 80'erne endelig overlader styringen og ejerskabet af PP Møbler til sønnen Søren Holst Pedersen. Det sker i 2007, hvor Ejnar altså er blevet 84 år gammel. Pensionist livet holdt ikke ret lang tid for kort efter starter Ejnar et nyt firma op - EjnarP - hvor han fortsætter for sig selv med at lave lidt møbler af egen design samt lidt Poul Kjærholm møbler.

Ejnar var gift 2 gange;  Første hustru døde og anden hustru blev han skilt fra. Hans 3. "hustru"  var Hanne Kjærholm, som var enke efter møbelarkitekten Poul Kjærholm. Arne og Hanne fik 28 års samliv og hun døde i 2009.

Ejnar Pedersen blev 90 år i 2013 og er stadig aktiv.

Altså en bog der kraftigt kan anbefales hvis man er interesseret i dansk møbelkunst.