lørdag den 5. juli 2014

En rigtig god bog :-)

 Lige før vores sommerferie, var Lillemor og jeg i Rødovre Centrum og købe en boggave til en af hendes kolleger. Vi var i Arnold Busck boghandlen derude. Jeg skulle jo ikke have noget, men checkede alligevel "de sædvanlige hylder" af og ja, - der var da helt bestemt en enkelt eller 4 bøger som var interessante og som kom på "huske-sedlen" til senere. Jeg var hurtigt færdig med at kigge og stod nu og ventede på Lillemor, der stadig kiggede rundt efter de emner til boggaven. Jeg stod helt tilfældigt ved en reol - biografier om alle mulige mennesker - og nærmest bare gloede på den, da jeg blev fanget af en forside, der viste en smilende fuldskægget ældre herre som stod op ad Wegner's "Kina-stol". På omslaget stod: "Håndværk og Livsværk. Ejnar Pedersen. Snedker" . Som forfatter var angivet (journalisten) Samuel Rachlin. Hmmmmmm........jeg gik de to skridt og pillede den ned og læste på bagsiden, at bogen var en biografi om møbelsnedkeren Ejnar Pedersen, som ejede Møbelsnedkerfirmaet PP Møbler og som gennem et langt liv havde arbejdet sammen med og for møbelarkitekter som Hans J.Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Nanna Ditzel og mange andre....wowser - en biografi der fortæller om dette samarbejde på godt og ondt ? Den blev straks indkøbt for kr. 299 (normalpris kr. 349,95)..


Nu har jeg fået den læst og den er rigtig god, med mange informationer om dansk møbelkunst fra ca. 1928 og frem til udgivelsen i 2013. Bogen er skrevet i jeg-form, altså som om Ejnar Pedersen selv har skrevet den. Dog har han fortalt historien (indtalt som samtaler med) til Samuel Rachlin, som derefter har redigeret/renskrevet.

Den starter med hans ungdom, hvor han i 1937 som 14 årig (han er født i 1923) kommer i lære hos den lokale snedkermester Willadsen i fødebyen Vejen i det sønderjyske. Efter at have været udlært et kort stykke tid kommer han til København for at efteruddanne sig hos en anden snedkermester og går også på skole om aftenen. Han starter op som selvstændig, slår sig sammen med sin storebror Lars Peder Pedersen - som også var uddannet hos Willadsen i Vejen - og starter firmaet PP Møbler som eksisterer den dag i dag og nu under ledelse af Ejnars søn  Søren Holst Pedersen og sønnesønnen Kasper Holst Pedersen - begge uddannede som snedkere under Ejnar i PP Møbler.

Det er fascinerende læsning hele vejen igennem; Ejnars samarbejde med de ovenfor nævnte møbelarkitekter, deres indbyrdes forhold og jalousi, hele branchens udvikling fra dengang i 1930'erne og til nu, hvor der nærmest er tale om en afvikling. Hvor der før var snedkermestre i hver en by som lavede lokale møbler og til i dag, hvor der kun er en eller max. to håndfulde tilbage. Ejnar nævner f.eks. det gamle hæderkronede møbelsnedkerfirma Fritz Hansen, som i dag får fremstillet deres møbler i Polen som f.eks. Arne Jacobsen's (ham med "Ægget", "Svanen", SAS-hotellet i København m.m.) "7-eren" og "Myreren".....suk. Ejnars egne op- og nedture og år med stram økonomi og kamp for at holde skindet på næsen samt til sidst, da han er i 80'erne endelig overlader styringen og ejerskabet af PP Møbler til sønnen Søren Holst Pedersen. Det sker i 2007, hvor Ejnar altså er blevet 84 år gammel. Pensionist livet holdt ikke ret lang tid for kort efter starter Ejnar et nyt firma op - EjnarP - hvor han fortsætter for sig selv med at lave lidt møbler af egen design samt lidt Poul Kjærholm møbler.

Ejnar var gift 2 gange;  Første hustru døde og anden hustru blev han skilt fra. Hans 3. "hustru"  var Hanne Kjærholm, som var enke efter møbelarkitekten Poul Kjærholm. Arne og Hanne fik 28 års samliv og hun døde i 2009.

Ejnar Pedersen blev 90 år i 2013 og er stadig aktiv.

Altså en bog der kraftigt kan anbefales hvis man er interesseret i dansk møbelkunst.

4 kommentarer:

  1. Hvor kan jeg godt lide, at han startede nyt firma som 84-årig!
    For resten - hvis jeg skulle have været håndværker, ville jeg have været møbelsnedker. Det var nok godt, at det ikke faldt mig ind dengang. Ikke, fordi min nuværende branche er nogen dans på roser, men det er helt sikkert meget sværere at klare sig som møbelsnedker.

    SvarSlet
  2. Møbelsnedker puslede jeg også med i mine helt unge dage; havde jo sløjd i skolen og havde det også som ekstra valgfrit tilvalgsfag og gik endda på et særligt oprettet aftenhold samtidigt indtil jeg var en 18 år.

    Har lavet en gyngestol bygget over Børge Mogensens "Folkestol" dog med teak-fineret ryglæn og sæde. Den gik i stykker til en meget animeret fest hjemme hos mig nogen år senere.

    Har også lavet en stol a la samme Børge Mogensen's "Den spanske stol" dog med lærredsryglæn og sæde. I Armlænene havde jeg indlagt små mosaikker af Teak, Mahogni og Palisander. Den fik min onkel, som var min værge dengang (var jo forældreløs fra jeg var 16 år). Den stod i hans sommerhus og fulgte med som indbo da han solgte sommerhuset.

    Jo - det er dejligt at arbejde i træ. Har dog ikke gjort siden dengang, men interessen for møbelkunst (og design) har holdt sig siden.

    SvarSlet
  3. Imponerende! Det var en skam, at dit værk ikke holdt til den animerede fest.
    Jeg har aldrig afprøvet mine eventuelle evner inden for træarbejde, for det er jo kun drenge, der får lov til at lære den slags i skolen og dermed får adgang til passende værktøj, men det forhindrede mig jo ikke i at drømme lidt :-)

    SvarSlet
  4. Jo - det var ærgerligt.......men det var sateme (endnu) en god fest :-)

    SvarSlet