tirsdag den 3. september 2013

Øv - "min bænk" i Skagen er solgt.......suk.....

Jeg tror jeg har omtalt det før, men jeg har i godt 30-31 år "haft en bænk" i/på Skagen....nærmere bestemt kun knap 500 fra Gl.Skagen...altså ved Skagerrak-siden.

Retteligen er det en af Lillemors kollegers storesøster der havde sommerhus der. Hun skulle for de her 30-31 år siden skilles og ville så sælge sommerhuset, men et par familiemedlemmer og nogen venner spurgte om de ikke kunne leje det, så hun kunne beholde det. OK - hun gjorde det så det første år og det var en succes. Vi kom "med på lejen" i år 2 og har så ca. hver 3 år holdt en uges sommerferie der + et par enkelte forlængede weekender. Ved kig i gæstebogen opdagede vi, at vi var ca. 10 familier (hendes, venner og søskendes kolleger) der var rimeligt faste lejere hele tiden. Det år jeg blev 40 (31/10-1995) havde Lillemor og jeg sommerhuset i den weekend og havde det gratis, fordi vi så kunne lukke det ned for vinteren (der var nogle faste gæster der hver jul og nytår). Og prisen ellers har ligget helt i bund. Sidste år betalte vi vistnok kr. 2.800 for en uge deroppe inkl. forbrug. Og det i højsæsonen. Så ja - det har været billigt.

Huset ligger som det næstsidste på en grusvej. De første 4-5 gange vi var der var det det sidste før klitterne. Bag ved er der andre sommerhuse, men foran er der kun strandhede-landskab, da byggeri er forbudt den vej. Man kan så i det fjerne se lidt træer og 3 vindmøller. Om natten kan man se dels det ny Fyr på Skagen Nordstrand men også det gamle Grå fyr lyse/blinke.

Huset ligger parallelt med klitterne og dermed også med kysten og det ligger stik øst-vest (mange ved ikke, at Grenen faktiskt er orienteret sådan, øst-vest).

Hovedindgangen ligger i øst-enden, altså i gavlen. Til højre for døren står en bænk op ad gavlen - "min bænk" (nu i version 2). Og det er denne bænk der er min absolut yndlingsbænk i hele verdenen. På denne bænk har jeg tilbragt utallige timer hver eneste dag når vi har været. For eksempel er morgenen mit absolutte yndlingstidspunkt. Jeg vågner året rundt og det uanset om jeg skal på arbejde, det er søndag/helligdag, fridag eller ferie, altid omkring 05,15-05,30. På Skagen står jeg så op, laver kaffe og så ud på bænken med kanden, krus og smøger. Og så sidder jeg bare der mutters alene og ser solen stå op (den er ofte lige over horisonten når jeg kommer ud på det tidspunkt) og varme kroppen igennem. Der kan jeg så sidde og bare stirre ud over heden, ryge en smøg, drikke lidt kaffe og få tømt hovedet fuldstændigt ud. Det er utroligt afstressende og alligevel bliver batterierne ladet op hos mig. Jeg kan sidde der et par timer før Lillemor vågner og kommer ud ved 08-tiden, hvor vi så får lidt morgenmad. Så forsætter "sidderiet" der mens Lillemor læser til omkring en 10-tiden hvor jeg så smutter i bad og får tøj på. DET er det bedste ferie jeg kender. Om eftermiddagen og aftenen sidder jeg der også, hvis vi ikke laver noget. Det er bare så utroligt afstressende og mediterende bare at sidde der.

Og så kommer chokket: Vi fik i går at vide, at sommerhuset nu er solgt !
OK - vi vidste at "der var noget ig gang angående evt. salg, men alligevel. ØV - så er det slut med de dejlige ferier i Skagen og jeg har ikke nogen bænk mere. Øv.
Herover ses bænken op ad gavlen. Det er den ny bænk. Den gamle står op ad læ-hegnet. På disse bænke har jeg altså tilbragt timer og timer og timer, med bare at sidde der og stirre/meditere/afstresse.
Herover ses udsigten fra bænken. Solen står op derude i horisonten lige omkring pælens top. Der er absolut intet andet end hede den vej bortset fra lidt små-krat. Jeg har set alle mulige fugle den vej og også tit og ofte Rådyr derude på heden om morgenen.
Og her udsigten den modsatte vej. Man kan knap ane huset derude i horisonten. Billedet er taget fra klitten af. Lige til højre ligger stranden.
Og her bagsiden af huset med en terrasse, der aldrig bruges, fordi vinden kommer ind der fra havet af. Man/vi sidder altid ved den anden ende.

....og nu er det slut. ÆV.

1 kommentar:

  1. Er der ikke noget med en bænk oppe på "Verdens Ende"? Den kan du sikkert få lov til låne ... ;o)

    SvarSlet