søndag den 21. oktober 2012

I Operaen...Madame Butterfly...


Som jeg vistnok skrev i et tidligere indlæg, så har Lillemor og jeg inviteret sønnen og svigerdatteren i Det Kongelige til henholdsvis en opera og en ballet. De unge mennesker har jo aldrig været der endsige set en opera eller ballet i virkeligheden, så vi mente at lidt opdragelse var på sin plads ;-) .

Igår lørdag var det så opera-turen, der var på tale og det var således Puccini's Madame Butterfly, der blev deres debut.

Vi kørte i bil til Flintholm Station - for de uindviede er det en S-togs og Metro Station på grænsen mellem Vanløse og Frederiksberg i København - og parkerede bilen der og tog så Metro'en til Kgs. Nytorv. Herfra ned igennem Nyhavn hvor der var sort af memmesker. Det var jo rigtigt godt vejr, så alle pladser på fortorvscafe'erne var fyldt til bristepunktet. Nede for enden tog vi - sammen med en masse andre - Havnebussen over til Operaen. En sådan en kan ses nedenfor. Man bruger almindeligt klippekort, da det er Movia der driver disse havnebusser/-færger.

Vel ankommet - det tager bare 4-5 minutter - gik vi ind og fik afleveret vores tøj i garderoben. Vi tog en lille rundtur så de unge mennesker kunne se hvad der var at se når nu der er forestilling derovre.

Vi sad på 2. balkon næsten midtfor, altså smaddergodt, med en billetpris på kr. 595 pr. stk. Jeg fatter ikke, at de lægger et gebyr på, når man køber billetterne, så prisen ryger noget over de 600 pr. snude. Fatter ikke det system.

Der står højt og tydeligt, at man ikke må fotografere, så her er et foto - med mobilens kamera - af scenetæppet ;-) .

Jeg vil ikke skrive så meget om selve operaen (tryk på linken ovenfor eller herpå) udover at det altid er en oplevelse at opleve sådanne ting - opera og ballet - live. Der var gode sanger præstationer hele vejen rundt og den enkle scenografi var bemærkelsesværdig god.
I pausen fik vi et glas hvidvin og et par håndfulde peanut's og gik så ellers rundt og så på tingene og var også ude på balkonen, der går hele vejen rundt på den runde facade aller øverst oppe.
Herover ses Lillemor, svigerdatter og sønnen nyde pausen. Svigerdatteren kiggede specielt på den indvendige runde træbeklædte facade der er og som ses lige bag ved dem på billedet oven over. Det er nemlig sådan, at hendes far, sønnens svigerfar, er indehaver af et af Københavns (og Danmarks ?) største og ældste Tømrer- og snedkerfirmaer - det er vel snart 135 år gammelt - og han/de var indbudt til at tage del i entreprisen/give tilbud på tømrerarbejdet inkl. den viste træ-facade ved bygningen af Operaen. De afgav et, syntes de selv realististiskt bud på det specielle arbejde der skulle laves men var pænt dyrere end det firma der vandt. Det viste sig senere, at vindernes budget ikke holdt idet det blev kraftigt overskredet og det til en pris, der var lig med den svigerfaderens firma havde budt. Sådan er der så meget. Svigerfaderen var ikke ked af at "de tabte" den entreprise, da han har nok at lave, bl.a. har firmaet restaureret både Kancelli-huset på Fredensborg (Frederiks og Mary's første bolig) samt Amalienborg Slot (de 2 seneste palæer og især det hvor Frederik og Mary nu bor i) samt Christiansborg Slot, Folketinget, diverse ministerier, kirker o.s.v., o.s.v. idet de er specialister i alt det gamle tømrer- og snedker der findes i gamle bygninger, palæer og slotte og kirker og lignende. Svigerfaderen kan endda prale med, at det ikke er alle, der har ligget på alle 4 med rumpen i vejret sammen med Dronning Margrethe og Dronning Sonja (fra Norge) - altså alle 3 på alle 4 med rumperne i vejret -  og diskuteret de nye gulves tilstand og samlinger m.v.

Nok om det.

De unge mennesker var imponeret af byggeriet og af selve operaen og især af sangernes formåen med at synge hele den store opera-sal op.

Men bagefter......Herre Jemini....sikke et cirkus og Vor Herre til hest.....

Det er sådan, at der kører en (1) buslinie ude til/fra Operaen og så er der de her Havnebusser/færger. Af en eller anden besynderlig grund, så sejlede de ikke ved forestillingens ophør. Normalt er der indsat ekstra færger Operaen-Nyhavn til at fragte gæsterne væk. DET var der ikke i går. Der var heller ingen ordinære havnefærger. SKANDALE. Og kun en almindelig linie-bus som hurtigt blev fyldt, hvorefter den kørte og den næste ville først komme 20 minutter efter. Der stod vi så små 1.000 mennesker (de andre 6-700 gæster var kørt i biler; der er endda meget lidt p-plads derude på Holmen), så nu var rådne dyr gode. Stort set ingen taxa'er og de var allerede væk. Hmmm....vi besluttede at gå ned mod Christianshavn...altså bagom Opera-bygningen...og så ad Prinsessegade. Så skete det utrolige. Lige da vi var bag ved Operaen - der var vel kun 5-10 mennesker ud over os, der gik der - kom en tom Taxa susende, stoppede et par meter fra os (vejen spærret med en kæde) og gav sig til at vende. Jeg trådte ud og vinkede til ham og han stoppede. Jeg åbnede døren og spurgte om hav var ledig og han nikkede. Ind sprang vi og sagde destination Kgs. Nytorv og afsted kørte vi. Hold kæft, hvor heldig kan man ikke være; der stod jo små 1.000 mennesker på den anden side af bygningen og ventede på transport.

På Kgs. Nytorv frekventerede vi lige en pølsevogn og så ellers med Metroen tilbage og hjem.

Det havde trods transportproblemerne til sidst været en god aften for os og de unge mennesker.

Næste afdeling i den kulturelle opdragelse for de unge mennesker er ballet i November.

5 kommentarer:

  1. Imponerede - men kunne de finde på selv at gå i operaen, tror du?

    SvarSlet
  2. Hej Rasmine.

    Ja - det tror jeg nok, jeg kunne....men formentligt kun til Mozart's og enkelte af de senere italienske...ex. Puccini, Verdi, Rossini...

    Jeg er nu mere til balletter..:-)

    SvarSlet
  3. Ja, du kunne sikkert, men hvad med de unge mennesker. "de" var ikke en slåfejl ;-)

    SvarSlet
  4. Hæ - nej, - det tror jeg trods alt ikke, at de ville. De er mere til pop/rock-koncerter og musicals og den stil. Men imponeret var de over det og de glæder sig til balletten.

    ...og jeg havde ikke engang opdaget "slå-fejlen" :-) , bare læst det som du

    SvarSlet
  5. Jeg så samme opsætning af Butterfly sidste år... eller var det forrige år den havde premiere?! Jeg fik desværre aldrig skrevet om den på bloggen og det er ærgerligt, for jeg var vildt begejstret. Jeg synes det er en utrolig flot og vellykket forestilling - måske fordi man har minimeret den sentimentalitet som karakteriserer de fleste opsætninger. Selv om det var dæmpet, så er historien jo sørgelig nok alligevel.

    Sikken noget rod med jeres hjemtur. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt. Jeg har prøvet en anden gang hvor vi stod 60-70 gæster som ikke kunne komme fra Nyhavn til Operaen; man havde glemt at arrangere pendulfart og de både som lagde til skulle alle mulige andre steder hen..... jeg var rasende! Det var Wagners Parsifal. Salen var helt mørklagt i begyndelsen og derfor havde man sat en lille lysdiode på spidsen af dirigentstokken. Jeg synes det lyder utrolig flot og det ville jeg selvfølgelig gerne have oplevet - men det fik jeg altså ikke mulighed for. Arghhhhh...... Nøj, hvor var jeg sur! :-)

    SvarSlet